Mange små sager bliver efter de nye regler løst, inden sagerne skal afgøres af en dommer, viser erfaringerne fra Københavns Byret.
Af Karen Moestrup Jensen, dommerfuldmægtig, Københavns Byret
Reglerne om den særlige småsagsproces har som bekendt været gældende i ca. halvandet år. Det er endnu for tidligt at føre faste meninger til torvs om, hvorvidt reglerne har haft den ønskede effekt. Men vi står med nogle foreløbige erfaringer, som jeg vil prøve at beskrive her.
Det er mit indtryk, at ordningen fungerer. Det er også mit indtryk, at visse elementer af ordningen fungerer godt.
Indkøringen har som så meget andet i det sidste halvandet år været præget af domstolsreformens mange omvæltninger. De store indholds- og strukturreformer har trukket mange veksler. Det er ikke alle steder, man har haft mulighed for at bruge de fornødne ressourcer på småsagerne. Og i øjeblikket stiger berammelsestiderne som følge af det øgede antal sager.
Når dette er sagt, er der meget i ordningen, der er faldet på plads.
Ikke discount
Reglerne, der kom efter en mere end 10 år lang proces, skulle give øget service til borgerne. Politisk var der fokus på, at privatpersoner, forbrugere mv. undlod at prøve et krav ved retten, fordi omkostningerne både i kroner og besvær ikke stod mål med resultatet, selvom man vandt.
Man ønskede derfor regler, der sikrer, at personer, der ikke er repræsenteret af professionelle mødeberettigede, kan føre en civil sag. De skulle kunne få en korrekt afgørelse inden for rimelig tid og til rimelige omkostninger, selvom tvisten vedrører et mindre beløb. Den civile retspleje skulle gøres mere tilgængelig – også økonomisk.
For at kunne nå disse mål indførte man et regelsæt, der på nogle punkter skiller sig markant fra den ordinære civile behandling – og dermed det vi er vant til.
De vigtigste regler er:
- at retten varetager sagens forberedelse,
- at retten vejleder parterne,
- at retten kan afskære bevisførelse i videre omfang end under den almindelige proces,
- at de beløb, der kan tilkendes til dækning af omkostninger, er lavere end i de almindelige civile sager.
Samtidig understregede lovgiver, at processen skal leve op til de generelle krav, der stilles til domstolene. Vi skal fremstå som uafhængige og upartiske, og vores sagsbehandling skal have den fornødne grundighed. Vi skal være lydhør over for parternes synspunkter. Lovgiver understregede, at småsagsprocessen ikke må være ”discountretspleje”.
Det er disse hensyn og balancen mellem dem, som vi nu har fået nogle erfaringer med i det daglige.
Slagets gang
En småsag anlægges som enhver anden civil sag ved, at sagsøger indleverer en stævning til retten. I praksis starter mange af småsagerne i fogedretten ved, at kreditor indleverer et betalingspåkrav. Når fogedretten modtager en indsigelse, overføres sagen til civilretten, og sagen kører videre efter småsagsreglerne.
Lovgivers udgangspunkt har været en kort skriftlig forberedelse. Gennem udveksling af stævning og svarskrift gøres parternes positioner klar. Herefter sender retten en fortegnelse over parterne krav og argumentation, og sagen er klar til hovedforhandling.
Det fremgår direkte af loven, at forberedende møder skal være undtagelsen, og retsplejeloven § 353, som ellers er et hovedpunkt i forberedelsen af de almindelige civile sager, gælder ikke for småsagsprocessen.
Småsagerne i real life
I praksis ser virkeligheden imidlertid noget anderledes ud.
Det er min erfaring, at sagerne meget sjældent er klar til berammelse efter stævning og svarskrift. Samtidig er det ofte for tidligt at vejlede selvmøderne, da det sjældent fremstår klart, hvor uenige parterne er. Vi anmoder derfor ofte sagsøger om et yderligere processkrift.
Herefter indkalder vi næsten uden undtagelse til et forberedende møde. Det er en udbredt opfattelse, at dette er den bedste måde at varetage parternes interesser på. Det giver os mulighed for at skære sagen til, få parternes argumentation på plads, vejlede om bevisførelse og i det hele opfylde vores vejledningspligt samtidigt med at forhandlingsprincippet respekteres. Mødet holdes gerne som telefonmøde.
Selvmøderne vejledes også nogle gange om sagens formodede udfald. Mange af os vælger at tilkendegive over for selvmødere, hvis vi vurderer, at de står svagt. Vi nævner i den forbindelse de omkostninger, som man kan blive pålagt, hvis man taber sagen. Det opfatter vi som en del af vores vejledningsforpligtelse.
Resultatet af de forberedende møder er ofte, at sagen bliver forligt eller sluttes på anden måde. Hermed bidrager de forberedende møder for mig at se til at yde borgerne service. De får vejledning i dialog med retten og modparten, sagsbehandlingstiderne holdes på et rimeligt niveau og de sager, der kan klares på mødet, finder en afslutning uden yderligere omkostninger og besvær for parterne.
Resultatet af det forberedende møde kan også være, at sagen skal oplyses ved en sagkyndig erklæring.
Denne form for mini syn og skøn er så vidt vides endnu ikke brugt i et stort antal sager. Mit forsigtige bud vil være, at vi indhenter det i ca. 5-10 procent af de sager, som ender med en hovedforhandling.
Det vil ofte være dommeren, der foreslår parterne, at denne form for bevis indhentes. Herefter udpeger vi som udgangspunkt en af de sagkyndige, som Domstolsstyrelsen har beskikket. Retten udarbejder udkast til spørgsmål, og vi holder i det hele taget mere i processen end under den normale civile forberedelse. Når erklæringen er indhentet, bruges den ligesom en almindelig skønserklæring som bevis i sagen.
Når sagen er færdigforberedt, sender retten en fortegnelse til parterne over påstande, argumentation og beviser.
Erfaringen er, at denne fortegnelse sjældent giver anledning til problemer eller yderligere skriftsveksling. På dette tidspunkt er alle klar til en hovedforhandling.
Hovedforhandlingen afvikles ofte på ganske få timer og selvmødere vejledes undervejs som slagets gang.
Henvisning til almindelig civil forberedelse
Et af de elementer, der naturligt nok har optaget sindene er, hvilke sager vi skal undtage fra småsagsreglerne og henvise til behandling efter de almindelige civile regler.
Umiddelbart tager retsplejeloven § 402 stilling til dette. For det første har retten mulighed for at overføre en sag til almindelig proces, hvis sagen angår særlig indviklede faktiske eller retlige spørgsmål. For det andet kan henvisning ske, hvis sagen har særlig betydning for en part ud over påstanden.
Henvisning til almindelig proces kan således ske, hvis sagen vedrører faktiske eller retlige forhold af en så kompliceret beskaffenhed, at sagen bør underkastes en sædvanlig omfattende behandling eventuelt med videregående advokatbistand på begge sider også under forberedelsen. Henvisning til almindelig proces kan endvidere ske, hvor sagen har særlig betydning for en part ud over påstanden, herunder økonomisk betydning, f.eks. hvor den reelle, men indirekte værdi overstiger småsagsgrænsen.
Der er så vidt vides endnu ikke så meget landsretspraksis på dette. Vores erfaringer er foreløbig, at de fleste sager med krav under 50.000 kroner er sager af enklere karakter, der passer godt til småsagsprocessen.
Andet gælder i f.eks. boligretssager eller ansættelsessager. Disse kan henvises, både fordi de har en vis kompleksitet, f.eks. hvis der skal medvirke boligdommere eller føres mange vidner, og fordi de normalt er så indgribende for parten, at de må siges at have særlig betydning.
Hvis parterne begærer, at en sagkyndig inddrages i et omfang, som nærmer sig et egentligt syn og skøn med ikke helt enkelt spørgetema, vil vi normalt også vælge at henvise. Andre elementer der taler for henvisning kan være flere parter (subjektiv kumulation) eller formalitetsspørgsmål, som skal afgøres under forberedelsen.
Advokatbistand til småsager
Det var som nævnt lovgivers mål med småsagsprocessen, at omkostningerne ved at føre sag skal holdes så lave som muligt. Lovgiver har sat loft på det omkostningsbeløb, der kan tilkendes i sager med en sagsgenstand på op til 5.000 kr. respektive 10.000 kr. og i øvrigt gennemsyrer det ordningen, at den vindende part ikke får dækket krone for krone de udgifter, der har været til advokat.
Dette skal naturligvis ses i sammenhæng med, at sagerne skal kunne forberedes uden advokatbistand. Udgangspunktet er derfor, at når en sag kan sluttes under forberedelsen med, at en af parterne har fået ret, får parten alene dækket advokatomkostningerne med et beløb svarende til inkassosalæret.
Vores erfaring er imidlertid, at der normalt er advokat på i hvert fald sagsøgers side.
Den normale rollefordeling i småsagerne er, at sagsøger er repræsenteret af advokat eller et inkassobureau. Sagsøgte er sjældnere repræsenteret af advokat. Sagsøger er ofte erhvervsdrivende og sagsøgte er ofte en mindre erhvervsdrivende eller en privatperson. Det er sjældent – i hvert fald foreløbigt – at begge parter er selvmødere.
Københavns Byret
Byretten modtog ca. 3.000 småsager i 2008. Af disse sager blev ca. 2.000 afsluttet, heraf over halvdelen ved udeblivelsesdom. Resten af de afsluttede sager er enten forligt, hævede, sluttet med erkendelsesdom eller afgjort efter en hovedforhandling.