Den danske regering er gået ind i en tysk sag ved EU-Domstolen for at forhindre, at virksomheder får adgang til fri proces.
Af Michael Gøtze, lektor, ph.d., Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Forskningscenter for Retlige Studier af Velfærd og EU Markedsintegration.
Det er ikke gratis at føre retssag ved danske domstole. Hvis en borger ønsker at anlægge sag ved byretten, skal borgeren som udgangspunkt betale for f.eks. både advokatrepræsentation og retsafgifter ved sagsanlæg og berammelse af domsforhandling. Hertil kommer i værste fald også modpartens sagsomkostninger, hvis borgeren ender med at gå hjem fra retssalen som taber.
Disse økonomiske barrierer skal sammenholdes med, at alle har adgang til domstolssystemet for at få en retlig bedømmelse af rimelige og relevante spørgsmål om jura. Her kommer reglerne om fri proces som bekendt ind i billedet som den frelsende engel for ubemidlede privatpersoner.
De gældende regler i retsplejelovens kapitel 31 er imidlertid skruet sådan sammen, at virksomheder ikke har tilsvarende mulighed for fri proces, uanset hvor økonomisk trængt virksomheden er, og uanset hvor rimelig grund der er til at føre en retssag. De sociale hensyn bag retsplejeloven beskytter fattige personer men ikke fattige firmaer. Dette lovgivningsmæssige udgangspunkt i dansk ret skaber en klar skævhed mellem fysiske personer og juridiske personer.
De danske regler kan dog nu blive ændret – eller i hvert fald nyfortolket – efter at der er landet en sag om fri proces-regler på EU-Domstolens bord.
Tysk slagsmål
Der er tale om en sag, som er sendt til Luxembourg af den tyske Kammergericht i Berlin – en slags højesteret på delstatsniveau – som ønsker svar på spørgsmålet om forholdet mellem EU-retten og tyske fri proces-regler.
Sagen har også betydning for de tilsvarende danske regler om fri proces og på et mere principielt plan for danske domstoles beskyttelse af EU-regler. Generelt skal nationale domstole som bekendt ikke kun fungere som nationale domstole men også som fællesskabsdomstole, da beskyttelse af EU-regler i f.eks. direktiver og forordninger jo i vidt omfang foregår i nationalt regi. Den verserende EU-sag om fri proces er netop en illustration af denne generelle problemstilling.
Konkret drejer det præjudicielle spørgsmål fra den tyske “delstatshøjesteret” sig om, hvorvidt det er i strid med EU-retten at have en national ordning, hvorefter juridiske personer i forbindelse med erstatningssager baseret på en medlemsstats mulige overtrædelse af EU-retten som udgangspunkt kun kan meddeles fri proces, når særlige grunde taler herfor, f.eks. fordi sagen har principiel betydning.
Danmark blander sig
Da de tyske regler om fri proces til forveksling ligner de danske, er den danske regering i november indtrådt i sagen ved EU-Domstolen til fordel for den tyske stat. Danmark argumenterer sammen med Tyskland for, at nationale regler om fri proces skal opretholdes uden indblanding fra EU-rettens side. Tankegangen er, at EU-retten ikke skal komme ind ad bagdøren og ændre retsplejelovens danske regler.
Den danske regering henviser i sit indlæg for EU-Domstolen først og fremmest til, at de danske – og tyske – regler om fri proces ikke antages at være i strid med artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til retfærdig rettergang. Da menneskerettighederne er indbygget i EU-retten, er det menneskeretlige argument det helt afgørende for den danske regering.
Det danske grundsynspunkt er, at Menneskerettighedsdomstolen kun i enkelte tilfælde har fundet, at en manglende adgang til fri proces er en krænkelse af konventionens artikel 6, men at disse tilfælde kun har vedrørt fysiske personer. Hvis en virksomhed er organiseret som en juridisk person, er der ingen menneskeretlig beskyttelse efter artikel 6. Argumentationen er altså den enkle, at dansk ret opfylder disse minimumskrav, og at EU-retten derfor ikke kan komme og trække gulvtæppet væk under retsplejeloven.
Har Danmark ret?
Den danske regering anlægger i mine øjne en restriktiv forståelse af EU-retten. Selv om civilprocessuelle regler generelt er et nationalt anliggende, er der med EU-retlige briller faktisk en række gode argumenter for at give EU-retten et konkret gennemslag på dette punkt. Det er lidt snævert at anskue fri proces udelukkende i en rent menneskeretlig optik. Hvis den tyske virksomhed ikke kan komme igennem fri proces-nåleøjet i Tyskland, kan man jo ikke få en juridisk prøvelse af de retlige konsekvenser af den for sene implementering af EU-direktiver om det indre marked for naturgas. Det kan være et problem. En for sen eller forkert implementering af EU-regler er jo i sig selv en alvorlig sag.
De skrappe tyske – og danske – regler om fri proces kan her komme på kollisionskurs med navnlig det EU-retlige effektivitetsprincip, som kræver, at nationale regler om f.eks. fri proces ikke må udformes således, at de i praksis gør det umuligt eller urimelig vanskeligt at opnå erstatning på grundlag af EU-retten.
Der er grund til at være opmærksom på, at effektivitetsprincippet er et dynamisk grundprincip, som er udviklet af EU-Domstolen med konkrete sager som relief.
Princippet har undertiden været direkte retsskabende, og EU-Domstolen holder sig sjældent tilbage fra at modificere og “overrule” nationale regler, hvis den har anset det for nødvendigt for at sikre en effektiv retsbeskyttelse af EU-retten.
I de to faktabokse på modsatte side er fremhævet to sager, hvor EU-Domstolen har håndhævet effektivitetsprincippet.
Kattelem
Selv om der ikke er tidligere sager om lige netop fri proces og EU-retten, kan EU-Domstolen vælge at bygge videre på den nævnte praksis om bl.a. påtaleret og suspensiv virkning, hvis den ønsker at give fattige firmaer muligheder for at opnå fri proces.
Endvidere kan det være af betydning for EU-Domstolens overvejelser om effektiv retsbeskyttelse, hvis der i de tyske regler om fri proces findes en kattelem om virksomheder, som svarer til de danske regler på dette punkt. Efter retsplejelovens § 328, stk. 4, kan der undtagelsesvis gives fri proces i en sag, som vedrører ens egen selvstændige erhvervsvirksomhed. Hvis der er tale om en mindre virksomhed, og hvis sagen er af afgørende betydning for virksomhedens økonomiske overlevelse, er fri proces med andre ord principielt ikke udelukket. Denne regel fortolkes dog strengt i dansk ret, og der skal meget til, hvis en virksomhed skal overtale en dansk domstol til at åbne denne kattelem.
Reelt vil det dog kunne indgå som et støttemoment i EU-Domstolens stillingtagen til fri proces, at effektivitetsprincippet i givet fald vil kunne beskyttes gennem en praktisk nyfortolkning og liberalisering af eksisterende regler, snarere end at kræve en fundamental nyskrivning af reglerne. Det er selvsagt mindre dramatisk at lægge op til praksisændring end at skyde nationale lovregler helt i sænk.
Sociale hensyn
Det er endvidere interessant, at EU-Domstolen undertiden anvender intern EU-ret som udgangspunkt for det beskyttelsesniveau, som efter EU-Domstolens opfattelse bør gælde i national ret.
Her er det relevant, at virksomheder faktisk kan få fri proces i søgsmål ved EU’s egne domstole. Der gælder således efter artikel 76 i procesreglementet for De Europæiske Fællesskabers Domstol ingen principiel sondring mellem fysiske og juridiske personer. Det afgørende er, om en part er ude af stand til helt eller delvist at betale de omkostninger, der er forbundet med sagen. Selv om fri proces i praksis primært gives til fysiske personer, er der dog eksempler på, at EU-Domstolen har forbarmet sig over økonomisk trængte selskaber. Det kan ikke udelukkes, at EU-Domstolen i den aktuelle sag om fri proces ved tyske – og danske – domstole skeler til sin egen baghave.
Der er derfor alt i alt en del flere EU-retlige argumenter til støtte for fri proces til virksomheder, end den danske regering har fremhævet i sin korte officielle orientering af Folketinget om Danmarks intervention i den tyske sag ved EU-Domstolen (notat af 9. november 2009 til Folketingets Europaudvalg).
Uanset hvad EU-Domstolen kommer frem til, er der endelig rent retspolitisk grund til at stille spørgsmålstegn ved den stramme kurs i dansk civilproces.
Reglerne synes at bygge på en lidt firkantet forestilling om, at de sociale hensyn bag retsplejelovens kapitel 31 per automatik ikke kan udstrækkes til ubemidlede selskaber, selv om de har en fornuftig juridisk sag om virksomhedsforhold. Det kan dog bero på en tilfældighed om en mindre virksomhed er organiseret som en juridisk person. Den formelle konstruktion bør ikke være afgørende for adgangen til at opnå fri proces og føre retssag.
I sager hvor en juridisk person står over for en offentlig myndighed, kan der endvidere være særlig gode grunde til at give parten en hjælpende hånd.
Selv om det er svært at forudsige, hvordan EU-Domstolens konkrete afvejning falder ud i den verserende sag fra Tyskland, kan en EU-dom på længere sigt blive en løftestang for bredere adgang for fattige firmaer til fri proces i ikke kun sager om EU-ret, men også andre sager ved danske domstole. Det er ikke hensigtsmæssigt med et forskelligt beskyttelsesniveau i EU-retlige retssager og ”rent” danske retssager. På både et principielt og praktisk plan er der således grund til at overveje en generel ordning, hvor tildeling af fri proces afhænger af, om sagen er fornuftig, og ikke om sagsøgeren hedder Petersen eller A/S til efternavn.
Det tyske slagsmål
Den tyske retssag er anlagt af energiselskabet Deutsche Energiehandels- und Beratungsgesellschaff (DEB), som ønsker erstatning af den tyske stat i anledning af en for sen gennemførelse af to direktiver om fælles regler for det indre marked for naturgas, nemlig direktiv 98/30/EF og direktiv 2003/55/EF. Disse direktiver skal sikre en ikke-diskriminerende adgang til de tyske netoperatørers gasforsyningsnet. Den tyske virksomhed har nedlagt påstand om, at den som følge af Tysklands for sene implementering af direktiverne er gået glip af cirka 3,7 mia. euro. Der er tale om et påstandsbeløb, som må formodes at udløse maksimale retsafgifter efter tysk ret. Indtil videre er retssagen ved den tyske domstol dog strandet på, at selskabet ikke har nogen midler, og at det har fået afslag på fri proces. Den præjudicielle sag er opstået i forbindelse med kære over afslaget.
Spanske vindruer
Et eksempel på EU-Domstolens effektivitetsprincip inden for det civilprocessuelle område er en sag om vindruer, hvor en spansk producent af vinduer fik mulighed for at anlægge sag ved en engelsk domstol mod en konkurrerende virksomhed, der ikke levede op til EU-retlige kvalitetskrav til netop vindruer (sag C-253/00, Muñoz). Efter engelsk ret var det udelukkende op til myndighederne at være vagthund, men myndighederne havde holdt sig tilbage fra at håndhæve de relevante EU-regler. Den manglende søgsmålskompetence for producenten var ikke EU-Domstolens kop te, og den bestemte uden rysten på hånden, at producenten skulle tildeles en privat påtaleret i det engelske retssystem. Denne private påtaleret var en direkte konsekvens af EU-Domstolens anvendelse af effektivitetsprincippet. EU-Domstolen udtalte i sagen, at “… national courts, whose task it is to apply the provisions of Community law in areas within their jurisdiction, must ensure that they take full effect” (præmis 28).
Under britisk flag
Et eksempel på EU-Domstolens linje er den velkendte sag om spanske fiskeres tab af fiskerettigheder på grund af en stramning af engelske regler om skibsregistrering (sag C-213/89, Factortame).
De berørte fiskere var oprindelig registreret i Spanien, men sejlede under britisk flag indtil en lovændring om registrering, der indebar inddragelse af deres fiskerirettigheder i engelsk farvand. Fiskerne anlagde sag ved en engelsk domstol med påstand om, at registreringsloven var i strid med EU-retten.
I en præjudiciel sag udtalte EU-Domstolen, at selve sagsanlægget havde retsvirkning og skulle tillægges opsættende virkning i forhold til de britiske myndigheders tilbagekaldelse af fiskerirettigheder, selv om der ikke var hjemmel til dette i engelsk retspleje. EU-Domstolen overtrumfede med andre ord britiske regler på basis af bl.a. effektivitetsprincippet.