Jan E. Jørgensen, tidligere advokat og nuværende medlem af Folketinget, stiller op for Venstre
Hvad bruger du fra din baggrund som advokat i dit politiske arbejde?
Det er nok ikke noget tilfælde, at mange politikere er begyndt som advokater. Sådan har det været lige siden demokratiet i antikkens Grækenland med Cicero som det vel nok mest berømte eksempel. Mange af USA's præsidenter har også været advokater. Barack Obama, Bill Clinton, Richard Nixon, Gerald Ford og John F. Kennedy bare for at nævne et par eksempler fra nyere tid. I Danmark har blandt andre statsministrene Poul Schlüter og Lars Løkke Rasmussen haft en juridisk embedseksamen.
Under alle omstændigheder er andelen af jurister i politik langt højere end andelen af jurister i befolkningen – og det er helt sikkert, fordi mange af de ting, vi lærer, er noget, man også kan i bruge i politik. Så selvom der er uendeligt langt fra Det hvide Hus til rådhuset på Frederiksberg, så er det alligevel næppe helt tilfældigt, at vi denne gang er tre advokater, der kæmper om borgmesterposten. Det ville være mindre sandsynligt, at det var tre arkitekter.
Er der konkrete oplevelser som advokat, der har motiveret dig til at gå ind i politik?
Nej – jeg har været med i politik siden gymnasiet. Først i VU og siden i Venstre. Men der er oplevelser, jeg har haft som advokat, som jeg har forsøgt at gøre noget ved rent politisk. Eksempelvis på ekspropriationsområdet, hvor jeg ikke mener, at vi lever op til Grundlovens ord om at yde fuld erstatning, når den eksproprierede skal dele sin erstatning med sin advokat.
Har du et godt råd til andre advokater, der drømmer om at gå ind i politik?
Lad være. Og hvis det ikke hjælper, så vil mit råd være, at man bliver nødt til at affinde sig med det vilkår, at man simpelthen ikke har tid til at gå lige så dybt ind i materien i alle sine sager, som man gør som advokat. Her bliver man nødt til at læne sig op ad embedsværket, men omvendt har man selvfølgelig også en pligt til at råbe højt, når man kan se, at der er noget i sagsfremstillingen, som ikke er præcist.
Et andet råd er, at der ikke er nogen dommer, der afgør, hvem der har ret. Selvom man har de bedste argumenter i verden – og selvom man har ret – så er det langt fra sikkert, at man får ret – for i politik er det alene mandaterne, der tæller, og desværre ikke argumenterne. Hvis man kan affinde sig med det, så venter der imidlertid en fantastisk mulighed for at få indflydelse på sit lokalsamfunds udvikling.
Giver det at være advokat nogen særlige fordele i forhold til at engagere sig i politik og samfundsdebat?
Både og. Vi er som advokater dygtige til at argumentere og til at finde det centrale i en sag – men hvis man ikke kan tale og skrive i et sprog, som kan forstås af vælgerne, så er man lige vidt.