Spring hovednavigationen over
Tilbage

Gymnasieelever lærer om retsstatsprincipper i nyt uddannelsesprojekt

Hvordan fungerer retsstaten i praksis – og hvorfor må vi aldrig tage den for givet? Det skal gymnasieelever rundt om i landet arbejde med i et nyt undervisningsprojekt om retsstatsprincipper.

Elever fra Svendborg Erhvervsskole og Gymnasier i gang med at lave storyboard ved workshoppen i Svendborg den 26. marts. Foto: Advokatsamfundet

Retfærdighed er ikke en selvfølge. I de senere år har vi også i etablerede demokratier set eksempler på politiske angreb på domstole og retssystemer – blandt andet i USA. Og også i Danmark viser aktuelle debatter, for eksempel om udvisningsreformen, hvor vigtigt det er at forstå de principper, der får et retssamfund til at fungere. Derfor skal elever i ti gymnasieklasser på syv gymnasier rundt om i landet nu arbejde med retsstatsprincipper i et undervisningsforløb.

Her får eleverne både en introduktion til retsstatsprincipper gennem undervisning fra advokater og arbejder med konkrete dilemmaer i praksis. Som en del af projektet udvikler de også idéer til korte film om retsstaten, hvor fem af filmene senere produceres professionelt og vises ved åbningen af IBA-konferencen i København i 2026.

Uddannelsesprojektet er nemlig udviklet af Advokatsamfundet i samarbejde med International Bar Association (IBA) - og i samarbejde med Levende Menneskerettigheder - som led i optakten til IBA’s internationale konference i København i 2026, hvor over 6000 advokater kommer til København i oktober for at sætte fokus på retssikkerhed i samfundet.

”Formålet med projektet er først og fremmest at give eleverne en grundlæggende forståelse af retsstatsprincipperne og styrke deres forståelse af retsstatens rolle i et demokratisk samfund – og deres egen rolle som aktive samfundsborgere,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet, og tilføjer:

”Retfærdighed er ikke en selvfølge, og retsstatsprincipperne er ikke bare flotte ord i en grundlov. De er selve rammen om et frit, retfærdigt og tillidsfuldt samfund. Mange mennesker – heraf måske især blandt unge – lægger ikke mærke til dem, når de virker. Men de vil mærke det med det samme, hvis de ikke gør. Derfor er det vigtigt at forstå, hvad det er, der får et retssamfund til at fungere – og hvorfor vi aldrig må tage det for givet.”

Den første workshop blev afholdt den 3. marts på Gribskov Gymnasium. Her holdt advokat Kim Bagge et fagligt oplæg, hvorefter eleverne arbejdede med et konkret dilemma om samtykke og afsluttede dagen med en formidlingsopgave.

Det er også strukturen for de øvrige workshops, som løber frem til den 4. maj. Her får eleverne både en introduktion til retsstatsprincipperne gennem undervisning fra praktiserende advokater og arbejder samtidig med konkrete dilemmaer, hvor de skal argumentere for og tage stilling til principperne i praksis.

Ifølge Per Hemmer, formand for Advokatrådets internationale udvalg, er projektet også en måde at koble den danske retsstat med den internationale diskussion om rule of law.

”I mange dele af verden er retsstatsprincipper i stigende grad under pres. De unge hører nærmest hver dag om USA og en præsident, der lægger sig ud med retssystemet. Derfor er det vigtigt, at også unge får en forståelse af, hvorfor uafhængige domstole, klare love og adgang til retfærdighed er afgørende for et demokratisk samfund,” siger han.

”Ved at bringe diskussionen om retsstatsprincipper direkte ind i klasselokalet håber vi at give eleverne bedre grundlag for at forstå de værdier og institutioner, der beskytter både demokratiet og den enkelte borgers rettigheder.”

Som en del af workshoppen udvikler eleverne desuden et storyboard til en kort videofortælling om retsstatsprincipperne. Alle bidrag deltager i en landsdækkende konkurrence, hvor fem storyboards udvælges. De udvalgte elevgrupper får herefter mulighed for at videreudvikle deres idé i samarbejde med et professionelt produktionsselskab, som producerer filmen sammen med eleverne.

De færdige film vises den 4. oktober 2026 ved åbningsarrangementet på IBA-konferencen i Bella Center i København som en del af den officielle Video Award-session, hvor der kåres en vinder blandt de fem film. 

Oversigt over workshops

2026Gymnasium
3. martsGribskov Gymnasium
26. martsSvendborg Erhvervsskole- og Gymnasier
7. aprilGribskov Gymnasium
7. aprilFalkonergårdens Gymnasium
8. aprilNiels Brock Handelsskole
10. aprilNiels Brock Handelsskole
14. april Niels Brock Handelsskole
16. april Munkensdam (Kolding)
28. april Aalborg Handelsskole
4. maj Tietgenskolen (Odense)