Min telefon begyndte at bimle og bamle. Jeg sad i bilen i Billund Lufthavn efter at have været i München for at se Danmark spille mod Serbien ved EM i fodbold sammen med en ven og hans far. Jeg havde netop læst dommen fra Retten i Aarhus og talt med min klient, da medierne begyndte at ringe. Det er en lidt speciel størrelse at føre en sag, der fanger offentlighedens interesse, for mediebevågenheden kræver varsomhed i forhold til, hvad man som advokat udtaler sig om. Nogle gange kan det også være en idé bare at bede journalisterne om at ringe igen dagen efter. Dommen nødvendiggjorde, at jeg nærlæste præmisserne og summede over næste skridt, og derfor var det meget begrænset, hvad jeg kunne sige til journalisterne. Da medierne kort efter omtalte dommen, skrev de, at min klient David Jarsbo havde tabt sagen. Sådan ville jeg ikke selv have udlagt det, da han i retlig forstand fik mest medhold. Byretten nåede frem til, at han skulle betale under halvdelen af de 250.000 kroner, han var stævnet for. Byretsdommen blev imidlertid ikke det sidste punktum i sagen.

Min klient vandt Paradise Hotel sammen med Sille Nimholm i 2021. På Paradise Hotel gælder det om at blive på hotellet for til sidst at løbe med præmien på 500.000 kroner. Det kræver som hovedregel en partner, da man ryger hjem, hvis man står uden partner til den ugentlige parceremoni. De to dannede par i ”realityspillet” og indledte samtidig et romantisk forhold under opholdet i Mexico. Efter at have vundet selve finalen skulle de som vinderpar igennem den såkaldte troskabstest. Det indebar, at de to stod over for hinanden med en gylden kugle i hænderne og en række felter mellem sig. På det første felt, de hver især befandt sig på, stod der 50.000 kroner. For hvert minut, der gik, skulle de rykke et felt frem, for til sidst begge at lande på det sidste felt med 500.000 kroner. Hvis de blev stående her i de 60 sekunder, skulle de dele beløbet. De kunne imidlertid på et hvilket som helst tidspunkt under hele troskabstesten vælge at smide kuglen og tage det beløb, de var nået op på, selv. Det valgte David Jarsbo at gøre på det sidste felt, og han vandt derfor den halve million alene.

Efter hjemkomsten begyndte de at danne par, og David Jarsbo lovede at dele pengene med Sille Nimholm alligevel. Det løfte genbekræftede han efter, de var gået fra hinanden igen. Så skete der en række ting efterfølgende, som efter min vurdering gjorde, at forudsætningerne for hans gaveløfte ikke længere var til stede. Hun kom blandt andet med en furore af beskyldninger for eksempel i et opslag på Instagram, hvor hun til sine dengang over 77.000 følgere fortalte om baggrunden for bruddet. Her nævnte hun utroskab og andre personlige forhold. Efterfølgende kom hun med flere beskyldninger i Se & Hør. Blandt andet sagde hun, at David Jarsbo havde udsat hende for psykisk vold. På den baggrund nedlagde vi kort tid efter, at der var udtaget stævning, en selvstændig påstand om, at Sille Nimholm skulle betale en godtgørelse på 50.000 kroner for injurierende udtalelser. Der er altid en risiko, når du kommer med en injuriepåstand, fordi du opfordrer den anden part til at føre et sandhedsbevis for den beskyldning, der er fremsat. Hvis nogen for eksempel kalder mig for småt begavet, og det så viser sig, at min IQ er særligt lav, så er det måske ikke så pænt gjort, men det er som udgangspunkt ikke injurierende, hvis det reflekterer virkeligheden. Man kan sige, at det var med til at gøre sagen endnu mere kulørt, fordi de meget personlige forhold blev belyst grundigt på grund af injurietemaet.

Injuriepåstanden var vigtig for sagen, og vi valgte derfor at gå den vej velvidende om risikoen. Den skulle hjælpe os med at bygge bro til det centrale spørgsmål i sagen – om forudsætningerne havde ændret sig så væsentligt, at David Jarsbo ikke længere var forpligtet til at betale hende halvdelen af præmiesummen, selvom han havde lovet det. Med henvisning til teoretikere som Henry Ussing, Julius Lassen og Eigil Lego Andersen argumenterede jeg under retssagen for, at den adfærd, modparten havde udvist, var så utaknemmelig, fornærmende eller krænkende, at David Jarsbo var berettiget til at trække sit løfte tilbage. Sondringen er, at hvis gavemodtageren udsætter giveren for en grov personlig krænkelse eller gør sig skyldig i en forbrydelse mod vedkommende, kan gaveløftet bortfalde. Vi gjorde gældende, at hvis David Jarsbo havde været udsat for en strafbar handling, måtte det kvalificeres som en sådan utaknemmelig og krænkende adfærd.

En af de juridiske diskussioner under retssagen drejede sig om, hvorvidt der var tale om en gensidigt bebyrdende aftale eller et ensidigt gaveløfte. Sidstnævnte er ikke underlagt samme stærke beskyttelse rent formueretligt. Jeg havde svært ved det indledende synspunkt fra modparten om, at der skulle være tale om en gensidigt bebyrdende aftale. Vi indgår alle sammen gensidigt bebyrdende aftaler hele tiden. Det gælder alt fra mobilabonnementer til leje- og leasingkontrakter. Jeg forstod det sådan, at David Jarsbos primære ydelse i sådan en aftale var, at han skulle give hende nogle penge. Så langt så godt. Men så er det retoriske spørgsmål: Hvad var så modydelsen? For at en aftale kan være gensidigt bebyrdende, skal der være ydelse fra begge sider, og jeg anså det ikke for foreneligt med juraen i Danmark eller den juridiske forståelse at tale om gensidigt bebyrdende aftaler i relation til et romantisk forhold. Derfor distancerede vi os fra det synspunkt helt fra starten af.

Hvis byretten eller landsretten var nået frem til, at der forelå en gensidigt bebyrdende aftale, havde det ændret vores forudsætninger for at vinde sagen radikalt, da det er meget vanskeligt – hvis ikke praktisk umuligt – at komme ud af sådan en aftale, alene fordi den anden part opfører sig utaknemmeligt. Selvom ingen af domstolene konkluderede, at der var tale om sådan en aftale, var min oplevelse, at gaveløftet nærmest blev fortolket sådan i byretten. David Jarsbo blev i byretten dømt til at betale 107.500 kroner, blandt andet fordi der skulle tages højde for, at han var blevet beskattet af beløbet. Desuden fratrak retten et beløb på 20.000 kroner, som Sille Nimholm skulle betale min klient som godtgørelse for beskyldningen om, at han havde udsat hende for psykisk vold. Byretten vurderede ikke, at David Jarsbo var berettiget til at tilbagekalde gaveløftet. Det var min opfattelse, at byretten anlagde en for streng tilgang til gaveløftet. Det var også grunden til, at vi besluttede at anke til landsretten.

Under hovedforhandlingen var der indkaldt en håndfuld vidner, herunder andre deltagere fra Paradise Hotel og de to parters mødre. Blandt andet skulle nogle af vidneudsagnene belyse, hvad der skete til finalefesten hjemme i Danmark, hvor deltagerne så finaleafsnittet sammen. Her oplevede min klient, at hans ekskæreste udviste en voldsom adfærd mod ham. Vidneforklaringerne endte dog ikke med at få nogen særlig betydning for hverken byrettens eller landsrettens dom. Når jeg læser Vestre Landsrets dom i sagen, sidder jeg i højere grad med opfattelsen af, at den juridiske gaveteori er anvendt rigtigt. Jeg henviser næsten altid til juridisk litteratur, når jeg fører en retssag, fordi mange teoretikere evner at indkapsle problemstillinger og retstillinger virkelig godt på få sætninger.

Jeg tror, at teorien har haft den største betydning for landsrettens dom, som frifandt min klient, men formentlig har de domme, jeg procederede på også spillet en rolle. I byretten henviste jeg blandt andet til en dom fra 1980, som omhandlede et gaveløfte mellem ægtefæller. Hustruen havde udstedt gavegældsbreve på store beløb til sin mand, men de blev separeret, hvorefter hun ikke ville betale. Der var det særlige ved sagen, at homoseksualitet dengang blev anskuet i et andet lys, og landsretten fandt dengang, at han på grund af et homoseksuelt forhold havde krænket hustruen, så hun var berettiget til at tilbagekalde gaveløftet. Jeg hadede, at jeg var nødt til at bruge den dom særligt i en sag, hvor der var pressedækning. Der skal ikke meget til, før historien er, at Anders Boserup Lauridsen er imod homoseksualitet – og det ville jeg godt nok være ked af. Men jeg var nødt til at bruge den. Hvis jeg var så sart en mimose, at jeg ikke ville bruge en dom af frygt for, hvad folk tænker om mig, så skulle jeg jo sige nej til sagen, for så kunne jeg ikke føre den samvittighedsfuldt.

Da sagen skulle for landsretten, havde vi fundet en omkring 100 år gammel dom, som også var vigtig at fremhæve. Det kunne umiddelbart ligne dårlig forberedelse, men det illustrerer efter min opfattelse snarere, at du aldrig med sikkerhed kan sige, at du har fundet alt relevant materiale. Sagen omhandlede en mand, der ved indmeldelse i et trossamfund afgav et løfte om at betale tiende over en periode på ti år. Ifølge dommen er et sådant tidsbegrænset gaveløfte ikke underlagt samme stærke beskyttelse som en gensidigt bebyrdende kontrakt. Landsretten tillod derfor, at løftet kunne tilbagekaldes, da giveren meldte sig ud af trossamfundet af subjektive grunde. Dommen var med til at understrege, at gaveløfter generelt kan fraviges lettere end aftaler med ydelse og modydelse.

Landsretten lagde i sin dom vægt på modpartens udtalelser til Se & Hør, hvor hun blandt andet sagde, at han var en misbruger og løgner – samt at han havde udsat hende for psykisk vold. Beskyldningen om psykisk vold fik afgørende betydning, da landsretten konkluderede, at hun havde krænket ham i en sådan grad, at han ikke længere var forpligtet af sit gaveløfte. På den måde var vores injuriepåstand med til at bære, at David Jarsbo i sidste ende blev frifundet. Den betød også, at Sille Nimholm skulle betale min klient 20.000 kroner i godtgørelse.

Det var meget få relevante domme, vi kunne henvise til i sagen, og derfor er jeg overbevist om, at Vestre Landsrets dom vil blive brugt i fremtiden både i retssager og i relevant undervisning vedrørende aftaler på jurastudiet.

Modparten ansøgte om tilladelse til at få sagen for Højesteret med det synspunkt, at man ved misligholdelsen i praksis kunne købe sig noget tid, således at der senere kunne indtræde en omstændighed, som kunne retfærdiggøre misligholdelsen. Ansøgningen blev afslået. Jeg var ikke enig i synspunktet, men jeg kunne godt forstå, hvorfor det blev lanceret. Jeg er som sådan ikke overrasket over, at sagen ikke kom for Højesteret, men jeg mener alligevel, at den teoretiske diskussion var relevant og muligvis principiel.

Min modpart leverede i øvrigt et fagligt solidt arbejde, og der er intet at sætte en finger på. Selvom konfliktniveauet mellem parterne i perioder var højt, blev sagen forberedt og gennemført i meget ordentlige rammer. Indledningsvist blev sagen forsøgt løst gennem mediation, som ligeledes forløb professionelt, men som ikke gav noget resultat. I sager med en høj grad af konflikt er det en klar fordel, når advokaterne kan være enige om at være uenige fagligt og føre sagen på en professionel måde.

Den måde, min klient håndterede sagen på, vakte min respekt. Han holdt sig i vid grad væk fra sociale medier og mediebilledet, hvilket jeg også havde rådet ham til. Han var samtidig loyal over for fakta, også når sagen var belastende for ham. Det gør det også lettere at fremstå troværdigt i retten.

Ud over at jeg har været advokat for en Paradise Hotel-deltager, er der også en anden grund til, at jeg nogle gange bliver kaldt for “realityadvokaten” – nemlig at jeg selv har deltaget i tv-programmet Forræder. Det var ikke et egentligt problem, men det var en smule forstyrrende, at min person også blev gjort relevant, når medierne interesserede sig for sagen. For mig er det i grunden uvedkommende, at jeg selv har deltaget i et underholdningsprogram.

Når det er sagt, har jeg også oplevet, at realitystemplet har haft en kvalitet, fordi det har virket afvæbnende. Under en forligsforhandling, hvor stemningen var anspændt, indledte modpartens klient med ordene: “Jeg ved ikke helt, hvor tryg jeg er ved det her, når vi har en forræder i lokalet.” Så grinte alle – og stemningen blev blødt op.