Spring hovednavigationen over

Advokat (H), Mikael Skjødt Advokatfirma

Hvad betyder det for dig – fagligt og personligt – at være en del af Advokatrådet?

Jeg er utrolig glad for og stolt over at være blevet valgt som medlem af Advokatrådet. Den store opbakning fra kolleger er stærkt motiverende for mit arbejde med at fremme udviklingen for alle advokater. Det bliver en personlig og faglig udfordring, som jeg ser meget frem til. 

Hvad ser du mest frem til i arbejdet i rådet?

Det bliver godt at komme i gang med arbejdet, og det jeg ser mest frem til er at forstå samspillet mellem Advokatrådet og lovgiver. I hvor høj grad har vi mulighed for at præge arbejdsbetingelserne for os advokater, så vi kan tjene vores klienter endnu bedre og stå stærkere i konkurrencen med andre rådgivere. 

Har du en mærkesag, du brænder særligt for – og hvorfor?

Min mærkesag er at få nedbragt sagsbehandlingstiderne ved domstolene. Det er nøglen til at løse en række væsentlige problemer. Det vil gøre domstolene mere relevante til løsning af civile tvister og skabe tiltrængt retspraksis indenfor en lang række fagområder. Det vil betyde, at parter og vidner kan afgive forklaring, mens de stadig kan huske sagen. I straffesager vil det betyde, at de forurettede ikke skal leve unødigt længe med uvisheden om, hvorvidt en gerningsmand bliver dømt. Det vil endelig betyde, at tiltalte ikke skal sidde varetægtsfængslet i flere år, inden deres sag bliver endelig afgjort. 

Hvad mener du er den største udfordring for retssikkerheden i Danmark i dag?

Den største udfordring for retssikkerheden er de lange sagsbehandlingstider. Det er endvidere et problem, at lovgivningsprocessen er forceret og kun i begrænset omfang inddrager viden fra fagpersoner. Høringsfristernes korte frist efterlader reelt ikke fagpersoner mulighed for at blive hørt. Det eneste høringsprocessen dermed bidrager til er at legitimere lovgivers udsagn om, at loven har været sendt i høring. Det er en ærgerlig udvikling, som det vil gavne retsikkerheden at få ændret.