Landsretterne har diskuteret vidner i burka. Nye regler kan begrænse appelsager til Højesteret. Og fod-lænkeordningen udvides.
Af Ole Dybdahl, landsdommer, Østre Landsret
Reformiveren var betydelig midt og sidst i 0’erne, hvor vi fik politi- og domstolsreform, nævningere-form, småsagsproces, retsmægling, oprettelse af en tinglysningsret, konfliktråd, elektronisk fodlænke, forældreansvarslov m.v. I den folketingssamling, som sluttede før sommerferien, har vi også fået re-former i form af sænkning af den kriminelle lavalder, ny politiklageordning og nye regler i konkurslo-ven om rekonstruktion.
Reformbehovet og reformiveren synes imidlertid at være taget noget af, og der synes da også at være et behov for, at alle aktører i retssystemet gives mulighed for igennem en periode at arbejde med de nye strukturer, procesregler m.v.
Dette betyder imidlertid ikke, at der ikke er behov for justering af de gældende regler, og de lovændringer, som vi som advokater, dommere og anklagere navnlig bør være opmærksomme på fremover, må vel siges at være supplementer til velkendte ordninger.
En halv 3. instansbevilling
Efter henlæggelsen af nævningesager til behandling i byretterne i første instans vil der ikke længere komme straffeanker til Højesteret uden 3. instansbevilling fra Procesbevillingsnævnet, og kun civile sager, som er henvist til landsretterne til 1. instansbehandling som principielle, og sager fra Sø- og Handelsretten vil kunne ankes frit til Højesteret. Dette indebærer, at Højesterets sagsportefølje i høj grad kommer til at bestå af sager, hvori Procesbevillingsnævnet har meddelt 3. instansbevilling. I 2008 og 2009 blev der hvert af årene indbragt mere end 50 civile anker og straffeanker med 3. instansbevil-ling.
Retsplejeloven har indtil nu ikke indeholdt regler om delvis 3. instansbevilling, dvs. om tilladelse til at anke eller kære en afgørelse med hensyn til visse af de krav eller spørgsmål, som sagen omhandler.
Der er nu indført mulighed for, at Procesbevillingsnævnet kan begrænse en tilladelse til at appellere en landsretsafgørelse til Højesteret som 3. instans til en del af sagen i tilfælde, hvor det kun er den pågældende del af sagen, som har principiel karakter, eller – for straffesagers vedkommende – hvor der kun foreligger særlige grunde i øvrigt i forhold til den pågældende del af sagen.
Efter de nye regler vil der i straffesager være mulighed for at begrænse en anketilladelse til spørgsmålet om sanktionsfastsættelsen eller til et delspørgsmål med hensyn til sanktionsfastsættelsen, f.eks. spørgsmål om udvisning, rettighedsfrakendelse eller konfiskation. En anketilladelse i en straffesag kan også begrænses til spørgsmålet om rettergangsfejl eller til en eller flere nærmere angivne rettergangsfejl.
Der er også mulighed for at begrænse en anketilladelse til spørgsmålet om lovanvendelsen eller til et delspørgsmål med hensyn til lovanvendelsen, eksempelvis spørgsmål om forældelse eller nødværge. Begrænsningen kan også ske på den måde, at anken kun omfatter en eller flere af de lovovertrædelser, der er pådømt ved landsrettens dom, eventuelt kombineret med en begrænsning til at angå lovanven-delsen (idet sanktionsfastsættelsen sker samlet for alle lovovertrædelserne). Hvis anketilladelsen begrænses til lovanvendelsen, vil tilladelsen blive suppleret med en bestemmelse om, at Højesteret ud-over spørgsmålet om lovanvendelsen også kan tage stilling til strafudmålingen, hvis Højesteret ændrer landsrettens afgørelse om lovanvendelsen.
Som advokat kan der derfor fremover være anledning til i forbindelse med indgivelse af en ansøgning om 3. instansbevilling – eller som modpart i en sådan sag – nærmere at overveje, om der kan være anledning til at fremkomme med bemærkninger om eventuel begrænsning af anken. Procesbevillingsnævnet er dog ikke bundet af parternes synspunkter.
Vidner i burka
En problemstilling, der jævnligt har været drøftet blandt dommere og også har været vendt på landsretternes “Øst/Vest møde” i 2009, er, hvordan retterne skal håndtere den situation, at et vidne møder op med burka eller niqab, således at ansigtet er tildækket. Diskussionen har ikke blot været teoretisk, idet det i hvert tilfælde to gange i Østre Landsret er sket, at vidner har afgivet forklaring med tildækket ansigt – i begge tilfælde efter at retten havde fundet det forsvarligt.
En ny regel i retsplejeloven har skabt klarhed om problemet, idet det udtrykkeligt fastslås, at et vidne ikke under afgivelse af forklaring for retten må bære en beklædningsgenstand, der skjuler vedkommendes ansigt, medmindre retten undtagelsesvis tillader det.
Begrundelsen for reglen er, at retten får det bedst mulige grundlag for at vurdere bevisførelsen og træf-fe afgørelse, når dommere, nævninge og domsmænd kan se vidnets ansigt og ansigtsudtryk under en vidneafhøring.
Justitsministeriet anfører i lovforslagets bemærkninger, at også de hidtil gældende regler må antages at indeholde hjemmel til at kræve af et vidne, at hun ikke har tildækket ansigt. Set i lyset af de mange drøftelser om spørgsmålet er det imidlertid hensigtsmæssigt, at der nu er kommet en særskilt regulering.
Fem måneder i fodlænke
Efter de hidtil gældende regler har fodlænkeordningen – den ordning der giver adgang til fuldbyrdelse af frihedsstraf på bopælen under intensiv overvågning og kontrol – omfattet personer, der blev idømt fængselsstraf i indtil tre måneder.
Fra nu af omfatter ordningen alle personer, der idømmes fængselsstraf i indtil fem måneder. Den pågældende skal opfylde en række nærmere angivne betingelser vedrørende bl.a. bolig- og beskæftigelsesforhold. Undtaget fra ordningen er dog visse personer, der er idømt kortvarige fængselsstraffe for overtrædelse af bl.a. våbenloven.
Der sker i øvrigt ikke ændringer af fodlænkeordningen, idet Justitsministeriet dog vil ændre administrativ praksis, således at den dømte får en vis øget mulighed for ophold uden for bopælen på aktivitetsfrie dage. Baggrunden herfor er udenlandske erfaringer med afsoning med elektronisk fodlænke over længere perioder.
Udvidelserne af muligheden for at afsone med fodlænke er sket drypvis i de senere år, og realiteten i dag er, at et betydeligt antal ubetingede fængselsstraffe afsones i hjemmet. Det kan i den forbindelse nævnes, at i 2008 var 70 procent af alle frihedsstraffe (ca. 9.000) på fire måneders fængsel og derunder.
For forsvarere er det derfor vigtigt at være opmærksomme på, at der skete en udvidelse af fodlænkeordningen i forbindelse med rådgivning af deres klienter, herunder i forbindelse med anke.
3. Instans
Eksempel fra forarbejderne på 3. instansbevilling til en del af en civil sag:
A får ved byretten tilkendt 114.000 kr. fra B for afskedigelse i strid med ligebehandlingsloven og 1.000 kr. for mangelfuldt ansættelsesbevis.
B anker til landsretten, og A nedlægger for landsretten bl.a. påstand om forhøjelse af godtgørelsen for mangelfuldt ansættelsesbevis. Landsretten stadfæster med hensyn til de 114.000 kr. og forhøjer til 8.000 kr. for mangelfuldt ansættelsesbevis.
A får 3. instansbevilling og anker til Højesteret med påstand om yderligere forhøjelse af de 8.000 kr. for mangelfuldt ansættelsesbevis. B nedlægger herefter for Højesteret påstand om frifindelse for kravet efter ligebehandlingsloven, og om at B skal betale 1.000 kr. for mangelfuldt ansættelsesbevis.
Efter hidtil gældende ret skulle B’s påstande for Højesteret begge realitetsbehandles.
Efter lovændringen vil Procesbevillingsnævnet f.eks. kunne begrænse en anketilladelse til Højesteret til kun at angå kravet efter ansættelsesbevisloven, hvis kun dette krav rejser spørgsmål af principiel karakter, og B vil i så fald ikke kunne nedlægge påstand om ændring af landsrettens dom vedrørende ligebehandlingsloven.
Læs mere
Læs mere om fodlænkeordningen i Advokaten 7/2008 og i 4/2010, hvor landsdommer Svend Bjerg Hansen problematiserer, at domstolene “spiller med blind makker”, når det er overladt til Kriminalforsorgen at træffe afgørelse om afsoning med elektronisk fodlænke.
Politiklageordningen og de nye regler om rekonstruktion vil blive omtalt i bladet, når disse regler senere træder i kraft.