23.05.2025
Advokatrådets udvalg er på plads
Der er nu udpeget formænd for alle Advokatrådets udvalg for 2025-2027.
Det har været både spændende og lærerigt at være en del af arbejdet som medlem af rådet, og de udvalg jeg har været med i. Jeg har fået værdifuld erfaring med kollegialt arbejde i en grad, som jeg ikke har prøvet før, og har virkelig fået stor indsigt i, hvor mange forskellige opgaver, der er både med at sætte en retspolitisk dagsorden, men også at sikre at advokater efterlever de advokatetiske regler, og dermed sikrer en høj integritet for standen.
Jeg blev klar over, hvor utrolig mange emner og sager, der bliver behandlet i rådet og i de forskellige udvalg. Konkrete sager, som kan være meget forskellige, og hvor rådet kan bistå med at sætte en retning og præge en udvikling retssikkerhedsmæssigt, men også sager, hvor rådet skal træffe beslutninger, som potentielt kan have meget stor og indgribende betydning for de involverede parter, og som i sidste ende kan resultere i bøder, frakendelser, praksis- eller lovændringer.
Det er ret tidskrævende at være med i rådet og udvalgsarbejdet, og det er i perioder nødvendigt at lægge mange timer i forberedelsen, men så er det heldigvis godt at kunne sige, at det også har været sjovt at være med i rådets arbejde. Jeg har lært nye mennesker at kende igennem arbejdet, og man tilbringer mange timer sammen og får derigennem nye perspektiver.
Hvis jeg skal nævne et par sager, som specielt har gjort indtryk, kommer man nok ikke uden om at nævne sager relateret til forløbet med Den Sorte Svane, ligesom sagen vedrørende KPMG Law og diskussionen omkring uafhængighed også har været interessant. En anden sag, hvor rådet har været med til at skabe opmærksomhed, har været det fokus (i starten af min rådsperiode) der var på at støtte op om at få prioriteret flere ressourcer til domstolene, for at få nedbragt de alt for lange ventetider, hvilket kan være opslidende at vente på for helt almindelige borgere (og for virksomheder ligeså).
Oftest har det ingen betydning for behandling af opgaverne i rådet, om man er ansat advokat på et advokatkontor eller ansat advokat i en virksomhed, men naturligvis er der spørgsmål og forhold, hvor man lægger sit fokus på forskellig vis, og som den eneste virksomhedsadvokat i rådet, har jeg naturligt nok forsøgt at adressere forhold, som er specielt vigtige for advokater ansat i virksomheder, når det har været aktuelt. Jeg er stolt af, at vi har fået nedsat Udvalget for Virksomhedsadvokater, som jeg har været formand for, siden det blev etableret. Et af emnerne, som udvalget bl.a. ser på, er at få ligestilling omkring beskyttelsen af fortrolighed i advokatens rådgivning og korrespondance (legal privilege), og idet hele taget synes jeg, at der er interessant at arbejde med, hvad det vil sige at være advokat i dag, hvor 28% af alle bestallingshavende advokater arbejder i virksomhed, samt i en tid hvor mange fuldmægtige og advokater (såvel i virksomhed som på advokatkontor) ikke har samme erfaring med fx retssager, som det måske var tilfældet tidligere, og hvor der nu er flere veje til at blive advokat.
Jeg skal heldigvis fortsætte i udvalg for virksomhedsansatte advokaters vilkår. Den dagsorden glæder jeg mig til at arbejde vider med, men naturligvis får jeg nu mere tid til andre interesser, og det bliver også dejligt hvis det lykkes mig at have mindre travlt. I forvejen fylder mit spændende job i Genmab meget, men mere fritid vil klart blive brugt på familie og venner, sommerhus og rejser, allerhelst til Frankrig.