Overvågning er ikke nødvendigvis et problem i sig selv. Udfordringen opstår, når vi accepterer den uden kritiske spørgsmål. Derfor er det afgørende, at vi tager den offentlige samtale om, hvornår og hvordan overvågning skal finde sted – og ikke mindst, hvor grænserne går, og hvem der skal have adgang til data fra overvågningen.

Sådan lød det fra flere af oplægsholderne på Advokatsamfundets Retssikkerhedskonference, der satte overvågning på dagsordenen.

Ole Spiermann, advokat og formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg, lagde ud med at præsentere den del af Advokatsamfundets Retssikkerhedsanalyse 2025, hvor borgere, virksomheder og advokater har svaret på spørgsmål om overvågning. Analysen viser, at langt de fleste danskere ikke opfatter overvågning som et problem. Tendensen er særlig tydelig blandt ældre borgere, som i endnu højere grad vurderer, at myndighedernes overvågning ikke er bekymrende. Når det er sagt, så fylder det meget mere hos advokater og virksomheder. I år peger en ud af fire advokater i analysen således på, at overvågning og datalogning har forringet retssikkerheden – sidste år var det hver femte advokat.

Når der generelt fortsat er tilslutning, så er det ifølge Ole Spiermann et tillidsspørgsmål.

”I Danmark stoler vi på vores stat; og derfor har vi en høj tiltro til den overvågning, som de udfører. Men vi skal kun tage en flyver i otte timer, før vi kommer til et sted, som vi ser som en af nærmeste allierede, men hvor man bruger staten til at angribe sine politiske modstander, overskrider sine borgeres retssikkerhed og kanøfler advokatfirmaer og dommere.  Vi har nok den konsensus, at det aldrig kommer til os. For vi kunne ikke forestille os, at der er nogle politikere i Danmark, der tænker, at man kan vinde valg på en ufin måde, og man kan føre politik på en ufin måde. Det er selvfølgelig utænkeligt, og derfor har vi det også rigtig fint i det danske samfund med at overvåge og blive overvåget,” sagde Ole Spiermann.

Nazister bad den danske stat skrue ned for overvågning

Hvis man tror, at de danske myndigheder først er begyndt at overvåge sine borgere indenfor de sidste år, tager man fejl. Ph.d. i overvågningshistorie og postdoc ved Aarhus Universitet, Jacob Vrist Nielsen, forklarede, at Danmark altid har været en ”first mover”, når det kommer til overvågning, og vi danskere er blevet overvåget af myndighederne i over 100 år.

Allerede tilbage ved krigsudbruddet i 1914, gik det store overvågningsapparat i gang fra myndighedernes side. Begrundet i, at vi stod i en krise og med en trussel. Breve samt telegrammer blev opsnappet og afskrevet, telefonsamtaler blev aflyttet, mens særlige overvågningskontorer blev oprettet, og der blev lavet sorte lister over mistænkelige personer. Og i mellemkrigsårene samt under Anden Verdenskrig forsatte myndighederne deres overvågning af de danske borgere. Faktisk i en sådan grad, at den tyske besættelsesmagt syntes, at danskerne gik for vidt i overvågningen.

”Da det konservative folketingsmedlem, jurist og dommer, Knud Testrup, under vedtagelsen af retsplejeloven tilbage i 1954, advarede mod velfærdsstaten som en tyrannisk mor, foregav han faktisk en metafor, Big Mother, som i dag er blevet en del af vores sprog om det moderne overvågningssamfund. Hvor George Orwells Big Brother var totalitær og brutal, er Big Mother omsorgsfuld. Hun våger over os – sine børn og borgere – for vores egen skyld, må vi forstå. For vores sikkerhed, vores velvære og i det seneste årti vores tryghed. Vi kan tydeligt se, at krig og krise overtrumfer alt, ikke mindst frihedsrettighederne. Når overvågningen ikke længere undskyldes, men legitimeres som frihedsforsætning, så er det et problem,” konkluderede Jacob Vrist Nielsen i sit oplæg, som han havde valgt at kalde ’nekrolog over privatlivet’.

Johan Busse, formand for Dataetisk Råd, slog i sit indlæg fast, at han ikke håber, at privatlivet er dødt.

”Vi skal i så fald gøre vores til at revitalisere det, fordi retten til privatliv er en grundlæggende menneskerettighed, og det er ikke noget tilfælde, at den er det.”

Konklusionen fra hovedparten af panelet var klart. Vi danskere er som udgangspunkt glade for overvågning i det offentlige rum, fordi vi er et tillidstro – og måske lidt naivt – folk. 

Der skal være større klarhed om nødvendighed og effekt

I takt med at den teknologiske udvikling vokser, giver det myndighederne endnu flere muligheder for at indsamle og analysere data om borgerne, og netop derfor er det vigtigt at finde balancen mellem borgernes rettigheder og myndighedernes behov for at overvåge.

Til at perspektivere myndighedernes brug af overvågning, havde Advokatsamfundet inviteret politidirektør i NSK, Lasse Boje. Han argumenterede for, at tingene ikke altid er så sorte og hvide, som de bliver fremstillet, og at debatten trænger til nuancer og oplysninger.

”Vi i Politiet og NSK skal beskytte Danmark mod kriminalitet – og vi skal kunne garantere for retsstatens grundlæggende principper. Vi får en massiv opbakning fra borgerne, og vi er meget optagede af at overholde den gældende lovgivning. Det giver sig selv, at når vi er meget optaget af legalitet og ikke vil træde ved siden af, så ønsker vi selvfølgelig også, at der er klarhed, når det kommer til rammerne for overvågning,” sagde Lasse Boje og fortsatte:

”Jeg tror, at en af grundforanstaltningerne er, at vi starter det rigtige sted og ser på, hvad den enkelte mister i retssikkerhed i et lovforslag, og på den anden side hvad fællesskabet vinder? Vi har som myndigheder ikke et behov for at overvåge – men vi skal selvfølgelig følge med og være i stand til at opklare kriminalitet, som bliver mere international, mere digital og mere anonymiseret.”

Jacob Vrist Nielsen mener, vi kan lære meget af historien, når det handler om at sætte grænser for overvågningen.

”Hver gang der bliver etableret et overvågningstiltag, så kommer det til at blive hængende – det er stort set umuligt at komme af med igen. Derudover kommer det til at brede sig til nye personer. Altså der sker så at sige en glidning, så når man først har etableret det, kommer det gradvis til at handle om andre personer og andre institutioner.”

Johan Busse var ikke i tvivl om, at der skal debat og klarhed på bordet, når det kommer til overvågning og balancen mellem hensynet til individets ret til privatliv og myndighedernes behov for at beskytte samfundet som helhed.

”Vi skal kunne stille spørgsmål såsom ’er det her godt? Er det afbalanceret? Eller er det dårligt?’ Det er i nogle ting, som er på spil, når vi taler om overvågning, og det faktum at staten ved rigtig meget om os. Det handler om vores værdighed, og at vi ikke kun bliver betragtet som datapunkter. Helt generelt efterspørger jeg altså, at der er større klarhed om nødvendighed og effekt. Altså, en klarhed over hvad det egentlig er, som man ønsker at opnå med de her tiltag, og hvorvidt man rent praktisk kan det.”

Også Ole Spiermann slog på vigtigheden i dialog og rammesætning:

”Der skal jo være en balance, og jeg tror, at det er vigtigt, at vi får talt om de her ting – spørgsmålet er, hvordan vi får italesat det. Jeg tror i virkeligheden, at der er masser af historier, som vi andre ikke kender til, hvor man virkelig har lykkedes med noget i de danske efterretningstjenester på baggrund af overvågning.”

Lasse Boje var enig i, at debatten ofte bliver en ”skyttegravskrig”, hvor der kan findes en bedre måde at få talt om behovet og rækkevidden af de enkelte initiativer.

”Jeg tror ikke, vi er gode nok til at tale om det samlet set og finde frem til den rigtige afvejning, før vi hurtigt hopper hen i tesen om, hvad myndighederne kan, hvis de får det her værktøj, og hvad man som borger bliver udsat for. Når det bliver politisk, så trækker vi os ofte fra samtalen, men vi kan måske som myndigheder godt blive bedre til at komme på banen og fortælle, hvad overvågningen indebærer,” sagde han.