22.10.2025
Information fra Finanstilsynet: Boliglån til forbrugere kræver tilladelse
Virksomheder, som yder lån til forbrugere med pant i fast ejendom, skal have tilladelse som ejendomskreditselskab. Det g...
Folketinget vedtog ved lov nr. 712 af 20. juni 2025 en ændring til hvidvaskloven, hvorefter der indsættes en ny bestemmelse om advokaters samleklientbankkonti. Med den ny § 38 b indføres hjemmel og pligt til, at advokater ved behandling af betroede midler på en samleklientbankkonto kan og skal indhente identitetsoplysninger på den reelle ejer af midlerne (klienten), og at disse oplysninger stilles til rådighed for pengeinstituttet, uden, at advokaten derved bryder sin tavshedspligt.
Justitsministeriet har efter vedtagelsen af lov nr. 712 af 20. juni 2025 konstateret, at der er behov for en justering af forarbejderne til hvidvasklovens § 38 b, i forhold til de krav, der stilles til indhentelse af identitetsoplysninger i relation til juridiske personer, der har indeståender på en samleklientbankkonto.
Erhvervsministeren har således den 8. oktober 2025 fremsat Forslag til Lov om ændring af lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love (Lovforslag L 12). Med det nye lovforslag ændres lovforarbejderne til § 38 b således, at der ikke vil blive stillet krav om, at juridiske personers (fysiske) reelle ejere skal identificeres og deres identitet kontrolleret som en del af identifikationsproceduren i relation til samleklientbankkonti. Det betyder, at der efter § 38 b ikke vil være krav om, at der skal indhentes - og videregives – identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere af den juridiske person, ligesom der ikke vil være krav om, at den juridiske persons ejer- og kontrolstruktur klarlægges. Det vil således sige, at der fortsat vil være krav om at indhente og kontrollere identitetsoplysninger for alle fysiske personer og juridiske personer, men at kravet ikke gælder de juridiske personers reelle ejere (fysiske personer).
Der er i lovforslaget lagt op til, at dette skal træde i kraft den 1. januar 2026. Dette er samme ikrafttrædelsestidspunkt som for den nuværende bestemmelse i hvidvasklovens § 38 b. Rent lovteknisk medfører det fremsatte lovforslag, at lov nr. 712 af 20. juni 2025 ophæves, samtidigt med, at § 38 b (med uændret ordlyd) genindsættes i hvidvaskloven. Dette er for at sikre, at lovforarbejderne til bestemmelsen kan justeres som ønsket.
Da Advokatrådet allerede forud for offentliggørelse af vejledning til hvidvasklovens § 38 b var bekendt med, at Justitsministeriet forventede at justere forarbejderne til hvidvasklovens § 38 b, er lempelsen af kravene til identifikation af juridiske personers reelle ejere (fysiske personer), allerede afspejlet i Advokatrådets vejledning til hvidvasklovens § 38 b, der kan læses her
Advokatsamfundet afholder fire orienteringsmøder om de nye pligter i medfør af hvidvasklovens § 38 b. Det er gratis at deltage på orienteringsmøderne. Deltagelse i orienteringsmøderne kan ikke indgå som del af den obligatoriske efteruddannelse for advokater (orienteringsmødet opfylder ikke efteruddannelsesbekendtgørelses § 3, stk. 1, om mindst tre sammenhængende lektioner á 45 minutters varighed).
På orienteringsmøderne deltager Advokatrådets formand Martin Lavesen, generalsekretær Andrew Hjuler Crichton og to medarbejdere fra sekretariatet.
|
Dato |
Tidspunkt |
Sted |
|
29. oktober 2025 |
Kl. 10.00 – 11.30 |
Advokatkontoret Haugaard Braad Skibbrogade 3, 3. 9000 Aalborg |
|
18. november 2025 |
Kl. 9.30 – 11.00 |
Scandic Kolding Kokholm 2 6000 Kolding |
|
18. november 2025 |
Kl. 14.00 – 15.30 |
DLA Piper Denmark DOKK 1 Hack Kampmanns Plads 2, Niveau 3 8000 Aarhus C |
|
21. november 2025 |
Kl. 14.00 – 15.30 |
IDA Conference Kalvebod Brygge 31-33 1780 København V |
Tilmelding til orienteringsmøderne kan ske her
Ved tilmelding sendes en bekræftelse på, om der er tildelt en plads til orienteringsmødet. Hvis antallet af tilmeldinger overstiger det mulige deltagerantal, gives besked om placering på venteliste.