”De fleste er gode til at identificere en problemstilling, og de fleste advokater kan slå op for at finde vejledning i de mange afgørelser der foreligger. I kampens hede kan kolleger let glemme det, og så kan jeg måske medvirke til at bringe parterne tilbage på det kollegiale spor og medvirke til at få problemet løst, sådan at en kollegial klagesag bliver unødvendig”.
Sådan lyder det fra Martin Holm Land i dette nummer af Advokaten, hvor vi sætter fokus på den række af tiltag, som Advokatsamfundet har iværksat for at forebygge klager til Advokatnævnet. Her fortæller han, hvordan han som formand for kredsbestyrelsen i 4. kreds på Fyn, gerne tager en samtale med kolleger, som har brug for en samtale med en udenforstående, for at få misforståelser eller mindre kollegiale konflikter ryddet af vejen.
Tilsynet er et af de lovfæstede og helt centrale områder for Advokatsamfundet. Opgaven består naturligvis i at have et velfungerende udkørende tilsyn, dvs. det tilsyn, som består i at aflægge tilsynsbesøg ude i advokatvirksomhederne og hos advokaterne, men i denne rådsperiode vil vi også gøre en målrettet indsats for at mindske antallet af klager til Advokatnævnet. Formålet er ret enkelt: Jo færre klager, des færre ressourcer skal der anvendes både rundt omkring hos advokaterne og i Advokatnævnet. En klagesag indebærer omkostninger for begge parter, og det gælder ikke mindst de mange timer, som parterne må bruge på sagen – herunder til at ærgre sig over den!
Løsning af en uoverensstemmelse på et tidligt tidspunkt og uden at der indgives en formel klage til Advokatnævnet vil som regel også blive foretrukket af begge parter.
Vi har bestræbt os på ikke at gøre den forebyggende indsats mere formalistisk end nødvendigt. For eksempel vil den advokat, som ikke har fået indgivet sin klientkontoerklæring og heller ikke har reageret på rykkere, få en telefonopringning. På den måde får vedkommende en sidste mulighed for at undgå en klage i Advokatnævnet. Vi har allerede set meget positive resultater med denne ordning.
Et andet eksempel er kravene til ansvarsforsikring og garanti. Advokatnævnet ser meget alvorligt på sager, hvor advokaten ikke lever op til god advokatskik på dette område, og det kan i yderste konsekvens betyde, at advokaten mister sin beskikkelse. Men Advokatsamfundet har erfaring for, at det kan skyldes manglende opmærksomhed for eksempel i forbindelse med jobskifte. Derfor er det også et område, hvor den advokat, der har opsagt sin forsikring og garanti, kan få en henvendelse fra Sekretariatet, for at få mulighed for hurtigt at få tingene bragt i orden.
Med en strategisk indsats på et omkostningstungt område, er det Advokatrådets sigte ikke blot at nedbringe antallet af klager og dermed både reducere omkostninger – men også at give alle involverede en bedre oplevelse. Advokatsamfundet er allerede godt i gang med forebyggelsesindsatsen, og har som nævnt fået rigtig positive tilbagemeldinger fra de advokater, som er blevet kontaktet. Det er en af grundene til, at vi vil arbejde videre i samme spor, hvor blandt andet et risikobaseret tilsyn vil bidrage til en effektiv udnyttelse af Advokatsamfundets ressourcer.
Afslutningsvis vil jeg her i årets sidste nummer af Advokaten gerne benytte lejligheden til at ønske alle læsere en glædelig jul og et rigtig godt nytår.