Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatrådet mener: Advokater skal passe på SLAPP-sager

Af Martin Lavesen, Formand for Advokatrådet

En fri og kritisk presse spiller en afgørende rolle i vores samfund. Ikke mindst i en tid hvor fake-news, sociale medier mm., er en del af den virkelighed, hvor mange får deres informationer fra. Vi har brug for, at uafhængige medier kvalificerer den offentlige samtale med informationer, som vi kan stole på og som vi kan blive klogere af. Jeg er derfor også stor tilhænger af, at journalister har vide rammer for at gå kritisk til værks over for magthavere (i bred forstand).

Netop derfor skal journalistik også bedrives redeligt og ordentligt og inden for de presseetiske regler og mediefrihedens grænser. Jeg er selv en del af formandskabet i Pressenævnet og mener derfor at have en god indsigt i pressens virke. Der bliver begået fejl, og nævnet pålægger jævnligt medier at rette og berigtige – og sådan skal det være.

Men grundlæggende mener jeg, at langt de fleste medier og journalister i den danske presse arbejder samvittighedsfuldt, og lever op til det ansvar de har.

Som advokater skal vi derfor tage nøje bestik af den udvikling, som vi ser uden for Danmark, hvor såkaldte SLAPP-sager vinder frem. SLAPP (Strategic Lawsuits Against Public Participation) er, som navnet antyder, en måde at forsøge at lukke munden på journalister og hindre mediers arbejde ved usagligt og ubegrundet at gå rettens vej. Uagtet om sagen er berettiget eller i øvrigt kan vindes, forsøger man i SLAPP-sager at afskrække mediet med udsigten til langvarig proces, høje sagsomkostninger eller ved den skræmmende udsigt til at ende i retten i det hele taget.

Foreløbig er problemstillingen med SLAPP-sager ikke noget, som vi har set i stort omfang i Danmark. Heldigvis for det! Sådan skal det blive ved med at være, og vi må som advokatstand ikke tillade, at vi bliver misbrugt til at lukke munden på pressen.

For mig kræver det grundig overvejelse at gå rettens vej mod en journalist og et medie. Hvis en klient mener, at et medie og en journalist har skrevet noget forkert om ens person, organisation eller virksomhed, kan mulighederne i de presseetiske regler benyttes. Man kan bede mediet om at få berigtiget faktuelle fejl eller anmode om et genmæle – eller man kan klage til Pressenævnet, hvis ikke man kan finde en løsning med mediet.

I en retsstat må der dog også være en balance og en mulighed for, at vi alle kan gå rettens vej – også mod et medie eller en journalist. Hensynet til pressens frihed (som der også er grænser for i lovgivningen) eksisterer netop i en balance med den enkeltes rettigheder og hensynet til vores retssikkerhed. Der skal derfor også være en juridisk mulighed for at forsvare sig mod misinformation, bagvaskelse eller urimelig adfærd fra medier – sådan må det være i et retssamfund, og her spiller advokater selvfølgelig en vigtig rolle.

Vores opgave som advokater er at varetage vores klienters interesser. Det skal altid ske inden for de advokatetiske regler, som er strikse og kan føre til bøder eller ultimativt at vi mister retten til at være advokater – sådan er det, fordi vi sidder med et stort ansvar, når vi hjælper klienter. Vi skal yde vores rådgivning ordentligt og samvittighedsfuldt, og vi må ikke gå længere, end hvad berettigede hensyn tilsiger. Når det er pressen, vi har med at gøre, så kan rettens vej også være berettiget – men vi må som advokater træde varsomt og nøje overveje, hvor langt vi kan og bør gå.

Det ændrer ikke på, at vi som aktør i retssamfundet skal medvirke til at forebygge SLAPP-sager. På europæisk plan har vi derfor i Advokatrådet tilsluttet os arbejdet med at modvirke SLAPP. Konkret er den europæiske organisation for Advokatsamfund, CCBE, aktiv med at modvirke SLAPP, og er i dialog med EU-institutionerne og -politikerne om problemet og mulige løsninger. CCBE (og vi) anerkender fuldt ud udfordringen, og det er godt, at EU så småt har fået fokus på SLAPP og overvejer modtræk – både i form af lovgivningsmæssige initiativer (under hensyntagen til retssikkerheden), men også ”blødere” initiativer som eksempelvis udbredelse af viden og større fokus på problemet. Vi vil gerne understøtte, at journalisterne kan passe deres arbejde, og vi som advokater kun går i retten, når der vitterligt er behov for det.