Af Søren Jenstrup, formand for Advokatrådet
Sagsbehandlingstid synes at kunne blive et vedvarende tema på denne lederplads. Jeg har senest skrevet om domstolene og vores ønske om – sammen med dem – at forbedre den civile retspleje, så ikke mindst gennemløbstiden for sagerne kan blive kortere.
Næsten samtidig med min leder kom så en række artikler i flere aviser, hvor navnlig sagsbehandlingstiden for klagesager mod advokater blev kritiseret voldsomt.
I artiklerne bøjede vi nakken for de klart utilfredsstillende nøgletal, men vi kunne dog samtidig oplyse, at vi var i færd med at vende en supertanker og på vej mod bedre tider. Det sidste havde dog ikke i nævneværdig grad journalistens interesse.
Jeg vil ikke bruge lederpladsen på at forklare – eller bortforklare som nogen måske måtte mene – at det tager tid at behandle klager over advokater og at det af forskellige grunde tager længere tid i øjeblikket. Blot vil jeg fastslå, at såvel klagerne som de indklagede først og fremmest har krav på en korrekt behandling og en ordentlig, forstået som rigtig og velbegrundet, afgørelse i den enkelte sag. Målsætningen er klar – ingen tvivl om det.
Følgende tekst om sagsbehandling fandt jeg i øvrigt på hjemmesiden:
Hvor lang tid tager en klage?
Det tager tid at behandle klager, fordi begge parter skal have mulighed for at kommentere sagens oplysninger skriftligt. I gennemsnit tager det knap 7 måneder at behandle en klagesag. Det kan ofte tage længere tid, hvis fx en sagkyndig skal spørges.
Citatet fra hjemmesiden rammer ret godt, hvis det havde drejet sig om Advokatnævnets målsætning. Det gør det bare ikke.
Der er tale om et ordret citat fra Forbrugerklagenævnets hjemmeside – fra afsnittet om, hvad man skal vide “før man klager”.
Og hvorfor nu lige tage fat i dette klagenævn? Jo, det er der flere årsager til: For det første for at illustrere, at selv klager over tv-apparater og defekte hårtørrere åbenbart har en sagsbehandlingstid på syv måneder. En tur rundt på hjemmesiderne for mange af de øvrige klagenævn viser i øvrigt, at seks måneder (som er Advokatnævnets egen målsætning for sagsbehandlingstiden) faktisk er en relativ kort sagsbehandlingstid.
Samtidig er parallellen til Forbrugerklagenævnet vigtig, fordi dette nævn måske var det første, som nogen kunne pege på, som et alternativt forum for behandlingen af klager over advokater, hvis ikke vi havde Advokatnævnet.
Her ville et nævn uden særlig indsigt i advokaternes forhold så skulle behandle klager over advokaternes salær, optræden, brevveksling med klienterne etc. Til dem, der ønsker Advokatnævnet hen hvor peberet gror, vil jeg sige: Spis nu lige brød til! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at (rets-)samfundet er bedst tjent med at bevare vores nuværende ordning, som – med tanke på den økonomiske krise – i øvrigt også er den billigste løsning for statskassen. Den er nemlig stort set finansieret af advokatstanden.
Lad mig dertil minde om, at i Advokatnævnet træffes alle afgørelser af mindst syv personer, nemlig tre advokater, tre lægfolk og en dommer. En del sager behandles i såkaldt plenum, altså principielt af alle 21 medlemmer af Advokatnævnet. Med ca. ti årlige nævnsmøder og (i 2010) knap 1.400 klager giver det nærmest sig selv, at selv om en meget stor del af klagerne kan afvises som for sent indgivet eller åbenbart grundløse, vil alene logistikken stille meget høje krav til sagernes forberedelse. Sagerne skal så at sige være grydeklare, når de skal afgøres i Advokatnævnet.
Det sørger vores nævnssekretariat for. Men vi må klart erkende, at ressourcerne i en periode ikke har rakt til. Vi har derfor sat alle sejl til både for så vidt angår den langsigtede rigtige bemanding og med en forstærket konkret engangsindsats mod en erkendt sagspukkel. Ud over den række af initiativer, der som omtalt i forrige nummer af Advokaten allerede er iværksat, her i blandt flere ressourcer til nævnets sekretariat, inddrager vi nu også advokatkredsene som sparringspartnere i visse sagers forberedelse, ligesom vi etablerer en særlig “bunke-bekæmpelses-ordning”, hvor bl.a. tidligere dommere bistår med den forberedende behandling af de mere vanskelige sager.
Jeg vedkender mig klart og uden forbehold ansvaret for, at vi fra Advokatsamfundets side kan stille med et nævnssekretariat, der løbende kan levere velforberedte klagesager med højkvalitetsindstillinger til Advokatnævnets afgørelse, og at dette sker inden for rimelig tid henset til den konkrete sag. Jeg håber så blot på lidt forståelse for, at “supertankeren skal vendes”, og at vi ikke vil lade den gå ned undervejs i denne manøvre.