Hvad enten der er tale om den fønbølgede, manipulerende Armani-dreng eller den sandhedssøgende idealist, er advokaten en af filmhistoriens mest foretrukne karakterer.
Af Peter Borberg, mag.art. og journalist
Filmhistoriens egen tale er både klar og beregnende: Visse erhvervsmæssige professioner er simpelthen bare mere interessante end andre. I hvert fald hvis de skal omsættes til en god gang gedigen filmdramatik. Hvor mange film handler for eksempel om børnehavepædagoger? Findes der overhovedet én eneste film, som tager udgangspunkt i en kassedame? Eller en revisor? Uanset omfanget er der næppe tvivl om, at de førnævnte professioner — plus talrige andre — samlet set repræsenterer en absolut minoritet i filmhistorien. Anderledes forholder det sig med politimænd, soldater, detektiver, journalister og advokater. Sidstnævnte erhvervsgruppe har for længst manifesteret sig som en hyppigt tilbagevendende filmkarakter — eller måske ligefrem filmgenre.
- Når advokater er så profilerede i film, hænger det naturligvis sammen med, at deres profession lægger op til drama. Des mere drama, des mere interessant er det på film, siger en af landets førende filmkendere, lektor Peter Schepelern, da vi møder ham i hans lille, ydmyge kontor på Institut for Film og Medievidenskab ved Københavns Universitet. Kontoret bugner med papirbunker, bøger og film. Masser af film. Videoer og dvd’er i hobetal.
- De kasser dér er fyldt med materialer om dogmefilmene, siger Peter Schepelern og peger over på en stor stabel papkasser, der næsten blokerer for døren. Så vender han igen tilbage til advokatfilmene.
- Folk, der laver film, leder tit efter nogle personkarakterer, der har en metier, som kan overføres til et fiktivt univers. Som for eksempel advokater. Advokaten bestrider et arbejde, hvor det drejer sig om at samle helheder med henblik på at finde og afsløre en sandhed, der ellers ville være skjult. Forløbet ligner til forveksling en fortælling. Advokaten starter ét sted, hvorefter et forløb stykkes sammen. Der er et startpunkt, et vendepunkt og en slutpointe — de sider er essentielle bestanddele i arbejdet som advokat, men de ligger også som en indgroet del af arbejdet som storyteller. På den måde egner advokatens arbejde og selve føringen af en retssag sig fortrinligt til det, man kalder en narrativ fortælling, forklarer Peter Schepelern.
Den sleske og den idealistiske
Han roder i en af papirbunkerne på skrivebordet og finder en artikel frem, hvori han behandler filmhistoriens udlægning af advokaten og retssalen. Peter Schepelern fremhæver, at der er tydelige fællesstræk mellem film omhandlende detektiver, journalister og advokater. Fælles for disse professioner er nemlig, at de i vid udstrækning anvender den samme metode: Undersøgelsen.
- Som publikum til en advokatfilm nyder vi hele denne fremlæggelse af brikker, som vi selv skal prøve at sætte sammen til en sandhed. Filmen søger selvfølgelig de sager, der er mest tilspidsede, fordi det skaber det bedste drama. Derfor handler størstedelen af advokatfilm om mord, siger Peter Schepelern og kommer i forlængelse heraf ind på selve retssalen som et dramatisk omdrejningspunkt.
- Mange film er direkte centreret om retssalen. Der er jo det ved retssalen, at det hele foregår på en på forhånd vrangfordelt måde. Man iagttager nogle bestemte ærbødighedsformer, og man opfører sig på en bestemt måde. Det ligner lidt militæret, hvor alle autoriteter er bygget op på forhånd, og hvor advokatens status ikke er til diskussion.
- Englænderne kalder det “courtroom-drama”, hvilket betegner en specifik genre, hvor de vigtigste scener udspiller sig i retssalen. I visse tilfælde foregår hovedparten af filmen i retssalen. I andre tilfælde lægges der så at sige op til retssalen. Det kan for eksempel dreje sig om, at der skal findes et vigtigt vidne, eller at der foregår gedulgte ting i kulissen, som har stor betydning for proceduren i retssalen, forklarer Peter Schepelern. Han nævner som eksempel filmen “A Few Good Men” fra 1992. Her optrevler den unge, uprøvede advokat, spillet af Tom Cruise, en mord- og korruptionssag uden for retssalen. Selve afsløringen og blotlæggelsen af de skyldige finder sted i retssalen.
- Det er selvfølgelig altid advokaten, som er den drivende kraft i handlingen, fastslår Peter Schepelern, der mener, at man overordnet kan skelne mellem to advokattyper på film: den sleske og den idealistiske.
- Jeg tror, at mange mennesker betragter advokater som nogle kostbare fønbølgede Armani-drenge, fidusmagere, som er købt og betalt af onde kræfter. Det er den negative tilgang til advokatbranchen. Men der er også den positive, nemlig den om den hæderlige advokat, der viser sig som en sandhedssøgende idealist — en martyr — der lider allerhelvedes kvaler for at finde den helt rigtige sammenhæng i tingene.
Abraham Lincoln — prototypen på den gode advokat
Ifølge Peter Schepelern udspringer forestillingen om den idealistiske og sandhedssøgende advokat af den amerikanske filmtradition.
- Og jeg tror, at jeg fundet frem til, hvor den tradition mere præcist kommer fra, smiler Peter Schepelern og holder en gådefuld pause. Så fortsætter han:
- Den kommer fra den mest lysende skikkelse i ældre amerikansk politisk historie, nemlig Abraham Lincoln. Han var en jævn mand, der kom fra bunden af samfundet, og som studerede jura. Mod alle odds klarede Lincoln sig gennem studiet og brugte det som afsæt til sin politiske karriere. Der blev lavet en film om Abraham Lincoln i 1930’erne. Den hed “Young mister Lincoln” og handlede om en mand, den unge Lincoln, som ikke lader sig købe, men som bevarer sandhedens lysende mål forude. Lige præcis dér tror jeg, at prototypen på den beskedne og sandhedssøgende advokat skabes. Som en kulturmyte i amerikansk kulturhistorie.
- Lincoln fremstår i dag som en helteskikkelse i det amerikanske parnas. Han er grundtypen på den gode advokat. Og filmhistorisk har man godt kunnet lide at beskæftige sig med en lille forknyt og socialt marginaliseret advokat, der som udgangspunkt har formøblet alt, men som rejser sig for at opponere mod en eller anden stor korruption, fortæller Peter Schepelern, der vurderer, at det er en af årsagerne til, at det oftest er forsvareren, som er hovedskikkelsen i advokatfilm.
- Det hænger sammen med, tror jeg, at initiativerne til at finde nye sandheder og oplysninger oftest ligger hos forsvareren. En statsanklagers rolle er klarere defineret, fordi vedkommende repræsenterer et overordnet system. Det er ligesom givet på forhånd, hvad anklageren står for.
- Man kan sige, at mens anklageren allerede har gravet sig ned i tingene, er det forsvarerens opgave at grave nye ting frem. Derved kommer der en opsøgende virksomhed ind i billedet, og det passer godt til en dramatisk film. Det er protagonisten, der får historien til at gå videre.
Fiktionens selvforstærkende effekt
Peter Schepelern forklarer, at mange advokatfilm spiller på publikums forestillinger — og uvidenhed — om, hvad advokaterhvervet i det hele taget handler om.
- I filmen lanceres advokaten som en karakter, der beskæftiger sig med opklaringen af et mord eller en voldtægt. Sandheden er så selvfølgelig, at størstedelen af alle virkelige retssager er mindre betydelige og handler om sådan noget som placeringen af en hegnspæl eller en fartoverskridelse. Disse sager er bare svære at gøre dramatiske, griner Peter Schepelern. Han holder en kort tænkepause, hvorpå han tilføjer:
- Generelt indeholder fiktionen en selvforstærkende effekt. Den giver os en masse uvirkelige indtryk af virkeligheden. For mange menneskers vedkommende stammer deres viden om for eksempel romertiden fra film som “Gladiator”. Og hvis det drejer sig om Anden Verdenskrig, hentes der stor viden fra film som “Pearl Harbor”, “Saving Private Ryan” eller “Der Untergang”.
- Det samme gør sig gældende for advokatfilmene. I den forbindelse må man sige, at vores indtryk af advokatens arbejde oftest tager afsæt i den engelske og amerikanske forestillingsverden, som nok er en smule naiv, siger Peter Schepelern. Han gør opmærksom på, at vi i Danmark ikke har haft traditionen for at lave film om advokater. Bortset fra tv-serien “Forsvar” samt en stribe film i 1950’erne med skuespilleren Gunnar Lauring i rollen som sagfører — som det hed dengang — har danskerne fortrinsvist været publikum til advokatfilm fra udlandet.
- Det har formentlig ikke dannet grobund for den store baggrundsviden om den danske advokats gøren og laden. Men det er heller ikke det essentielle, siger Peter Schepelern og peger rundt på filmbunkerne i kontoret.
- Grundlæggende handler film om drama, og det gør jura også. Derfor går de to størrelser så godt i spand.
Klassiske retssalsdramaer ifølge Schepelern
Anklagerens vidne (Witness for the Prosecution, 1957)
Et mords analyse (Anatomy of a Murder, 1959)
Dræb ikke en sangfugl (To Kill a Mockingbird, 1962)
Dommen (The Verdict, 1982)
Klienten (The Client, 1994)