Jens Harkov Hansen er i dag advokat. På baggrund af en prøve i en fiktiv retssag. Advokaten fulgte med, da Jens og en række andre fuldmægtige blev kastet ud på dybt vand i de fiktive sager.
Af Lene Rosenmeier, journalist
Fiktion og virkelighed vikler sig umærkeligt ind i hinanden på kursuscenteret Kolle Kolle lidt uden for København. På en dør sidder et hvidt skilt med ordene “Eksamen vis hensyn”. Skiltet er ægte nok. Bag skiltet hænger eksamensstemningen som en tyk tåge i luften på den lange tyste gang med en masse lukkede døre på begge sider. Eksamen er også virkelig. Bag dørene sidder 20 travle advokatfuldmægtige, som lige om lidt skal op til deres retssagsprøve.
De fik et 1-sides resumé af en sag tilsendt på mail for en uge siden. Her fremgik det, at der er tale om en arvesag mellem to søskende. Sagen er ren fiktion. Først her til morgen klokken 9 fik de sagens akter udleveret. De har fået tre en halv time til at forberede deres repræsentation af sagens parter, inden hovedforhandlingen starter.
Fandt domme frem i blinde
Bag en af dørene sidder Jens Harkov Hansen. Hvis han består i dag, bliver han samtidig advokat. Han arbejder normalt med ansættelsesret på arbejdsgiversiden på specialistkontoret Norrbom Vinding. Den sidste uges tid har han derfor terpet familie-arveret i døgndrift.
På prøvedagen har kandidaterne ikke adgang til internettet eller elektroniske opslagsværker. Til gengæld må de have alt det skriftlige materiale med på papir, som de kan slæbe. Jens har printet mange domme ud, som han har taget med i håb om, at de kan bruges i sagen. Han har også en hel del bøger med, som han slår op i.
Klokken præcis 11.30 går en af dørene på gangen op, og en ung mand kommer ud. Han banker systematisk på de andre døre en ad gangen, går ind og kommer hurtigt ud igen med et usb-stik i hånden. På et værelse går en lille printer i gang med at spytte prøvekandidaternes påstandsdokumenter ud. Advokat Martin Korp Jensen fra Advokatsamfundet har skrevet drejebogen for retsagsprøven, og nu sidder han og sorterer de mange papirer i bunker på gulvet, mens den unge mand bliver ved at gå i fast rutefart mellem værelserne med advokatfuldmægtigene og værelset med printeren. Stemningen er dybt koncentreret. Intet må gå galt. Da alle papirer er printet og delt ud til prøvekandidaterne igen, haster Martin Korp Jensen videre hen ad gangen. Han konstaterer undervejs, at alle dommere og censorer er mødt op, og ringer straks til et hold af stand-ins og fortæller, at de ikke behøver at komme.
Det er mig, der spiller Bjørn
Lokale 22 ligner til forveksling et retslokale. Bordene er stillet op på den karakteristiske måde med et til hver af parterne, et til vidner og et til dommeren. Dommer Alex Nymark sidder klar og småsnakker med en censor, der til daglig er advokat.
- I dag er dommeren modsat virkeligheden mere forberedt end advokaten, siger Alex Nymark.
Han fik selv hele sagen tilsendt for en uge siden og har altså haft væsentlig bedre tid til at sætte sig ind i den end de advokatfuldmægtige, der om lidt skal procedere den.
En ung mand stikker hovedet ind ad døren. “Hej, det er mig, der spiller Bjørn.” Lidt efter dukker flere personer op. En af dem er Jens Harkov Hansen. Jens har tidligere været fuldmægtig i Justitsministeriet og har derfor procederet flere straffesager. I det års tid han har været advokatfuldmægtig hos Norrbom Vinding, har han bistået med retssager, men har ikke selv procederet i retten. Normalt kan han sagerne i søvne. Men i dag synes han, at det på grund af det meget komprimerede forløb er svært at holde styr på alle detaljer – datoer og navne. Han møder nu for første gang sin klient, sagsøgte Bjørn Vilhelmsen.
Modpartens repræsentant, en ung kvindelig advokatfuldmægtig hilser på de tilstedeværende. Hun arbejder til daglig med selskabsret og har aldrig procederet i retten før. Hun skulle egentlig have taget sin retssagsprøve i en rigtig sag, men den endte med at blive forligt en uge før den skulle hovedforhandles.
En lignende scene som den i lokale 22 udspiller sig simultant i ni andre fiktive retslokaler lige ved siden af. Her sidder ni andre dommere klar sammen med ni andre censorer. Der er ni andre sagsøgere, ni sagsøgte og et væld af vidner, der alle sammen er jurastuderende, som Advokatsamfundet har rekrutteret som skuespillere til dagen.
Tæppefald
Hovedforhandlingen starter klokken 12.30. Jens beder om lov til at komme med en berigtigelse til påstandsdokumentet.
- Jeg vil gerne påpege, at sagsøgte ikke har fået en bil i arv, sådan som det ellers fremgår, siger han.
Modpartens repræsentant starter ud med at fremlægge sin klients påstand og anbringender. Stående. ’Høje ret’ indleder hun, hvorefter der følger en fremlæggelse af en sag, der lige så godt kunne være virkelig. Da hun er færdig, rejser Jens sig op og gennemfører sin del af forelæggelsen, der i dagens anledning er delt mellem parterne.
Så skal sagsøgeren afhøres. “Du er under vidneansvar og må ikke lyve for retten,” formaner dommeren, før modpartens repræsentant starter ud med at udspørge sagsøgeren, Sanne Vilhelmsen. - Fortæl om dig selv, starter hun. Og Sanne kigger søgende ned i nogle papirer på bordet og så op igen.
- Jo… jeg bor i Sønderborg sammen med min mand og vores tvillinger, forklarer hun. Hun finder også svarene på de efterfølgende spørgsmål i papirerne.
På kanten af manuskriptet
Der begynder at dukke billeder op for ens indre blik. Af Sannes mand, der spiller lidt på den afdøde moders gamle flygel i Sønderborg. Moderen, der gav Sanne økonomisk hjælp til at holde jul for med tvillingerne i en hård tid. Cyklen, som Sannes bror købte til sin kærestes søn, fordi sønnen ikke havde det så nemt. Mindeaftenen for Sannes afdøde far, hvor broderen og hans familie havde spist dyr russisk kaviar sammen med deres mor. Broderen, der tog en taxa på moderens regning, når han skulle besøge hende med hjemmelavet mad på plejehjemmet. Sagsøgers advokat lyder forstående og nærmest kærlig, når hun stiller Sanne et spørgsmål.
Så er det Jens’ tur til at afhøre Sanne. Han går mere til hende med sine mange spørgsmål.
- Du synes altså, at 4.000 kr. er for meget for en middag, som du ikke selv var med til?
- Var det aftalt, at man ikke kunne køre i taxa?
- Hvem spillede mest klaver, dig eller Bjørn?
- Hvordan fik I klaveret?
Noget af det kan Sanne – eller måske er det skuespilleren – ikke rigtig huske.
- Vi tog det bare selv med, forsøger hun.
- Du er ude på kanten af manuskriptet nu, bryder dommeren ind. Han har sit fokus rettet mod de to fuldmægtiges fremtræden. Deres spørgsmål. Deres overblik. Deres ageren. Det er nemmere at se det hele lidt fra oven, når han ikke skal skrive dommen bagefter.
Ventede det uventede
Så skal sagsøgte – den unge Bjørn – i vidneskranken. Jens skænker vand op til ham og føler en anden drivkraft i dag, end ved tidligere sager, han har været med til. Normalt vægter klientens interesse over alt andet, men i dag er det ikke afgørende, hvem der vinder. Det handler om, at han får adresseret sine spørgsmål korrekt. Det handler om at vise, at han har magt over sagen.
- Hvem er du? spørger han så.
- Jeg er selvlært forfatter. Jeg bor i Farum i et rækkehus sammen med Kirstine, min kæreste, og hendes søn, Claus, svarer Bjørn.
Midt i strømmen af spørgsmål hiver Bjørn pludselig et helt nyt bilag frem på bordet. Han fortæller, at det er nogle kvitteringer. Modparten protesterer straks mod fremlæggelsen. Men dommeren afviser protesten, giver Jens medhold i, at dokumentet kan fremlægges og lægger an til en kort pause.
Det uventede bilag kommer nu slet ikke bag på Jens. Han sad nærmest og ventede på det. Han var blevet advaret om, at der i løbet af forberedelsen og under hovedforhandlingen kunne ske uforudsete hændelser. “Der kan være tale om, at nyt materiale dukker op, vidner udebliver, etc.,” som der står i retningslinjerne for retssagsprøven.
Det står der ikke i manuskriptet
Efter en kort afbrydelse fortsætter Jens sin afhøring af Bjørn. Pludselig bryder dommeren ind igen. - Din kæreste har altså to børn, siger han henvendt til Bjørn, der indtil nu ellers har fortalt, at der var tale om et barn.
- Det havde jeg ikke lige set, siger Bjørn. Der opstår lettere uro i lokalet. Der bladres ihærdigt i papirer. Efter modpartens repræsentant har afhørt Bjørn, forlader Bjørn retslokalet. Hans rolle i lokale 22 er udspillet, og han skal skynde sig hen til en anden rolle i et andet lokale.
Stemningen i retslokalet er præget af en form for indforstået munterhed. Ind imellem trækkes der på smilebåndene. Især da Bjørns kæreste, Kirstine, kommer ind.
- Du har da vist fået en drastisk operation for nylig, udbryder dommeren henvendt til den unge mand, der skal spille rollen som det kvindelige vidne.
Derefter følger en række andre vidner. Der er naboens uvorne søn, varylen Niels, som i øvrigt viser sig at være den samme unge mand, der hjalp med udprintning af påstandsdokumenterne tidligere. Og så er der plejehjemsassistenten Sussi Emborg, som ikke ved, om beboerne på det plejehjem, hvor hun arbejder, har mulighed for at lave mad på eget værelse. Det står der nemlig ikke noget om i manuskriptet.
Der er pause før proceduren. Ude på gangen står Asger Bagge-Jørgensen og drikker kaffe. Han er advokat og manuskriptforfatteren bag retssagsprøven.
- Sagen er 100 procent fiktiv, for der er for mange hensyn at tage til parterne i rigtige sager, når det hele bliver offentliggjort efterfølgende, siger han og fortæller, at der altid dukker detaljer op, som han ikke har fået med.
- Jeg forsøger at tænke hele vejen rundt på det, der er væsentligt for sagen. Det sværeste er, hvis et anbringende falder helt fra hinanden. Det må bare ikke ske, siger han.
Tillykke, I har bestået
Det er tid til proceduren. Modparten starter med at dele en dom ud.
- Min klient fastholder sine påstande og anbringender, siger hun og procederer. Jens lægger også i sin procedure ud med at dele et par afgørelser ud, som han håber, underbygger hans klients påstande. Dommene er nogle af dem, han har fundet frem i løbet af den seneste uges tid.
- Høje ret, siger modparten og går selvsikkert i gang med sin replik, som efterfølges af Jens’ duplik.
Dommeren meddeler, at der nu vil være en hurtig votering. De to fuldmægtige forlader lokale 22 og går ud på gangen og venter. Eksamensstemningen vender pludselig tilbage meget intenst. De falder i snak om, hvordan det er gået. Men døren går hurtigt op igen, og de bliver kaldt ind i lokalet.
- Tillykke begge to. I har bestået, siger dommeren. - Om lidt får I feedback, som jeg vil understrege er envejskommunikation, fortsætter han.
Tilbage på gangen fortsætter snakken om dagens prøvelse afbrudt af et par opkald til familie og venner for at fortælle om den veloverståede eksamen. - Jeg er blevet advokat, siger Jens til en i den anden ende.
Han konstaterer, at han i løbet af den seneste uge har brugt tid forgæves på rigtig mange ting, som sagen slet ikke kom til at handle om. Godt, at der ikke var en klient, som skulle betale for det.
Sagen i lokale 22 er den sidste. Alle de andre er gået hjem. Inden Jens forlader Kolle Kolle for at fejre sin nyerhvervede advokatstatus, får han personligt feedback af dommeren.
Hvem der vandt sagen, bekymrer ingen sig om.
Retssagsprøve
Siden 2008 har advokatfuldmægtige skullet bestå en praktisk prøve i retssagsbehandling for at opnå advokatbeskikkelse. Retssagsprøven kan baseres på en rigtig sag eller en fiktiv sag.
En retssagsprøve i en rigtig sag kan aflægges ved byretten, landsretten og Sø-og Handelsretten og kan gennemføres på et hvilket som helst tidspunkt i fuldmægtigtiden.
Hvis det imidlertid ikke er muligt at finde en egnet retssag til retssagsprøven, kan fuldmægtigen ansøge Justitsministeriets Kursusudvalg om lov til at gennemføre prøven på baggrund af en fiktiv sag. Der må højst være et år tilbage af fuldmægtigtiden, når der ansøges.
Prøven i den fiktive sag tilrettelægges og udbydes af Advokatsamfundet i øjeblikket tre gange om året.
Sagerne offentliggøres efterfølgende på Advokatsamfundets hjemmeside.
År/ Prøve baseret på |
Virkelige sager |
Fiktive sager |
Fiktive sagers andel i % |
2008 |
28 |
0 |
0 |
2009 |
193 |
15 |
7 |
2010 |
283 |
62 |
18 |
2011 |
285 |
63 |
18 |