Danmark har en af Europas højeste rater for varetægtsfængsling, og mange sidder frihedsberøvet i årevis uden dom. Hvad skyldes denne udvikling? Hvilken rolle spiller domstolene, anklagemyndigheden og forsvarerne? Og vigtigst af alt – hvordan kan vi sikre, at varetægtsfængslinger bliver kortere, uden at gå på kompromis med ofrenes retsstilling og kriminalitetsbekæmpelsen?

Panelet, bestående af Mikele Schultz-Knudsen, chefkonsulent i Justitia, advokat (H) Karoline Normann, psykolog og partner i Stagetorn Advokater, Mette Lyster Knudsen, formand for Dommerforeningen og statsadvokat Caroline Østergaard Nielsen og moderator og kommunikations- og pressechef i Advokatsamfundet, Rasmus Holm Thomsen, satte fokus på de centrale udfordringer og diskuterede mulige løsninger.

At der er kolossale udfordringer med vores brug af varetægtsfængslinger i Danmark, var der overvejende enighed omkring i panelet, men løsninger på problemet differencerede.

Karoline Normann, der har de varetægtsfængslede allertættest inde på livet, var ikke i tvivl om, at varetægtsfængslingernes nuværende omfang og hyppighed er umenneskelige.

”Det er et strukturelt problem. Jeg er meget bekymret for, at vi er med til falskt at understøtte retsfølelsen ved konstant at varetægtsfængsle, og jeg er bekymret for den kultur. Der er et kæmpe underslæb efterfølgende, hvor de varetægtsfængslede nogle gange har mistet familie, bolig og job, når de kommer ud fra deres fængsling. Mine klienter, der bliver varetægtsfængslede, er oveni ikke ressourcestærke på forhånd, og de er ofte alene, da de ikke har et særligt stort netværk. Det er fuldstændigt katastrofalt med de langvarige varetægtsfængslinger. Vi har med levende mennesker at gøre, og det er simpelthen så vigtigt at huske på,” sagde hun.

Det var en holdning og en bekymring, som resonerede med Mikele Schultz-Knudsen.

”Vi har et stort retssikkerhedsmæssigt problem, når det kommer til, hvor mange vi varetægtsfængsler. Man er nødt til at gøre noget systematisk og overveje, hvilket muligheder man har for at skære ned på denne type fængslinger. Det er derfor, vi har indledt en undersøgelse om varetægtsfængslinger sammen med Advokatsamfundet og kommer ud med en rapport i efteråret,” samstemte han.

Caroline Østergaard Nielsen var dog ikke helt enig, og hun mente, at antallet af varetægtsfængslede er dramatisk faldende.

”De tal gør indtryk, men jeg vil knytte den nuance, at vi ser en tendens til, at vi varetægtsfængsler færre, men at det er mere alvorlige sager, som man varetægtsfængsles for. Vi må også italesætte det nuværende kriminalitetsbillede, for det er altså fundamentalt anderledes, end vi så det for 10 år siden. Det er de tunge sager med narko og flere tiltalte, der nu vejer i statistikken, og det bider sig i halen, fordi det er komplicerede sager med flere implicerede, og de bliver jo så også sværere at beramme.”

Et af de særlige områder, der blev diskuteret i teltet, var varetægtsfængsling på baggrund af påvirkningsrisikoen.

”Vi forsøger at skære sagerne til og få dem efterforsket færdigt. Vi har ikke fra anklagemyndighedens og politiets side nogen interesse i at få flere end højst nødvendigt i varetægt. Og vi drøfter det jævnligt med kollegerne, hvordan det går med lige præcis at være skarpe på påvirkning. Vi kan måske godt være endnu skarpere, men det hører med til historien, at der både er mere komplekse sager og mere alvorlig kriminalitet inden for eksempel narkokriminalitet, hvor det er svært,” sagde Caroline Østergaard Nielsen.

Formanden for Dommerforeningen Mette Lyster Knudsen gav i debatten udtryk for, at dommerne måske også kan blive mere udfordrende på, om grundlaget er til stede.

”Jeg kan huske, at jeg for mange år siden, hvor jeg var anklager, havde en lidt lignende diskussion omkring isolationsfængsling. At man dengang mente, at det var ret nødvendigt ift. politiets arbejde. Men det fik man jo faktisk taget hånd om og nedbragt uden, at det gik ud over sagerne. Så jeg tror meget på, at det er en kulturændring på det område, der også skal til.”

Karoline Normann istemte, at det i høj grad er et kulturspørgsmål, men også at man måske kan arbejde smartere.

”Måske er der behov for også at være mere præcise på, hvilke dele af efterforskningen der kan påvirkes, og når de dele er afsluttet, jamen så kan man måske skabe en forandring ved, at folk kan komme ud til den tid. Jeg mener i høj grad, at det er i forhold til påvirkningsrisiko, at man kan gøre noget for at nedbringe længden af varetægtsfængslinger,” sagde hun.

Der er næsten umuligt at have en debat om retssikkerhed og retsvæsen uden at komme ind på de lange ventetider ved domstolene, og panelets repræsentant for dommerne slog også på, at varetægtsfængslingerne og de lange ventetider ved domstolene ender med at blive en ond cirkel.

”Jeg synes, at det er problematisk med de varetægtsfængslinger, som vi har – særligt fordi det også spiller dårligt med de lange berammelsestider ved domstolene,” sagde Mette Lyster Knudsen.

Hun slog også på, at varetægtsfængslinger skal løses politisk.

”Jeg tror, at det er et lovgivningsproblem – vi har haft strafskærpelser i langt højere omfang end i Sverige og Norge, som vi jo sammenligner os med, og de har langt færre varetægtsfængslinger.
Jeg tænker, at vi skal have mulighed for at anvende noget surrogatmuligheder. Der er en del af regeringens strafreform, som jeg fandt positivt; blandt andet man i videre omfang bruger fodlænke. Man kunne også prøve amerikanske tilstande og indføre kaution – hvilket der er er hjemmel til i den nuværende danske lovgivning – eller eventuelt inddrage folks pas,” sagde hun.

Karoline Normann var dog skeptisk omkring det.

”Lad os prøve at udvide paletten med de muligheder, som vi har, men jeg ved ikke, om det vil have den store effekt – vi kan jo se de med de unge og med de psykisk syge, hvor det ikke har den store effekt. Jeg tror, at vi skal prøve at se nærmere på, om man ikke kan efterforske en sag, mens den tiltalte er på fri fod – og så skal vi generelt fængsle mindre og have berammelsestiderne ned. Vi kan lære meget af landene omkring os, og derudover skal vi have sat meget mere fokus på det og skabe debat,” sagde hun.

”Jeg mener, at længden skal ned og derfor skal vi også have sagsbehandlingen ned – men det er jo en lang proces. Der mangler viden på varetægtsfængslingsområdet, så vi skal have forelagt for aktørerne, at man kulturelt kan gøre noget anderledes. Og jeg synes også, at dette er interessant i at se på de nordiske lande særligt Norge, der har haft et stort fald i deres varetægtsfængslede,” sagde Mikele Schultz-Knudsen.

Den nordiske vinkel mente Caroline Østergaard Nielsen dog ikke, vil være relevant ret meget længere.

”Jeg tror ikke, at det varer længe, før vi ser tilsvarende tilstande med varetægtsfængsling i Sverige, for de svenske myndigheder vil meget gerne have flere kriminelle væk fra gaden. Surrogat ligger som et oplæg, som vi skal se på, og så kunne bundne sagsbehandlingstider også være en mulighed,” sluttede hun.