Leder af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet

I dag 8. marts markerer vi Kvindernes internationale kampdag. I en tid med meget fokus på kvindelige rollemodeller, vil vi i dag opfordre til at rette opmærksomheden mod de kvinder verden over, som beskytter vores retsstater.

I ekstremt urolige politiske tider skal de stå imod præsidenter og politikeres pres. Vi taler om dommere, der kæmper nogle af de mest afgørende kampe for demokratiet i retssale, hvor de skal sætte grænser for udøvelsen af den politiske magt, når presset er massivt.

For nylig afgjorde USA’s Højesteret, at præsidenten ikke havde lovhjemmel til de omstridte toldtariffer. Det skete med stemmerne seks til tre. En af de seks dommere var højesteretsdommer Amy Coney Barrett, som Donald Trump selv har udnævnt til højesteretsdommer. Da hun skulle forholde sig til loven, og ikke til præsidentens vilje, blev resultatet, at hun stemte imod hans ønske. I stedet for at acceptere dommen, blev hun mødt med offentlige, personlige angreb fra præsidenten, som kaldte afgørelsen en skændsel og en ‘embarrassment’ for hendes familie.

I Israel fik ledende Højesteretsdommer Esther Hayut forrige år med et snævert flertal forhindret, at regeringen med Benjamin Netanyahu i spidsen fik stækket domstolens indflydelse ved at undtage sig selv fra retssikkerhedsprincipper og begrænse Højesterets kontrol med regeringen. Ester Hayut blev tillagt en betydelig rolle i at standse retsreformen, der ville have været en stor svækkelse af magtens tredeling. I pressen blev hun takket for at have ’reddet Israels skrøbelige demokrati.’

Og lidt længere tilbage i tiden, i England, kan vi takke den legendariske højesteretspræsident Lady Hale for sammen med sine meddommere enstemmigt at bekræfte, at premierministeren ikke står over loven. Daværende premierminister Boris Johnson forsøgte i 2019 at slippe afsted med et forsøg på at suspendere det britiske parlament i fem uger op til Brexit for at undgå indblanding i processen fra parlamentsmedlemmer. Men Lady Hale erklærede, at ’parlamentet ikke kan suspenderes’, og at en beslutning herom var ’ulovlig og derfor ugyldig og uden virkning.’  

Der sidder i dag flere kvindelige dommere i Højesteret, som værner om loven og demokratiet – og vi kan i øvrigt kun opfordre til, at der kommer flere af dem. De og deres mandlige kolleger har heldigvis ikke oplevet den slags politiske angreb mod deres Højesterets-afgørelser. 
Men selv om de ikke står for skud i Danmark, skal de stå imod pres i hverv uden for landet.

Det gælder f.eks. Anne Louise Haahr Bormann, som er tidligere Højesteretsdommer og nu dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Netop menneskerettighedsdomstolen er genstand for stærkt politisk pres i udvisningssager, som er et varmt politisk emne i flere europæiske lande. Menneskerettighedsdomstolen får i de kommende år en stor og vigtig opgave, og skal stå fast på lovens bogstav og stå imod det politiske pres, når dommene ikke er politisk opportune.

Det gælder også dommere ved den internationale straffedomstol, som retsforfølger statsledere for krigsforbrydelser, hvor formanden for Dommerforeningen, Mette Lyster Knudsen, er indstillet som kandidat. 11 af domstolens embedsmænd, herunder chefanklageren og otte dommere, er pt. pålagt sanktioner af USA. Vi synes, det er modigt og respektindgydende, at Mette Lyster Knudsen har meldt sig til den rolle.
I en tid hvor autokratiske kræfter vinder indpas i demokratier, og presset på vores retsorden vokser og vokser, bør vi hylde dommere, der står urokkeligt fast på deres uafhængighed og integritet – og på at fastholde loven.  

I dag er det særligt passende at hylde netop de kvinder, der tager det store ansvar på sig. De er forbilleder for unge generationer af både mænd og kvinder i vores samfund, og deres indsats fortjener respekt og en særlig tanke i dag.