Af Gitte Rebsdorf, journalist
Skilsmisseforældre, som ønsker at skifte bopæl kan komme alvorligt i klemme. Det viser en afgørelse fra Familiestyrelsen, hvor en mor flytter 100 km væk. Moderen havde bopælsretten over børnene, der gik i skole. Statsforvaltningen accepterede i første omgang flytningen, men faderen mente, at det var bedst for barnet at blive i vante omgivelser og klagede til Familiestyrelsen, som afgjorde, at statsforvaltningen skulle have givet faderen midlertidig bopælsret.
- Afgørelsen fra Familiestyrelsen gør det meget svært for forældre at flytte, hvis de vil beholde bopælsretten. Den anden forælder kan straks iværksætte en sag hos statsforvaltningen, som i mange sager midlertidigt vil skulle overføre bopælsretten indtil sagen er endeligt afgjort. Begrundelsen er, at man vil sikre status quo for barnet, siger professor fra Aalborg Universitet, Marianne Holdgaard.
Smuthuller og modsætninger
Ifølge den fire år gamle forældreansvarslov, som skal revideres i foråret, har forældre med bopælsret lov til at flytte, hvorhen de vil inden for landets grænser. Det skal blot varsles seks uger før flytning. Men denne regel kommer i karambolage med en anden regel i loven, nemlig reglen om, at der som udgangspunkt er fælles forældremyndighed. Fælles forældremyndighed indebærer, at forældrene skal være enige om, hvilken skole barnet skal gå på, så hvis der er tale om skolebørn, er der en indbygget konflikt i loven.
- Loven er problematisk på flere områder. Hvis man lige er blevet skilt og gerne vil flytte og beholde bopælsretten over barnet, kan man benytte sig af det smuthul, der er, og flytte, inden barnet begynder i skole. Samtykke til at flytte børnehave behøves nemlig ikke fra den anden forælder, siger Marianne Holdgaard.
Hun peger på andre – lidt mere spidsfindige – smuthuller i loven, for ved hjælp af en anden lov, folkeskoleloven, vil det i princippet alligevel være muligt at flytte – også med et skolebarn. Folkeskoleloven kræver som følge af undervisningspligten, at et barn skal være tilmeldt en skole, så hvis den ene forælder flytter og samtidig omgår reglen om varsling, skal barnet tilmeldes en skole dér, hvor det bor.
- Det er et smuthul, som måske de færreste har opdaget, men hvis barnet først har skiftet skole, vil man kunne argumentere for, at det ville være synd at flytte barnet igen ud fra princippet om status quo. På den måde er der en del retssikkerhedsmæssige problemer i loven, siger hun.
Flytter mere
I dag er det ikke usædvanligt at forældre flytter langt væk efter en skilsmisse. Det kan være på grund af nyt job, men det kan også være, de har fundet en ny partner, og at mange i dag finder nye partnere på nettet, betyder at flere flytter længere væk.
- Den geografiske mobilitet for forældre med børn er måske øget, og det er nok ikke længere så usædvanligt at flytte fra København til Jylland eller omvendt, siger Marianne Holdgaard.
Hvis den ene forælder eksempelvis flytter fra Aarhus til København, vil det besværliggøre den anden forælders mulighed for at være sammen med barnet, og da loven lægger vægt på, at barnet skal have ret til begge forældre, er det vel også rimeligt, at forældre ikke bare kan flytte langt væk og ødelægge den anden forælders mulighed for samvær?
- Jo, det er klart. Men det kommer også an på, hvilken samværsordning man har. Det er klart, at hvis der er tale om en deleordning, hvor barnet er lige længe hos far og mor, så vil en flytning fra den ene landsdel til den anden sjældent være til barnets bedste, siger Marianne Holdgaard.
Hvis den ene forælder vælger at flytte langt væk, kan det endvidere få betydning for, hvem der skal betale udgifterne til transport. Som udgangspunkt skal de deles mellem forældrene. Men hvis den ene forælder flytter langt væk, kan statsforvaltningen afvige princippet om, at udgifterne til transport skal deles ligeligt.