Der var mange ting, der stak ud i den her sag, som ærligt talt rystede mig. Lige fra forløbet i retssalen – især i byretten – til behandlingen af min klient, som sad i varetægt flere forskellige steder i to et halvt år. 

Det værste var da, min klient efter to års varetægtsfængsling blev løsladt, mens sagen blev behandlet i byretten, og så blev anholdt en måneds tid efter igen på grund af en mistanke om påvirkning af et vidne. Anholdelsen var meget dramatisk og endte med, at politiet skød mod hans bil, mens hans kone og børn sad i bilen. Han kom lige fra en fødselsdag, bakkede i panik og kørte så væk, da der blev skudt efter bilen, mens han selv var i gang med at ringe til politiet. De, der kom for at anholde ham, var i civil, så han vidste ikke, de var fra politiet. De spærrede hele Amager af, mens de jagtede ham, indtil han så blev anholdt og varetægtsfængslet igen. Det var meget voldsomt. Det skete dagen før et retsmøde i byretten, så de kunne lige så godt have anholdt ham dér næste morgen. Efter et halvt år frafaldt de så sigtelsen for vidnepåvirkning. 

Da Faktura-sagen begyndte tilbage i 2017, var jeg advokatfuldmægtig. Det var min kollega Jakob Arrevad, der fik sagen til at begynde med og blev forsvarer for den hovedsigtede, så jeg var ikke med til grundlovsforhør, men kom tidligt med som fuldmægtig og senere som advokat under sagens behandling i byretten, og jeg endte med at føre sagen alene til ende i landsretten. 

Det var en kæmpe sag, og det blev hurtigt blæst op til, at det var en af de største nogensinde, men jeg tror ikke, at nogen havde forestillet sig, hvor omfattende den skulle blive. I alt 17 personer var tiltalt i sagen, der handlede om et netværk bag fakturasvindel for flere hundrede millioner kroner.

Der skete nogle ting undervejs, som gjorde, at sagen trak ud. Jeg mener, at sagen er det perfekte billede på alt det, man bør undgå ved gennemførelsen af en større straffesag, og det er der rigtig meget læring i – for alle parterne i retssalen.

Da sagen startede, var den berammet til 77 retsdage, og det er meget, men i forhold til hvor vi endte, er det meget lidt. Med så mange tiltalte var der mange advokaters kalendere, der skulle gå op, og derfor blev sagen ret hurtigt forhåndsberammet. Problemet var bare, at den ikke var efterforsket færdigt, så det blev sådan at: ’vi asfalterer, mens vi kører’. 

Men anklagemyndigheden havde meget travlt med at komme ud over stepperne.

Politiet havde beslaglagt en masse materiale, som de løbende efterforskede. Alt bevismæssigt relevant materiale skulle gennemgås i retten. Der var en række aflytninger, og der kom hele tiden nyt til sagen. Vi havde 31 ekstrakter og 19 tillægsekstrakter, og så havde vi særekstrakter på alt muligt, en masse aflytninger og samlerapporter til alle rumaflytninger.

Og i landsretten var vi oppe på 22 tillægsekstrakter til ankeekstrakten. Så du sidder med et enormt materiale, hvor der også lå en udfordring i at få det skåret til på en måde, der var arbejdsmæssigt håndterbar. Både for retten og for forsvaret. Risikoen for, at der er noget, man har overset, er ret stor.

Efterforskningen fortsatte faktisk helt frem til, byretssagen var færdig, og der blev ved med at komme nye ting ind. Sådan var det også i landsretten. Der var et stort problem med, at en del oversættelser af materialet skulle laves om, fordi kvaliteten var for dårlig. Så det endte med 153 retsdage i byretten. Som beskikket advokat får man dagssalær for hver retsdag, og så kan du gange op, hvor meget det koster per advokat, samt hvad det koster med to dommere, tre anklagere, domsmænd, varetægtsfængslinger osv. I landsretten stiger antallet af dommere og domsmænd. 

Men tilbage til begyndelsen så var min opgave til at starte med en hel del arrestbesøg i både Helsingør, Roskilde og i Vestre Fængsel, da min klient flyttede lidt rundt i de 2,5 år, han samlet set var i varetægt. 

Det første lange stykke tid brugte jeg rigtig meget tid på at gennemgå sagsakter i arresten med vores klient. Der var tusindvis af sider, filer og bilag. Vi bad om tilladelse til at udlevere sagens akter, så de tiltalte, der var varetægtsfængslet, kunne sidde og læse dem derinde. Det havde også været ressourcebesparende, men det fik vi afslag på. Vi var nødt til at besøge dem og være til stede, mens de læste eller lyttede til aflytninger, så det er der gået mange timer med. Jeg sad mest bare og kiggede på, da min klient både taler og læser dansk. Sådan var det ikke for alle tiltalte. Nogle af dem kunne ikke dansk, så der var brug for tolkning også i retssalene, og det var der som nævnt også problemer med, fordi kvaliteten i nogle tilfælde var for dårlig. 

Det har slidt gevaldigt på min klient at sidde i varetægt så længe – som det ville gøre på enhver. Jeg har endnu ikke mødt nogen, der ikke bliver påvirket af at sidde 23 timer alene på cellen. Det var især hårdt for ham, at han ikke kunne se sine børn under corona-pandemien. Det var en meget stor belastning for hele familien. I økonomiske sager er det atypisk, at folk sidder varetægtsfængslet så længe. Min klient var den, der sad længst tid. 

Sagen blev meget omtalt i medierne, og det gav også anledning til frustration. Alene det navn, som sagen blev tildelt af anklagemyndigheden: ’Operation Greed’, mener jeg er i strid med objektivitetsprincippet. Med den betegnelse, synes jeg, at man er med til at dømme på forhånd, så jeg foretrækker rettens senere betegnelse, ’Faktura-sagen’. TV 2 lavede også en slags dokumentar med titlen ’Grådighedens pris’, hvor de blandt andet tog ud og afhørte vidner i udlandet. Jeg synes, det er dybt kritisabelt. Det er politiet, der skal afhøre vidner, og når man sender sådan en udsendelse midt under en retssag, så er der en risiko for at påvirke rettens medlemmer, hvis de ser med. 

Selve retssagen forløb trægt i byretten. Der var en del udskiftning af anklagerne undervejs, og man kunne mærke, at der var en presset stemning. Der var faktisk ret ofte en rigtig dårlig stemning og en ubehagelig tone i byretten.  Under corona-epidemien blev sagen flyttet til Bella Center, hvor vi sad i en hal med en meters afstand. Det var også ret vildt. 

Det var anderledes i landsretten. Her forløb det hele mere smidigt, og stemningen var i det hele taget bedre. Min klient følte også, at sagsbehandlingen var bedre og mere fair, end den havde været i byretten. 

Idet jeg var ene forsvarer for hovedmanden i landsretten, sad jeg som ”etter”. Det betyder, at den, der står øverst på anklageskriftet, er den første til at afhøre, tage stilling til processuelle spørgsmål mv., og det lærte jeg meget af. De andre forsvarere kan komme med deres bemærkninger ned igennem rækken, men jeg var som regel den, der blev spurgt først. Og der har været mange processuelle spørgsmål. Flere af dem har vi haft i Højesteret. Blandt andet varetægtsfængslinger, spørgsmål om revisionsbistand til forsvaret og aktindsigt i politiets arbejde. Der har været fire kendelser i Højesteret, men der er ikke nogen af dem, der har udsat behandlingen af sagen. Det var ikke det, der forhalede processen. 

Retrospektivt, så synes jeg, at man burde have delt sagen op. Anklagemyndigheden bør ikke rejse en sag med så mange tiltalte på én gang, medmindre det er absolut nødvendigt. Det var det ikke i denne sag. 

En af de vigtige lektier fra den her sag er, at man skal skære sagerne til. Det hænger sammen med, at sagen ikke var efterforsket færdig, og så vil man ikke overse noget, og når der også sidder folk varetægtsfængslet i lange perioder, er det med at komme i gang. Men jeg mener, at det var en fejl her. De tiltalte skulle have været løsladt, sagen færdigefterforsket og så kunne anklagemyndigheden have skåret til. Den her sag er et skoleeksempel på alt det, man ikke skal gøre. Det blev for stort. Det tror jeg, at alle er enige om. 

Og så burde anklagemyndigheden og forsvaret i fællesskab overveje, om al bevisførelse er nødvendig – navnlig i ankeinstansen. Der kan være forhold, der i anken ikke længere er bestridt.

En anden ting, jeg har savnet i den her sag, er, at vi aldrig fik en fuld pengestrømsanalyse. Normalt er det sådan i økonomiske sager, at grundstenen er at prøve at følge pengene. Men vi har aldrig fået nogen bevisførelse af, hvordan de penge, der var sendt ud af landet, kom retur til Danmark. Det ved vi reelt set ikke. Men de tiltalte blev dømt for det. 

Derudover ville det være en fordel, hvis domstolene kunne udpege domsmænd med visse forudsætninger for at kunne dømme i sager om økonomisk kriminalitet. Det ville kræve en lovændring. Men hvis man kunne sikre, at domsmænd i den her type sager havde nogle forudsætninger – for eksempel at kunne forstå et regnskab, så kunne man formentlig spare noget tid. Vi ved reelt ikke, om de nogensinde har set et regnskab eller ved, hvad en momsindberetning er. Som det er nu, bliver domsmænd valgt vilkårligt. I de meget langvarige sager er det en forudsætning, at domsmændene kan få fri de pågældende retsdage. Det mindsker det repræsentative element, da det som regel kun er pensionister og andre uden fast arbejde, der kan afsætte mere end 100 dage til at sidde i en retssag. 

Dommen i Østre Landsret faldt den 5. maj 2026. Landsretten fandt det bevist, at min klient og hans bror var ledere af fakturafabrikken og stadfæstede, for så vidt angår min klient, dommen fra byretten. 

Efter dommen blev jeg lidt ramt. Det var ligesom at få en våd klud i hovedet. Det er ret frustrerende efter næsten ni år, at alle de timer, jeg har lagt i sagen, ikke har gjort bare en lille forskel på resultatet eller som minimum fundet vej til præmisserne. Jeg var stadig fuldmægtig, da min klient blev varetægtsfængslet, og i dag har jeg haft møderet for Højesteret i tre år, så sagen har fyldt hele mit ’advokatliv’. Jeg kæmper stadig lidt med at overbevise mig selv om, at jeg forhåbentlig har bidraget til, at det blev en bedre proces for min klient, og at jeg har lært meget af selve processen. Vi fik trods alt de fire kæremål i Højesteret, og jeg repræsenterede hovedmanden alene i landsretten, hvorfor jeg sad først på alle processuelle spørgsmål i mere end 120 retsdage. Det har også været et kæmpe privilegie at suge til mig fra de meget erfarne kollegaer, der sad med i sagen. I straffesager møder vi ofte alene med klienten, så at få mulighed for at høre andre afhøre og høre, hvordan de håndterer det processuelle, det har været virkelig lærerigt.

Selv om jeg har haft andre sager samtidig, har Faktura-sagen fyldt helt utroligt meget undervejs. Det er ubetinget den sag, jeg har brugt mest tid på i mit arbejdsliv. Den har gjort et stærkt indtryk på mig, og det gør den stadig. Men jeg vil hellere være ramt af en sag end at være ligeglad og bare gå videre til den næste sag. Hvis sagerne bliver ligegyldige for en, så tror jeg, at man skal lave noget andet. Og så er der heldigvis også sager, hvor jeg kan se på resultatet, at mit arbejde har gjort en forskel.