Af Martin Lavesen, formand for Advokatrådet
For tiden er det tydeligt, at retssikkerheden er udfordret i det politiske system. Det er ikke alene Advokatrådets holdning, men også udtrykt af skatte- og vækstminister, Jakob Engel-Schmidt:
”Mit arbejde med at styrke retssikkerheden på skatteområdet er kun lige begyndt. Det er helt essentielt, at danskerne kan stole på, at Skatteforvaltningen agerer i overensstemmelse med de grundlæggende retsprincipper.”
Ordene faldt i forbindelse med præsentationen af en konkret redegørelse, som med ministerens ord var ”en af de værste sager, jeg har set” og supplerede ministerens udmelding inden sommerferien om, at ”borgere og virksomheders retssikkerhed på skatteområdet skal styrkes.”
Det glæder mig, at ministeren er klar til et realitetstjek af den sagsbehandling og den lovgivning, borgere møder. Det er der behov for.
Men desværre er skatteområdet ikke en undtagelse. Vi ser alt for ofte, at lovarbejdet på andre politiske områder kører hen over rettigheder og retssikkerhed.
Lad mig give to aktuelle eksempler.
I et nyligt lovforslag om ”Kontrolforanstaltninger for terrordømte og radikaliserede” lægger regeringen op til, at myndighederne skal have mulighed for at udstyre danskere med en elektronisk fodlænke, hvis de vurderes som ”mulige fremtidige terrorister”. Uden om domstolene og uden prøvelse. Eksperter kalder det et ”nybrud i strafferetsplejen.” Vi er meget enige, og vi kan kun opfordre til at kritikken fra os og en række organisationer ender med justeringer i den videre lovbehandling.
Et andet aktuelt eksempel er forslaget til ”Lov om systematisk gennemgang af udvalgte sager om førtidspension.” Med det lægger regeringen op til, at 5.000 indvandrere fra lande uden for Europa, der er bosat i såkaldte ghettoområder, skal have deres førtidspension revurderet – og muligt frataget. Der er tale om borgere, som allerede har fået tilkendt ydelsen en gang, og hvor afgrænsningen af målgruppen af de 5.000 førtidspensionister de facto stiller personer med anden etnisk oprindelse ringere end indfødte danskere. Forslaget er på faretruende kollisionskurs med EMRK.
De to forslag er eksempler på ny lovgivning, som forsøger at komme reelle problemer til livs. Det bakker vi helt og fuldt op om. Men de er også eksempler på en tendens til, at det politiske system går (for) langt med de politiske greb, og dermed risikerer at udhule rettigheder og retssikkerhed.
Vi er nødt til at insistere på, at retssikkerhed ikke er noget vi vælger til, når det er bekvemt eller handler om borgere ”vi godt kan lide”.
Det er en kurs, som altid skal respekteres, og hvor ”lige for loven” betyder, at reglerne gælder for alle. For ellers har vi ikke en retsstat, hvor alle behandles ens, har tillid myndighederne og oplever, at samfundet er retfærdigt.