Det er fint og helt fair, når politikere ønsker at skærpe straffe. Men når vi læser regeringens udspil til en ny strafreform med ambitioner om blandt andet at skærpe straffene for grov vold og voldtægt, må vi stilfærdigt spørge, hvor de mennesker, som modtager skærpede domme i den nærmeste fremtid, skal indsættes?

I de seneste år har de danske fængsler haft en belægning på over 100 procent. Ifølge Berlingske lå den i 2024 på 103,2 procent. Tallene fortæller på sin nøgterne facon, at cellerne er stuvende fulde. Fra advokater i vores bagland hører vi, at alt fra besøgsrum til kaffestuer har været taget i brug som celler, og at der køres med dobbelt- og trippelbelægning, hvor de indsatte klemmes sammen.

Mange dømte oplever også, at de ikke kan blive overført fra arresthuse, hvor de har været varetægtsfængslede, til en permanent afsoning i et rigtigt fængsel. Det betyder, at muligheder for resocialisering, kontakt til andre m.m. ikke kan lade sig gøre.

Vi står med andre ord med massive pladsproblemer i landets fængsler.

Vi anerkender, at regeringen både har handlet og også har ambitioner om at opføre nye fængsler og udvide kapaciteten, og at der i udspillet er sat økonomi bag. Det har også været en løbende proces gennem flere år, men sagen er, at det tager tid – lang tid – inden der er udsigt til at åbne nye fængselspladser. Kosovo-fængslet har været forsinket flere gange og forventes nu at åbne i 2027, fængselsbyggeriet i Viborg med 400 nye pladser er formentlig først klar i 2032-2033. I det nye udspil lægges der op til at bygge 1.000 ekstra nye pladser, så der samlet set skal stå 2.000 pladser klar i 2036.

Samtidig er antallet af fængselsbetjente faldet 13 år i træk. Det kræver en akut og langvarig indsats, hvis der skal skaffes fængselsbetjente bare til at bemande de eksisterende fængsler – for slet ikke at tale om, hvad der skal bruges til at bemande alle de nye pladser, der er ambitioner om. I alt er der planer om at bruge en milliard kroner frem mod 2030 på dette.

Vi hører fra regeringen, at det »ikke må være pladsproblemer, der dikterer vores retspolitik«. Det er et fair synspunkt, men svaret udestår på, hvad vi så gør fra nu af – hvor realiteterne er overbelæg og underbemanding – frem til cellerne er bygget, og de nye fængselsbetjente er trukket i de lyseblå skjorter. Hvis man politisk vil fastholde strafskærpelserne og indføre dem nu, håber vi, at de akutte plads- og mandskabsproblemer vil blive drøftet og konkretiseret i de kommende politiske forhandlinger.

Læs hele debatindlægget her