Modtager
Justitsministeriet, Stats- og Menneskeretskontoret
Ved e-mail af 18. december 2024 har Justitsministeriet anmodet om Advokatrådets bemærkninger til ovennævnte udkast.
Advokatrådet har følgende bemærkninger:
Advokatrådet bemærker indledningsvis, at det beror på politiske overvejelser, om der skal tages yderligere skridt til at beskytte offentligt ansattes ytringsfrihed, hvorfor Advokatrådet som udgangspunkt ikke har bemærkninger til, at lovforslag er begrænset til at lovfæste de allerede gældende regler.
Advokatrådet bemærker dog, at offentlig virksomhed, der udføres af private, falder uden for lovens anvendelsesområde, hvorfor sådanne privatansatte ikke vil være omfattet af offentligt ansattes ytringsfrihed (lovudkastet s. 48). Udlicitering af offentlig virksomhed til private kan derfor medføre en begrænsning af de ansattes ytringsfrihed og dermed svække beskyttelsen af de borgere, der modtager ydelser af den private virksomhed. Advokatrådet foreslår, at Justitsministeriet søger at tydeliggøre ytringsfriheden for privatansatte, der udfører offentlig virksomhed, f.eks. ved at udstede en vejledning derom.
Advokatrådet bemærker desuden, at lovens anvendelsesområde giver anledning til tvivl, idet kriterierne ”som udøver offentlig virksomhed af mere omfattende karakter og er undergivet intensiv offentlig regulering, intensivt offentligt tilsyn og intensiv offentlig kontrol” ikke er specielt klare (lovudkastet s. 47ff. og s. 63f.). Advokatrådet så gerne, at ministeriet i lovforslaget søgte yderligere at præcisere anvendelsesområdet. Advokatrådet finder det positivt, at Justitsministeriet som supplement til lovforslaget vil opdatere vejledningen om offentligt ansattes ytringsfrihed fra oktober 2016 (lovudkastet s. 6). Advokatrådet foreslår, at et udkast til en opdateret vejledning sendes i høring med henblik på at sikre så klar og præcis vejledning som muligt.
Med venlig hilsen
Andrew Hjuler Crichton
Generalsekretær