Ikke langt fra vores skandinaviske grænser sker der væbnede angreb mod civile, hvilket er helt og aldeles i strid med folkerettens principper. Folk flygter for deres liv. Uskyldige mennesker bliver slået ihjel, fordi en stat ulovligt har invaderet en anden suveræn stat.
Andrew Hjuler Crichton, Advokatsamfundet, Danmark
Mia Edwall Insulander, Advokatsamfundet, Sverige
Niko Jakobsson, Advokatforbundet, Finland
Merete Smith, Advokatforeningen, Norge
Ingimar Ingason, Advokatsamfundet, Island
Som repræsentanter for de nordiske advokatsamfund fordømmer vi på det kraftigste Ruslands angreb på Ukraine – et ungt og uafhængigt demokrati, der nu er i fare for at blive knust.
Vi opfordrer Rusland til øjeblikkeligt at indstille den ulovlige invasion af Ukraine.
Som advokater skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt for at arbejde for retssikkerheden – også når det gælder en igangværende krig. Det er vores bedste våben. Derfor er den eneste vej frem for at stoppe de menneskelige lidelser at retsforfølge de ansvarlige for krigen, og det skal ske så hurtigt som muligt.
De eksisterende internationale retsinstanser skal retsforfølge efter retsstatsprincippet. Her er Den Internationale Straffedomstol (ICC) en betydelig aktør. Den Internationale Domstol (ICJ) er også vigtig, og Ukraine har allerede indbragt en sag i håbet om at stoppe invasionen.
Fra et juridisk perspektiv er situationen klarere i dag, end den var for hundrede år siden. Dengang blev krig ikke opfattet som en forbudt handling. Gennem dannelsen af Folkeforbundet og dets efterfølger, FN, er forbuddet mod vold og aggressioner lande imellem blevet en international hjørnesten og en del af folkeretten. FN-pagten fra 1945 betyder således, at alle medlemmer skal afstå fra at true eller bruge magt mod andre stater, når det kommer til deres internationale relationer. I 2018 fik Den Internationale Straffedomstol jurisdiktion til at træffe afgørelse om aggressionsforbrydelser efter, at en række medlemsstater støttede ændringen af Rom-statutten. Den omtaler en aggressionshandling som "en stats brug af væbnet magt mod en anden stats suverænitet, territoriale integritet eller politiske uafhængighed eller på andre områder, som er uforenelige med FN-pagten.”
Selvom aggressionsforbrydelsen som begreb er blevet indført i flere lande og har været gældende i nogle år nu, er det tydeligvis ikke en garanti for fred. Situationen i Europa er værre, end den har været siden Anden Verdenskrig. Ikke desto mindre er det positivt, at vi i dag har internationale regler, hvorefter lande og deres regeringer kan stilles til ansvar. Det kan få juridiske konsekvenser, hvis der bliver begået krigsforbrydelser. ICC's chefanklager har for nylig meddelt, at der er iværksat en undersøgelse af, hvorvidt der er begået krigsforbrydelser i Ukraine, og at indsamlingen af beviser er påbegyndt. ICJ skal herefter afgøre, om Putins påstande om folkedrab i Ukraine som årsag til invasionen er ubegrundede. Det vækker håb.
Alle Advokatsamfund i Norden har fordømt den russiske invasion og har truffet forskellige tiltag, der forhåbentlig kan bidrage.
Solidaritet betyder i øjeblikket alt for det land, der oplever en invasion. Det er værd at huske på, at FN-pagten, der blev underskrevet efter Anden Verdenskrig, fastslår, at FN’s medlemslande er fast besluttede på "at redde fremtidige generationer fra krigens svøbe, som to gange i vores levetid har påført menneskeheden uudsigelige lidelser" samt "at forene vores styrker for at opretholde international fred og sikkerhed.”
Men elegante formuleringer er ikke nok lige nu. Det er en påmindelse om, at vi aldrig må tage vores demokrati for givet. Men hvad betyder det så? Det betyder, at vi skal minde os selv om, at vores internationale menneskerettighedsaftaler er til for at garantere fred, og at de skal følges samt efterleves. Enhver, der ikke gør det, kan og bør forvente at blive stillet til ansvar. Vi advokater skal gøre alt, hvad vi kan for at minde os selv om retsstaten og retssikkerheden.
For hvis der er nogen, som bør udbrede retsstatens principper i verden – så er det os advokater.
Læs debatindlægget bragt i Jyllandsposten den 15. marts her