Skattesagskommissionen har fastslået, at BT’s journalister og redaktører er fri for at vidne om kilden til Stephen Kinnocks skatteforhold.
Af Oluf Jørgensen, forskningschef i mediejura, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Formålet med pressens kildebeskyttelse er at sikre ytringsfriheden i tilfælde, hvor anonymitet kan være afgørende for, at en kilde tør videregive oplysninger til en journalist. Retsplejelovens § 172 fastslår som hovedregel, at redaktionelle medarbejdere ved medier, der er omfattet af medieansvarsloven, er undtaget fra vidnepligt om kilden. Men fritagelsen for vidnepligt er ikke absolut. I sager om overtrædelse af tavshedspligten kan journalister og redaktører blive pålagt at vidne, medmindre “det må antages, at forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning."
Skattesagskommissionen afgjorde 1. november, at journalister og redaktører på BT er fri for at vidne om kilden til publiceringen af SKATs afgørelse om Stephen Kinnocks skatteforhold. Det gælder også den skrivelse, der viser, at SKAT igennem fem år havde begået en fejl ved at overføre negativ skattepligtig indkomst og skatteværdi af personfradrag til Helle Thorning.
Et flertal på to af de tre medlemmer af Skattesagskommissionen lagde til grund, at kilden har villet offentliggøre forhold af samfundsmæssig betydning. Landsdommer Lars E. Andersen lagde vægt på beløbenes størrelse, og at Helle Thorning på tidspunktet for offentliggørelse var partiformand og statsministerkandidat. Professor, dr. jur., Niels Fenger udtalte: - Det må efter min mening lægges til grund, at hensigten med at offentliggøre oplysninger fra agterskrivelsen var at vise, at en ledende politiker ikke selv levede op til de idealer, hun forfægtede. Oplysningerne indgik som led i en politisk debat og blev videregivet i nær forbindelse med en forestående valgkamp. Offentliggørelse af oplysningerne fra agterskrivelsen har efter min opfattelse samfundsmæssig betydning, allerede fordi den vil kunne påvirke den pågældende politikers omdømme og ultimativt stemmeadfærden.
Det tredje medlem af Skattesagskommissionen advokat Martin Simonsen ville pålægge BT vidnepligt: “Sagen omhandler et brud på tavshedspligten, der førte til offentliggørelse af enkeltpersoners private forhold af økonomisk karakter, og som må antages at have indebåret en straffelovsovertrædelse. Det er skærpende for bedømmelsen, at lækagen, der angik den førende oppositionspolitiker, førte til offentliggørelse kort efter udskrivelse af valg til Folketinget, og der er samlet set tale om en sag af betydelig alvor."
Grænsen går ved privatlivet
Efter forarbejderne til § 172, stk. 6, som Martin Simonsen henviser til, kan pressen pålægges at vidne om kilder til skattelækager. Retsplejelovens § 172, stk. 6 bygger på forslag fra et mindretal i medieansvarsudvalget. Det fremgår af betænkningen, at vidnepligt ikke kan pålægges: “Hvis det begåede brud på tavshedspligten alene skader offentlige interesser uden at være af et så alvorligt omfang, at paragrafferne om statsforbrydelser eller tilsvarende meget alvorlige forbrydelser må anses for overtrådt." Det tilføjes, at ’almindelige tavshedsbrud’ ikke bør føre til undtagelse fra kildebeskyttelsen, medmindre der er tale om groft misbrug af stilling ved udlevering af oplysninger om privatliv eller virksomheders forretningshemmeligheder.
Før 1990 kunne ikke blot kilden, men også journalisten og redaktøren straffes for at publicere tavshedsbelagte oplysninger, der var lækkede fra en offentlig myndighed. I 1976 blev en redaktør og en journalist for eksempel straffet for at offentliggøre, at en kendt borger gennem to år havde unddraget en kommune skat ved at tilmelde sig folkeregistret i en anden kommune.
I 1990 vedtog Folketinget straffelovens § 152 d for at styrke pressefriheden, og siden har pressen haft ret til at offentliggøre økonomiske oplysninger fra skattesager, der er lækket i strid med tavshedspligt. Grænsen for publicering af lækkede personoplysninger går ved ’rent private forhold’. Det dækker oplysninger om sygdom, væsentlige sociale problemer, seksuelle forhold og lignende – men ikke økonomi. Det fremgår udtrykkeligt af lovforslagets bemærkninger, at publicering af oplysninger om privates skatteforhold eller for eksempel virksomheders produktionsplaner ikke skal være strafbart.
Når det gælder rent private forhold
Straffelovens § 152 d harmonerer godt med Den Europæiske Menneskeretskonventions sikring af ytringsfriheden. Domstolen i Strasbourg har eksempelvis fastslået, at en fransk journalist og redaktør ikke kunne straffes for at publicere en kopi af et skattedokument, der viste Peugeot-direktørens skattepligtige indkomst, fordi publiceringen bidrog til debat om forhold, der havde samfundsmæssig interesse.
For godt 20 år siden vedtog Folketinget med et års mellemrum straffelovens § 152 d og retsplejelovens § 172, stk. 6, og det kan undre, at kriterierne ikke blev bedre afstemt. Hensynet til pressefriheden taler for, at journalister og redaktører bliver fritaget for at vidne, medmindre lækkede oplysninger handler om ’rent private forhold’. Kildebeskyttelsen skal ses i sammenhæng med informations- og ytringsfriheden i et demokratisk samfund, og domstolen i Strasbourg har fastslået, at journalister og redaktører ikke kunne pålægges at oplyse kilder til en lækage om økonomiske problemer i en virksomhed eller om et fortroligt tilbud om virksomhedskøb.
Kildebeskyttelse skal respekteres uden afvejning af hensyn, når en lækage sigter på at afdække forhold af samfundsmæssig betydning (U 2002.1586 V). Flertallet i skattesagskommissionen kunne blot have konstateret, at lækagen handlede om økonomiske forhold og have undgået en tvivlsom argumentation om lækagens betydning i en valgkamp. Journalister og redaktører kan med kildebeskyttelse lovligt publicere skatteoplysninger om virksomheder, direktører, dommere, professorer og andre. Tidspunktet og skatteyderens politiske rolle er ikke afgørende, og det ville være meget problematisk, hvis der er særlig vide rammer for at intimidere toppolitikere under valgkampe. Under skattesagens oprulning har det vist sig, at SKAT modtog en oplysning om Stephen Kinnocks seksuelle orientering, og at rygtet gik videre til Skatteministeriet inklusive den daværende minister og hans kommunikationsrådgiver. BT har oplyst, at bladet også modtog rygtet om Stephen Kinnocks seksuelle orientering og valgte ikke at offentliggøre det. En oplysning af denne karakter handler om rent private forhold, og hvis skattesagskommissionen er interesseret i at afdække dette spor, vil det blive meget svært at finde saglige argumenter for kildebeskyttelse.
Kort om Oluf Jørgensen
Oluf Jørgensen, forskningschef i mediejura, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Har blandt andet skrevet grundbogen “Mediejura" og er redaktør
for www.mediejura.dk. Er i gang med forskningsprojektet “Offentlighed
i Norden" – www.dmjx.dk/offentlighed-i-norden.