Amal har besluttet at anke den del af sagen om hendes ophold i en somalisk genopdragelseslejr, der vedrører Aarhus Kommunes ansvar. Anken sker med opbakning fra Justitia og Advokatsamfundet, som sammen med Dreyers Fond fortsat støtter sagen.
Amal blev som 16-årig blev sendt til en genopdragelseslejr i Somalia, hvor hun i 16 måneder blev udsat for vold, frihedsberøvelse og nedværdigende behandling. Retten i Aarhus anerkender, at Aarhus Kommune ikke har formået at give Amal den støtte, som hun havde behov for til sine problemstillinger, men afviste i dommen af 15. juli, at Aarhus Kommune havde handlet ansvarspådragende i sagen. Amal har nu valgt at indbringe den del af sagen, der vedrører Aarhus Kommune, for landsretten.
”Amal har valgt at anke, og det valg bakker vi helhjertet op om. Vi mener fortsat, at sagen rejser principielle og uafklarede spørgsmål om myndighedernes ansvar og handlepligt, når unge mennesker som Amal tydeligt giver udtryk for, at de er i fare. Det er spørgsmål, som en højere retsinstans med rette bør tage stilling til,” siger Birgitte Arent Eiriksson, direktør i Justitia.
Generalsekretær i Advokatsamfundet, Andrew Hjuler Crichton udtaler:
“Sagen rejser fundamentale spørgsmål om, hvornår og hvordan myndighederne skal gribe ind, når et ungt menneske havner i en så alvorlig situation. Det handler ikke kun om Amal – sagen har en vigtig principiel betydning, og derfor er det nødvendigt at få den prøvet i landsretten.”