”En advokat skal være uafhængig under udøvelse af sin virksomhed”.

Sådan lyder artikel 39 i de advokatetiske regler. Baggrunden for denne helt grundlæggende regel om uafhængighed er, at en advokat i sin udøvelse af advokatvirksomhed skal være uafhængig af interesser, der er uvedkommende for advokatens udøvelse af sit hverv, og som kan indebære en risiko for at stride mod klientens interesser.

 I praksis er begrebet dog noget sværere at afgrænse. Det er således åbenbart, at advokater i et vist omfang altid vil være afhængige af andre uden dermed i advokatetisk forstand at miste deres uafhængighed - f.eks. vil alle advokater i større eller mindre omfang være afhængige af f.eks. it-systemer, leverandører og udlejere for overhovedet at kunne udøve advokatvirksomhed. Lige så åbenbart vil det være i strid med advokatetikkens uafhængighedskrav (og retsplejeloven), hvis et advokatselskab har ejere, der ikke opfylder kravene om ejerskab i retsplejelovens § 124 c, som netop er begrundet i advokaternes uafhængighed.

 Det vanskelige afgrænsningsspørgsmål ligger mellem disse to yderpunkter. Det vil sige tilfælde, hvor advokatselskabet formelt overholder ejerskabsreglerne i retsplejeloven, men samtidig har et samarbejde med andre virksomheder eller lignende, som binder advokatselskabet – og dermed advokaterne – på en måde, som potentielt kan kompromittere uafhængigheden.

Med Højesterets dom af 5. februar 2025 vedrørende KPMG Law er der kommet nogle pejlemærker at navigere efter i området mellem de to yderpunkter, som kan anvendes både i forbindelse med fremtidigt tilsyn, men også af de advokatvirksomheder, der overvejer at indgå i samarbejder med andre. 

Dommen angik kort fortalt, hvorvidt det danske advokatpartnerselskab KPMG Law, som indgik i det internationale rådgivnings- og revisionsnetværk KPMG, havde tilsidesat kravene til advokatselskabets uafhængighed og integritet i medfør af retsplejelovens § 126, stk. 1, ved sit samarbejde med KPMG-netværket. Retsplejelovens ejerskabsbestemmelser var overholdt, da selskabet alene var ejet af danske advokater. Spørgsmålet var derfor, om andre forhold gjorde, at advokatselskabet, uanset det formelle ejerskab, ikke opfyldte kravene til uafhængighed og integritet. 

Baggrunden for sagen i Højesteret var, at Advokatnævnet havde pålagt KPMG Law en sanktion for ikke at opfylde kravene til uafhængighed og integritet, mens landsretten i første instans havde ophævet nævnets kendelse.

Advokatrådet havde rejst sagen for Advokatnævnet, og Advokatrådet indtrådte også i sagen for Højesteret til støtte for Advokatnævnet.

Højesteret stadfæstede Advokatnævnets kendelse, dog med den ændring, at KPMG Law ikke blev pålagt en sanktion, da der er tale om et spørgsmål, som hidtil havde været uafklaret i praksis.

Det er Advokatrådets sekretariats opfattelse, at dommen mere generelt giver en række pejlemærker om de advokatetiske rammer for advokaters samarbejder med andre virksomheder mv.

Krav om uafhængighed 

Højesteret slår indledningsvist fast, at det følger af retsplejelovens § 126, stk. 1, at en advokat ved sin repræsentation af en klient og ved sin fremtræden skal iagttage fortrolighed samt bevare sin uafhængighed og integritet.

Desuden bemærker Højesteret, at kravet om uafhængighed må ses i sammenhæng med reglerne om udøvelse af advokatvirksomhed i retsplejeloven, herunder at disse regler navnlig er begrundet i hensynet til, at advokater skal være uafhængige af uvedkommende interesser, og at det personlige tillidsforhold, der består mellem klient og advokat, ikke må svækkes, fordi advokaten virker i et advokatselskab. Desuden henvises der til, at forbuddet mod passiv kapitalinvestering bl.a. er begrundet i en risiko for, at advokaternes uafhængighed bringes i fare.

Herefter fastslår Højesteret mere generelt

”[E]n advokat eller et advokatselskab handler i strid med god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1, hvis advokaten eller advokatselskabet indgår i et samarbejde med andre virksomheder på vilkår eller under omstændigheder, hvor der kan rejses rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt samarbejdet er foreneligt med de nævnte krav om iagttagelse af fortrolighed og bevarelse af uafhængighed og integritet.”

Det er denne prøvelse, der efter sekretariatets opfattelse skal foretages i forbindelse med tilsynet med advokater i situationer, hvor der samarbejdes med andre, og afgørende bliver, om der ”kan rejses rimeligt begrundet tvivl om”, hvorvidt samarbejdet er foreneligt med kravene om fortrolighed og uafhængighed. 

Heraf følger efter sekretariatets opfattelse, at disciplinærmyndigheden for at statuere tilsidesættelse af god advokatskik ikke skal kunne dokumentere, at advokatselskabet konkret over for klienter har tilsidesat kravene om fortrolighed eller bevarelse af uafhængighed og integritet. Det må antages at være tilstrækkeligt, at der på baggrund af de foreliggende oplysninger – typisk aftalegrundlaget og andre oplysninger om samarbejdet samt tilkendegivelser over for klienter – kan rejses begrundet tvivl om samarbejdets forenelighed med de pågældende krav. 

Magtforholdet 

I den konkrete sag om KPMG Law var det grundlæggende aftalekompleks for KPMG fremlagt, ligesom der var fremlagt standardmæssigt aftalebrev og almindelige forretningsvilkår.

I sin dom foretager Højesteret en samlet vurdering af hele det fremlagte aftalekompleks for at komme frem til en konklusion af den prøvelse, jf. citatet ovenfor, som skal foretages.

Her lægger Højesteret vægt på, at KPMG Law i høj grad er integreret i KPMG-netværket og i en række henseender er undergivet direktiver fra andre aktører i netværket. 

Magtforholdet i samarbejdet tillægges således vægt ved vurderingen af, om kravene til uafhængighed og integritet er opretholdt i samarbejdet. Et skævt magtforhold i aftalegrundlaget, hvor advokatselskabet for eksempel er underlagt samarbejdspartnerens beslutninger eller aftalemæssigt er stillet ringere end samarbejdspartneren, kan således efter sekretariatets opfattelse tale for, at samarbejdet er uforeneligt med kravene om uafhængighed og integritet. 

Som eksempel på magtforholdet parterne imellem i den konkrete sag nævnes i dommen det forhold, at KPMG-netværket kan bringe samarbejdet til ophør over for KPMG Law uden begrundelse og uden varsel, hvorved KPMG Law mister goodwill og omsætning, mens KPMG Law skal betale en kompensation (bod), hvis de ønsker at udtræde af samarbejdet. 

Integration og binding i netværket

Magtforholdet skal ses i tæt sammenhæng med den høje grad af integration i netværket, som Højesteret også bemærker sig. Højesteret fremhæver særligt det tilfælde, hvor advokatselskabet er nært bundet op på netværket i forbindelse med driften af advokatvirksomheden, og lægger i dommen vægt på, at KPMG Law har underlagt sig kvalitetsstandarder for deres advokatydelser, som KPMG-netværket fører kontrol med, og at KPMG-netværket dermed kan føre kontrol med advokatarbejdet.

Det må på den baggrund antages, at graden af, hvor meget man som advokatselskab har bundet sig til samarbejdspartneren, vil have betydning for vurderingen af, hvorvidt samarbejdet er foreneligt med kravene om uafhængighed og integritet. Dette kan tillægges en særlig vægt, hvis bindingen angår selve udøvelsen af advokatvirksomhed, for eksempel i forhold vedrørende selve rådgivningen af klienter.

Økonomisk binding

Højesteret lægger i sin dom også vægt på den betydelige binding til KPMG-netværket, som følger af aftalens økonomiske konsekvenser for KPMG Law. Højesteret henviser til eksemplet nævnt ovenfor om opsigelse af aftalen mellem parterne, som kan få betydelige økonomiske konsekvenser for KPMG Law.

De økonomiske konsekvenser af samarbejdet kan således bidrage til at øge et advokatselskabs binding til en samarbejdspartner og potentielt kan have indflydelse på magtforholdet parterne imellem. 

Forholdet til fortrolighed

Som nævnt ovenfor anfører Højesteret i sin dom, at det vil være i strid med god advokatskik, hvis en advokat eller et advokatselskab indgår i et samarbejde med andre virksomheder, hvor der kan rejses rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt samarbejdet er foreneligt med kravet om iagttagelse af fortrolighed.

Højesteret bemærker i den forbindelse mere konkret, at den kontrol, der kan foretages af KPMG Laws advokatarbejde, kan foretages af personer, som ikke er underlagt tavshedspligt efter straffeloven eller tilsvarende regler af hensyn til advokatfirmaets kunder.

Sekretariatet forstår Højesterets præmisser således, at Højesteret ved vurderingen af et samarbejde finder det advokatetisk problematisk, at personer, der som led i samarbejdet, potentielt kan få adgang til tavshedsbelagte oplysninger, ikke selv er underlagt tavshedspligt efter straffeloven eller tilsvarende bestemmelser.

Dette kan efter sekretariatets opfattelse give anledning til udfordringer, hvis der samarbejdes med personer eller virksomheder, som ikke er underlagt tavshedspligt i Danmark eller andre lande.

Generelle forbehold

I aftalekomplekset mellem KPMG Law og KMPG-netværket er der generelle forbehold om, at KPMG Law ikke er forpligtet af bestemmelser i aftalekomplekset, hvis bestemmelserne måtte stride mod de danske advokatetiske regler. Desuden har KPMG Law også taget forbehold for konkrete vilkår i aftalekomplekset med henvisning til de advokatetiske regler.

I modsætning til landsretten finder Højesteret ikke, at disse forhold ændrer den samlede vurdering, hvorefter samarbejdet ikke er foreneligt med kravene om uafhængighed og integritet, idet Højesteret lægger vægt på, at det er usikkert, hvad forbeholdene nærmere indebærer.

På baggrund af præmisserne må det efter sekretariatets vurdering lægges til grund, at et advokatskab som udgangspunkt ikke udelukkende med henvisning til generelle forbehold for danske advokatetiske regler kan påberåbe sig, at et aftalekompleks ikke strider mod god advokatskik.

Konklusion

KPMG Law er til stede i en række andre lande. Der foreligger sekretariatet bekendt ikke retningsgivende tilsynsafgørelser eller domme om KPMG Law fra andre lande. I alle tilfælde er Højesterets dom forankret i den danske retsplejelov.

Højesterets dom giver som nævnt nogle pejlemærker til, hvornår en advokats eller et advokatselskabs samarbejde med andre virksomheder er i strid med god advokatskik.

Det er i den forbindelse vigtigt at være opmærksom på, at Højesteret fremhæver en række momenter, som hver især kan tillægges vægt i vurderingen af et samarbejde, men bedømmelsen af god advokatskik må foretages på baggrund af en samlet vurdering af aftalekomplekset mellem parterne og omstændighederne i øvrigt.

Højesterets dom afklarer ikke alle potentielle situationer og samarbejdsformer mellem advokater og andre virksomheder, men fjerner helt sikkert noget usikkerhed om, hvor grænsen for sådanne samarbejder går. 

Det bemærkes, at Advokatrådet endnu ikke har haft lejlighed til at forholde sig til højesteretsdommens konsekvenser, hvorfor indholdet af denne artikel alene er sekretariatets opfattelse af dommen.