E.R. Rasmussens Fond har bedt Advokatrådet om at udpege et medlem til fondens bestyrelse. Fristen for at søge om at komme i betragtning er 24. august.
Advokatrådet er blevet anmodet om at udpege et medlem til bestyrelsen for E. R. Rasmussens Fond.
E. R. Rasmussens Fond har til formål at støtte nye og eksisterende virksomheder eller at gennemføre nyttige og gennemprøvede opfindelser indenfor handel, håndværk, industri, landbrug (herunder gartneribrug) og fiskeri i Danmark. Støtte ydes primært i form af lavt forrentede lån.
Fondens bestyrelse består af fem medlemmer, der udpeges af fem forskellige organisationer.
Bestyrelsen har på sit seneste møde besluttet at forhøje bestyrelseshonoraret til kr. 30.000 pr. medlem, dog kr. 45.000 til formanden, der vælges af bestyrelsen blandt dennes medlemmer. Et indtrædende bestyrelsesmedlem vil første gang modtage honorar i 2025 (typisk i maj måned) for regnskabsåret 2024.
Indtræden i bestyrelsen skal ske med virkning fra den 1. januar 2024 for en periode på seks år. Der afholdes møde i bestyrelsen en gang årligt i København.
Nærmere oplysninger om fonden kan ses på fondens hjemmeside: errasmussensfond.dk
Der vil ved udvælgelsen blive lagt vægt på ansøgerens faglige kompetencer, ligesom der som led i udvælgelsen vil blive indhentet oplysninger om eventuelle tidligere disciplinære sanktioner i Advokatnævnet.
Advokatrådet opfordrer alle advokater uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksuel orientering eller handicap til at søge om at komme i betragtning.
Der bedes senest 24. august 2023 kl. 12:00 indsendt en kort ansøgning vedlagt CV til gsk@advokatsamfundet.dk.