Jeg er der som en far og mor på en gang
Advokat Susanne Borch har altid haft et socialt engagement som en del af sit arbejde. Traditionen har hun fået med sig hjemmefra, og som en af de få kvindelige fuldmægtige i starten af 1980’erne, syntes chefen, at hun passende kunne tage sig af de mere bløde områder. Med tiden har hun brugt mere og mere energi på alt fra etablering af hospice til værgemål for samfundets svageste herunder også værgemål for børn.
Af Hanne Hauerslev, pressechef, Advokatsamfundet
Jeg blev ringet op lørdag nat af Københavns Politi. En af mine unge – en dreng på 15 – var blevet anholdt. Han har ingen forældre og heller ingen familie. Han er simpelthen alene i verden, og har kun mig – som indehaver af forældremyndigheden – og en sagsbehandler at læne sig op ad. Først talte jeg med politiet om, hvad der var sket og bagefter med drengen. Han er jo godt klar over, hvor grænsen går, men var jo ked af situationen, og jeg talte med ham for at berolige ham. Her i ugen har jeg selvfølgelig fulgt op på, hvordan han har det, og jeg har fået beskikket en forsvarer, som jeg har tillid til.
Det handler rigtig meget om tillid hele vejen rundt. For mig er det vigtigt, at den beskikkede forsvarer er en person, som jeg er tryg ved, og som har samme menneskelige holdninger som jeg selv. På samme måde er det vigtigt for samarbejdet, at de mennesker, jeg er værge for eller har forældremyndigheden over, har tillid til mig.
At være værge er en mor-agtig rolle. Jeg er der faktisk som mor og far på en gang, for jeg skal passe på denne her person ligegyldigt, om værgemålet er for børn eller umyndiggjorte. Det kan være vanskeligt at gøre rigtigt i forhold til personen selv, men kan også være svært at gøre rigtigt i forholdet til slægtninge og venner. Det er mig, der tager stødet, og siger nej til sønnen, der plejer at få 5.000 kroner til jul – for mor har ganske enkelt ikke råd. Det kan selvfølgelig være barskt nogle gange, for jeg er jo den fornuftige, som så også bliver den besværlige, og det kan resultere i nogle heftige telefonsamtaler. Det nytter ikke noget at skrige tilbage ned i røret. I stedet taler jeg personen i den anden ende ned. Det har jeg fået en vis erfaring i.
Jeg ved ikke præcis, hvor mange jeg har været værge for igennem tiden. Men det er mange. Jeg bruger godt halvdelen af min arbejdstid på det og det frivillige arbejde. Jeg plejer at sige, at hvis jeg fik en advokatløn for de klienter, som jeg har igennem rådgivningen i retshjælpen på Kofoeds Skole, så ville jeg have en milliardforretning. Men for mig handler det om noget helt andet.
Den sociale vinkel på mit arbejde som advokat er ikke helt tilfældig. Min far var landsretssagfører, og han havde et stort socialt engagement især inden for folkekirkens institutioner. Og da jeg var fuldmægtig i starten af 1980’erne, var vi ikke så mange kvinder, og min chef mente, at jeg passende kunne tage mig af de lidt blødere områder som personaleplejen på de plejehjem og institutioner, kontoret administrerede. Jeg fandt det interessant, og siden har det ført til, at jeg var med til at starte landets første hospice, og siden er det blevet til flere.
Jeg arbejder blandt andet i Advokatvagten på Kofoeds Skole. Igennem mange år har skolen haft dette tilbud med én fast advokat, der yder rådgivning for alle dem, der kommer her. For 11 år siden søgte jeg jobbet som skolens juridiske rådgiver, og jeg er her fast en formiddag en gang om ugen. Klienterne kalder mig Sagføreren. Ja, de klienter, som ikke taler dansk, tror i starten, at jeg simpelthen hedder det. Mange af mine rådsøgende – som kan tilhøre samfundets svageste – er utrygge ved at få hjælp, medmindre det er én de kender. Her går jeg så ind og hjælper, selvom det ikke er mit ekspertiseområde, for det er et spørgsmål om, at det enten er mig eller ingen.
Jeg underviser på jura, og jeg siger ofte til mine studerende, at de også skal sørge for at beskæftige sig med noget andet end den rendyrkede jura. Der er så mange, som har brug for hjælp, og det kan jo ikke nytte noget, at vi alle venter på, at de andre tager sig af dem. Men når det er sagt, er det også vigtigt at have en anden dimension i sit arbejdsliv, og samtidig bidrager du til, at samfundet udvikler sig. Det udvikler dig også som menneske, for når du kan hjælpe andre, som har brug for det, bliver du selv rigere.
Jeg slipper ikke kontakten med de unge, som jeg har været ‘forældre’ for, efter at de er blevet myndige. Det er fantastisk at se, hvis de bliver studenter, får en læreplads og måske familie. Selv kan jeg ikke tage æren for det, for der er så mange gode kræfter omkring de unge. Plejefamilier, sagsbehandlere og politi. Som regel er det sådan, at når det går de unge godt, hører du ikke fra dem. Det er faktisk det, som giver allermest mening for mig.
Susanne Borch
Advokat, Cph Lex Advokater. Speciale i blandt andet ansættelses- og arbejdsret.