16.06.2025
Genopslag: Bestyrelsesformand
Advokatrådet er af selskaberne TradeCity Kolding A/S og SpaceCity Kolding A/S blevet anmodet om at bringe en advokat i f...
Gennem de senere år er overvågningen af danskerne løbende blevet udvidet. Mere overvågning har f.eks. været det politiske svar på terrortrusler, økonomisk svindel og personfarlig kriminalitet. Seneste skud på stammen er regeringens tryghedspakke og et lovforslag om at give PET mulighed for systematisk indsamling af data om alle danskere, som foreløbigt er udskudt efter stor offentlig kritik fra organisationer og partier.
Men hvordan sikres borgernes ret til privatliv, når der bliver skruet op for masseovervågning og ned for kravene til alvoren af den kriminalitet, den skal modvirke og bidrage til at opklare? Og hvorfor skal PET have beføjelser til at være med på en kigger i seks millioner danskeres privatliv?
De spørgsmål blev debatteret, da Generalsekretær for Advokatsamfundet, Andrew Hjuler Crichton, modererede et panel bestående af formanden for Retsudvalget og retsordfører for Liberal Alliance, Steffen Larsen, MF for Dansk Folkeparti Mette Thiesen, chefkonsulent i Justitia, Mikele Schultz-Knudsen og medlem af Advokatrådet samt formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg, advokat Ole Spiermann.
Generalsekretær for Advokatsamfundet, Andrew Hjuler Crichton, modererede et panel bestående af formanden for Retsudvalget og retsordfører for Liberal Alliance, Steffen Larsen, MF for Dansk Folkeparti Mette Thiesen, chefkonsulent i Justitia, Mikele Schultz-Knudsen og medlem af Advokatrådet samt formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg, advokat Ole Spiermann.
Dansk Folkeparti, der ellers har været nogle af de varmeste fortalere for mere overvågning, trækker overraskende i håndbremsen, når talen falder på det seneste PET-forslag.
”Vi mener, at det giver god mening med overvågning på offentlige steder, for der er større sandsynlighed for, at vi kan opklare forbrydelser, der begås i det offentlige rum, hvis vi har overvågningsmateriale. Men jeg vil også gerne understrege, at vi er ekstremt kritiske overfor PET’s ønske om systematisk indsamling af data, for det går langt over grænsen. Der, hvor jeg stejler, er, når vi begynder at masseovervåge, for i DF ønsker vi ikke et overvågningssamfund,” sagde Mette Thiesen.
At overvågning på offentlige steder kan give tryghed bakkede Steffen Larsen op om.
”Men hvis vi indsamler data på den facon, som PET-loven lagde op til, er det problematisk. For hvis PET får mulighed for systematisk indsamling af data om alle danskere, bliver det jo en slags Sauron’s øje, der skuer ud over os alle, mens vi ikke aner, hvornår og hvordan vi bliver overvåget. I Danmark har vi ingen reel forfatning, som stopper tiltag, der kan true retssikkerheden – vi politikere har jo næsten uindskrænket magt til at ændre i lovgivningen, og der er allerede nu situationer, hvor vi ikke beskytter borgernes retssikkerhed. Det er vores ansvar som politikere og også i embedsværket at passe på kulturen,” sagde Steffen Larsen.
Formand for Retsudvalget og retsordfører for Liberal Alliance, Steffen Larsen, og MF for Dansk Folkeparti Mette Thiesen
Advokatrådets stemme i debatten, Ole Spiermann, understregede flere gange, at det i sidste ende handler om holdning, når det drejer sig om overvågning, og at det også er nødvendigt at se på det ud fra et værdimæssigt synspunkt og ikke kun ud fra et juridisk synspunkt.
”Kulturen skal ændres, og jeg mener også, at det er her, hvor fokus skal lægges. Hvis myndighederne ikke har tillid til borgerne, har borgerne heller ikke tillid til myndigheder. Ift. reguleringer af overvågningen er vi allerede meget langt ude. Så jeg tror ikke kun det handler om de juridiske rammer. Man er også nødt til at bestyrke borgerne i, at man varetager de her indsamlede informationer ordentligt, og det gør man ikke på nuværende tidspunkt.”
Mikele Schultz-Knudsen henviste til Justitias undersøgelser, der har vist, at man politisk slækker på lovgivningen og beskyttelsen af borgerne, og giver flere beføjelser til at myndighederne kan overvåge.
”Vi skal have lov til at leve vores liv uden at myndighederne overvåger os – det har også betydning for hvorvidt folk er med i offentlige debatter og for forsamlingsfriheden, hvis man er bange for, at man bliver overvåget,” argumenterede Mikele Schultz-Knudsen.
Chefkonsulent i Justitia, Mikele Schultz-Knudsen og medlem af Advokatrådet samt formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg, advokat Ole Spiermann.
”Den nyeste Sorte Svane dokumenter understøtter den bekymring, som vi har haft ift. PET’s beføjelser. og jeg synes, at vi nu er gået så langt, som det kan bære, når det handler om overvågning,” medgav Mette Thiesen.
Steffen Larsen afrundende debatten, da han svarede på en kommentar fra et medlem af publikum, der ikke kunne se det problematiske i, at myndigheden overvåger, hvis man har samvittigheden i orden og ”ikke noget at skjule”.
”Man skal væk fra ideen omkring, at man ikke skal frygte overvågning, medmindre man er kriminel, for vi har alle ting, som vi ikke har lyst til at dele med andre – jeg livestreamer f.eks. heller ikke fra mit toilet. De allermest private og intime ting, der burde høre under privatlivets fred, kan blive overvåget, og det er dybt problematisk. Lars Findsen havde ikke gjort noget som helst kriminelt, da han blev overvåget, men han endte alligevel med at få de mest private og intime dele af sit liv blæst ud over forsiderne på alle dagblade og aviser."
Generalsekretær for Advokatsamfundet, Andrew Hjuler Crichton, modererede debatten.