Menneskerettigheder, en artikel om, hvordan straffeprocessen påvirker sigtede, og en medieomtalt forvaringssag fylder kalenderen hos advokat Rasmus Wandall. Han arbejder for, at selv når en sag giver gåsehud, skal fornuften styre afgørelsen – ikke frygten.
Uge 25 og 27, 2026
JEG VÅGNER OP 200 KILOMETER FRA MIT HJEM mandag morgen. Jeg har sovet hos mine svigerforældre i Troense, da jeg allerede kørte fra København mod Fyn søndag eftermiddag for at mødes med min klient inden første retsdag i Odense, som er i dag.
Vi spiser morgenmad sammen med udsigt over vandet. Man kan næsten ikke få en bedre start på dagen. Jeg får bestilt nogle varer til vores ældste datters studenterfejring, som er lige om hjørnet. Så kører jeg til Retten i Odense, hvor min klient er en af to tiltalte i en større databedragerisag. Anklagemyndigheden mener, at han har været med til at lokke oplysninger ud af andre og brugt dem til en lang række digitale transaktioner. Der er en del uafklarede spørgsmål om de fremlagte beviser, så det er en travl første retsdag. Sagen kører frem til september.
Jeg får diskuteret dagens forløb igennem med min klient og kører mod København. Undervejs har jeg en længere telefonsamtale med en kollega, som vil have et par ekstra øjne på en svær problemstilling. Hvis jeg selv mangler nye øjne på et spørgsmål, ringer jeg også altid til nogle gode kolleger.
På vejen hjem fra Odense kører jeg forbi en 15-årig klient og hans forældre. Han er sigtet i en sag om formueforbrydelser, der stadig er på efterforskningsstadiet. Det er langt tryggere rammer for især unge klienter at mødes hjemme hos dem. Hvis det kan lade sig gøre, foretrækker jeg klart det frem for et møde på kontoret.
Hjemme klokken 19, hvor jeg hurtigt laver mad sammen med vores to eksamenslæsende døtre, som går i 1. og 3. g. Den ene bænker mig til at agere eksaminator efter middagen. Min bedre halvdel, Lotte, har lange dage i Udenrigsministeriet og er først hjemme lidt over 22. Vi sniksnakker om dagens bedrifter. En længere række e-mails venter på mig, og jeg klarer de nødvendige, inden vi tørner ind.
KAFFEN HAR EN SÆRLIG PLADS HOS OS. Det er mig, som brygger kaffen om morgenen. Vi boede i Addis Ababa, Etiopien, i fire år, og jeg er der fortsat cirka en gang om året i samarbejde med de føderale domstole og det etiopiske justitsministerium. Vi tager altid en masse forskellige mærker kaffe med hjem, når vi har været hjemme i Addis Ababa. Når jeg siger hjemme, mener jeg det virkelig, for Addis Ababa føles som vores andet hjem. Jeg tager løbetøj på, men jeg kommer aldrig ud at løbe. Det må blive i aften.
Dagen på kontoret starter med et call med ledelsen i Levende Menneskerettigheder. Det har vi hver tirsdag. Jeg er formand for organisationen, der arbejder for at gøre menneskerettigheder levende blandt unge – dem, som skal fremtidssikre rettighederne. Levende Menneskerettigheder består af et netværk af advokater og advokatfuldmægtige, som på frivillig basis tager ud på skoler og gymnasier med vores dilemmaspil. Spillene er baseret på rigtige sager og tager relevante temaer som for eksempel samtykke op.
Senere på dagen har jeg et møde med en kollega om et muligt samarbejde vedrørende retlig regulering af profileringsteknikker. Det er et område, som fylder betydeligt i mit arbejde. Det drejer sig groft sagt om reguleringen af, hvordan myndigheder, domstole og virksomheder kategoriserer mennesker i alt fra risikovurderinger, sikkerhedsvurderinger og egnethedsvurderinger til farlighedsvurderinger.
Mine klienter kan for eksempel være personer, der ikke kan få et arbejde på grund af manglende sikkerhedsgodkendelse, eller som lige nu, hvor jeg arbejder med en forvaringssag, hvor der indgår en farlighedsvurdering. Senere på ugen skal jeg også have et møde med en mindre biotekvirksomhed om deres håndtering af persondata i forbindelse med deres forsøg, hvor de foretager kategoriseringer af mennesker ved hjælp af persondata.
Jeg er formand for organisationen, der arbejder for at gøre menneskerettigheder levende blandt unge – dem, som skal fremtidssikre rettighederne.
JEG ER RETSMÆGLER I KØBENHAVNS BYRET OG ØSTRE LANDSRET og medierer derudover privatretlige tvister. Den efterfølgende dag bruger jeg en del tid på at få planlagt og forberedt en mediation. Den skal foregå mellem to virksomheder, og tvisten omhandler en ordre på lidt under 1 mio. kroner. Det er et stort privilegium at bistå tvistende parter med at afsøge mulighederne for at finde en mindelig løsning. Jeg mener, at vi overromantiserer værdien af at få en endelig afgørelse for enhver pris, og jeg tror, at vi kan blive langt mere kreative i domstolssystemet med at implementere muligheder for, at parterne indgår forlig – også inden for andre områder end privatretlige tvister.
Klokken 13 har jeg sammen med Levende Menneskerettigheders sekretariatsleder, Søren Bech Laursen, et møde på mit kontor med Travers Media, som vi samarbejder med om udviklingen af det næste menneskeretlige dilemmaspil. Ytringsfrihed er temaet, og vi vender flere centrale spørgsmål. Hvad er det for nogle dilemmaer, som er vigtige at få formidlet omkring ytringsfrihed? Er det, at der bør være større ytringsfrihed? Er det, at ytringsfrihed altid støder mod andre rettigheder og andre interesser, som skal varetages? Det kan være samfundsinteresser, sikkerhedshensyn eller straffeloven.
VI SPRINGER FREM TIL TORSDAG 14 DAGE SENERE. Hele ugen har jeg været i Østre Landsret i en nævningesag om forvaring. Forvaringssager er alvorlige og vanskelige sanktionssager. Anklagemyndigheden vil have min klient idømt forvaring, og Retslægerådet har udtalt, at der skal idømmes forvaring. Byretten var ikke enig, men anklagemyndigheden ankede sagen. Det er en sag, som har været meget omtalt i medierne. Den omhandler en lang række blufærdighedskrænkelser og en overtrædelse af straffelovens paragraf 225 om andre seksuelle krænkelser end samleje. Min klient brød ind i folks hjem og gik ind på børneværelser.
Der er afsat to hele og to halve dage til retssagen. Som jeg siger i landsretten, får jeg selv gåsehud af sagen og forholdene. Jeg er selv far til to piger. Men loven kan ikke få gåsehud, så vi skal finde en måde, hvor vi kan anerkende vores frygt, men ikke være styret af den. Sagen ligger efter min vurdering under, hvad der skal til for at idømme forvaring, og der er ikke taget højde for de behandlingsmuligheder, som har vist sig sideløbende med sagen.
Vi behandlede skyldsspørgsmålet og procederede sanktionsspørgsmålet onsdag, og i dag torsdag fastsættes sanktionen. Som de andre morgener mødes jeg med min klient i nærheden, og sammen går vi hen til landsretten. På grund af pressebevågenheden tør hans familie ikke møde op.
Vi står i retssal 1.7, som er den store nævningesal. Det er umuligt at beskrive den oplevelse, det er at stå dér og vente. Pressen er til stede, og min klient står med en pakket taske. Politiet er mødt op og står klar til anholdelse. Så kommer retsformanden og alle dommerne ind for at læse dommen op. Min klient bliver ikke taget i forvaring. Han kan tage hjem igen. Landsretten skærper straffen fra ti måneder til et års ubetinget fængsel, men han har siddet varetægtsfængslet i et år og seks måneder. Det særligt interessante i denne sag er, hvad der skete, da han opholdt sig otte måneder i Herstedvester Fængsel. Inden opholdet dér, sagde alle, at der intet var at gøre, men her kom han i behandling med det resultat, at udtalelsen efter otte måneder var, at der er noget at arbejde med. Og så er spørgsmålet jo – hvilken betydning har en sådan udtalelse og erfaring? Kan man overveje forvaring uden at have afprøvet mulig behandling? Det er et uhyre vanskeligt sanktionsretligt område og særligt for seksualforbrydelser et område, som kalder på en reform af de sanktionsmuligheder, domstolene har til rådighed.
Jeg følger min klient til metroen og tager til mit kontor og får ryddet op i, hvad der har måttet ligge og vente. Trætheden efter en uges intenst fokus og spænding indfinder sig. Spiller en times tennis efter aftensmaden med min gode ven. Det er rart ikke at tænke på andet end tennis.
Jeg er selv far til to piger. Men loven kan ikke få gåsehud, så vi skal finde en måde, hvor vi kan anerkende vores frygt, men ikke være styret af den.
LANGE SAGSBEHANDLINGSTIDER I RETSSYSTEMET er kendetegnende for den retssag, jeg møder op til om fredagen. Det er en seks år gammel sag, som er blevet aflyst to gange på dagen på grund af sygdom. En far til en dengang 15-årig dreng er tiltalt efter paragraf 119 for trusler mod politiet. Politiet mødte op alene en tidlig morgen for at anbringe hans søn efter en afgørelse fra Ungdomskriminalitetsnævnet. Det er en principiel sag, fordi hjemlen til, at politiet overhovedet kan varetage sådan en opgave uden kommunens tilstedeværelse, er tvivlsom. Der er helt særlige hensyn at tage, når det drejer sig om unge mennesker. Samspillet mellem sociallovgivningen, straffeprocessen og Ungdomskriminalitetsnævnet har ikke gjort de retlige rammer for politiets indsatser lettere at gennemskue. Politi og anklagemyndighed er helt afvisende over for vores synspunkt eller for de hensyn, som efter loven skal tages til unge mennesker i situationen. Spørgsmålene tager vi op i retten, som frifandt faderen.
Bagefter står den på sommerfrokost her på kontoret med et par gæster udefra også. Vi bruger blandt andet lejligheden til at sige på gensyn til vores juridiske assistent Agnes Sofie Højberg, som skal på barsel. Der er generelt temmelig meget at lave på vores kontor, men samarbejdet og samværet er en gave.
I huller hist og her har Agnes og jeg i månedsvis arbejdet på en artikel om, hvordan sigtede og tiltalte oplever det at gennemgå en straffesag – ikke afgørelsen, men processen. Vi nærmer os et første udkast. Agnes er, foruden jurastuderende, bachelor i antropologi, og jeg har en lang empirisk forskningsbaggrund i straffeproces, så vi sætter pris på det tværfaglige. Vi har interviewet ti tidligere sigtede og forsøger at konkretisere, hvad der egentlig betyder noget for dem under sagens forløb.
Det viser sig, at den største belastning ofte er uvisheden om straffen. De går i stå i alle dele af deres liv, og i sig selv er sagen en enorm mental belastning. Illustrativt forklarer en person, at hun godt kan glemme den verserende straffesag for en kort stund, når hun er på arbejde eller sammen med sine veninder. Men fordi det hele tiden rumsterer i baghovedet, skal der ikke meget til, før hun bliver mættet og bare gerne vil hjem og være alene. I samfundet i dag behandler vi den mellemliggende proces som om, at den bare er en vej hen til afgørelsen. Men processen i sig selv er en straf, som vi kan blive bedre til at håndtere. Også som advokater.
LØRDAGE FORSØGER LOTTE OG JEG AT HOLDE FRI. Det er lidt lettere for mig at styre, men det går som regel. Det indbefatter typisk et noget langsommere morgenforløb og denne weekend en tur i vandet – jeg på SUP (Stand Up Paddle), mens Lotte svømmer. Vi smider boardet på taget af bilen. Hun sætter mig af i Hellerup og fortsætter mod nord, hvor vi mødes, når jeg får padlet dertil. Denne lørdag står på studenterfest, så det bliver til en kort tur og så afsted. Vores datter holder festen med en veninde, og de har sådan set gjort det meste, men heldigvis kan vi få lov til at hjælpe til. Det bliver til en lang dag og nat, som slutter på de tidligere timer. Søndag står den på oprydning og en times tennis.
Rasmus Wandall (L)
Advokat og indehaver af Wandall Law Firm, hvor han beskæftiger sig med dansk og international strafferet samt persondata. Han arbejder også med konfliktløsning som retsmægler og certificeret mediator (CEDR). Han er formand for organisationen Levende Menneskerettigheder.
Han er tidligere videnchef for Rigsadvokaten og Generel Counsel for IAP, den globale sammenslutning af anklagemyndigheder og anklagere (Haag). Han rådgiver i spørgsmål om strafferet, persondata og menneskerettigheder på tværs af EU og globalt både i regi af EU-Kommissionen og Europa-Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE).
Er desuden senior research fellow på Lunds Universitet og har tidligere arbejdet ved en række universiteter, blandt andet NYU Law School, UC Berkeley, University of Oxford og Københavns Universitet.
Rasmus Wandall er cand.jur. (2000) fra Københavns Universitet, hvorfra han også har en ph.d.-grad (2004). Han fik sin advokatbeskikkelse i 2020.
