Den politiske aftale om »strafreform« er i disse uger til lovbehandling i Folketinget. Reformen er bred og ambitiøs og fortjener ros på mange punkter.

Men desværre risikerer aftalen også at ramle sammen som et korthus, før de gode initiativer kan nå at gøre gavn.

For planens initiativer om hårdere straffe, alternativer til frihedsstraf, mere kriminalitetsforebyggelse og klogere brug af varetægtsfængsling hviler på et særdeles usikkert fundament.

For ressourcerne til fængselspladser og fængselsbetjente følger slet ikke med i nødvendigt omfang, og realiteterne er, at vi allerede i dag står med en afsoningskrise.

I årevis har fængslerne døjet med overbelægning og underbemanding, hvor belægninger på over 100 procent har været fast standard.

Det er ikke unormalt, at folk må vente på at kunne få fængselsplads til at afsone, eller at de indsatte må tåle dobbelt- eller trippelbelægning i cellerne.

Når det kommer til fængselsbetjente, så er de krumtappen i hele systemet og den helt afgørende ressource i systemet.

Det er også dem, der skal sikre, at reformens initiativer om resocialisering, jobtræning til de indsatte og lavere tilbagefald til kriminalitet lykkes.

Her er virkeligheden, at antallet af fængselsbetjente er styrtdykket år for år i snart 15 år, og først inden for de sidste to år har man gennem lønløft og puljer fået stabiliseret situationen.

Strafreformen risikerer at gøre krisen værre.

Alt for skrøbeligt

Reformens hårdere straffe vil nemlig resultere i yderligere knap 500 ekstra indsatte i 2030, og det presser den i forvejen pressede kapacitet.

De ressourcer og tiltag, der er i planen for at skabe kapacitet, er utilstrækkelige og usikre.

Ifølge en analyse, som Copenhagen Economics har udført for os i Advokatsamfundet, kommer der til at mangle minimum 250 til 300 fængselsbetjente i 2030.

Samtidig vil antallet af cellepladser kun lige akkurat række i 2030 – hvis alle igangsatte og nye byggerier af fængsler vel at mærke færdiggøres til tiden, Sønder Omme kommer fuldt op at køre, og Kosovo-fængslet kan tages i brug.

Det er for os at se alt for skrøbeligt.

En vigtig pointe er desuden, at ovenstående tal repræsenterer et absolut minimum, for at situationen ikke forværres i forhold til i dag.

Man kan naturligvis altid vælge at »låse folk inde og smide nøglen væk«. Det kommer der bare ikke bedre mennesker ud af, når afsoningen er overstået.

Når man samtidig har politiske ambitioner om bedre rehabilitering, om at sikre lavere tilbagefald til kriminalitet med mere, så skal der endnu flere ressourcer til, hvilket andre eksperter og faggrupper også har påpeget.

Vi har selvfølgelig alle lov at håbe og heppe på, at vi om fire år har ramt et drømmescenarie, hvor der er plads og personale nok til at skabe gode forhold at afsone under.

Men det er i vores optik ikke en holdbar strategi, og på de to helt afgørende punkter – fængselspladser og personale – leverer strafreformen ikke det nødvendige svar i forhold til virkeligheden i dag.

Det er derfor mere ansvarligt, at de politiske partier bag aftalen allerede nu igangsætter et arbejde med konkrete løsningsforslag til at skaffe flere fængselsbetjente.

Og at der løbende afrapporteres i retsudvalget, hvordan byggerierne skrider frem, så man kan fange det i opløbet, hvis der skulle komme forsinkelser.

Det skylder man de ansatte og de indsatte – og de mange gode initiativer i strafreformen om at skabe mindre kriminalitet og en bedre retssikkerhed.

Læs hele indlægget i Berlingske her