Uge 9, 2026

Ugen begynder med, at en af mine nærmeste medarbejdere, Diana, skal til retssagsprøve. Jeg havde egentlig planlagt at tage med og overvære den – prøven er en vigtig milepæl i et advokatliv – men hun beder mig så mindeligt om at blive væk, for det ville gøre hende mere nervøs, hvis jeg er der. Så jeg bliver på kontoret og krydser fingre på afstand.

Fredagen inden har vi lavet en intern mock trial på kontoret. Jeg arbejder selv med M&A og fører derfor ikke retssager, men da retssagsarbejdet er en kerne i vores profession, vil jeg gerne støtte op om prøven og Diana. Der øves alt det praktiske: Hvor man står, hvordan man tiltaler dommeren, hvornår man rejser sig, og hvordan man stiller spørgsmål til vidner m.v. En af mine dygtige kolleger med møderet for Højesteret forestår prøvesagen iført kappe, og det giver en særlig stemning.

På selve dagen venter jeg på besked, næsten som når mine børn er til eksamen. Timerne går. Til sidst skriver jeg til hende. Hun har bestået – og endda fået ros for sin præstation. Jeg bliver oprigtigt glad på hendes vegne. Advokatprofessionens integritet, etik og faglighed betyder meget for mig. Og når vores fuldmægtige lykkes, så lykkes vi som profession.

Resten af mandagen forløber mere klassisk. Jeg har mange korte M&A-statusmøder, som er nødvendige, når man arbejder med flere parallelle transaktioner. Mandag morgen bruger vi altid i mit team på at få overblik over projekter, ressourcer og sikre fremdrift. Senere har jeg et fast bestyrelsesledermøde – faste mandagsaftaler er vigtige, især nu hvor vi har fem kontorer og skal koordinere på tværs.

Jeg går fra kontoret ved syvtiden. Jeg arbejder oftest, til jeg er landet et godt sted. Hverdagsaftenerne bruger jeg helst derhjemme, da jeg i bund og grund er et familiemenneske. Jeg prøver at holde arbejdet på kontoret, selvom jeg selvfølgelig stadig tjekker mails og er på LinkedIn i løbet af aftenen. Men det er oftest hverdagsaftenerne, hvor mine drenge har tid og lyst til en snak eller lige skal have hjælp med en ansøgning eller noget studierelevant.

Hjemme er der sjældent stille. Vores yngste søn på 20 bor stadig hjemme, og den ældste på 23 kigger ofte forbi. Min mand laver næsten altid maden – heldigvis, for det er han markant bedre til end mig. Jeg har én fast maddag om ugen, som pudsigt nok falder sammen med den dag, hvor vi kan få take-away fra firmaet.

Jeg har et par faste tv-programmer, jeg følger – navnlig politiske og internationale analyser, som giver et godt overblik – også til brug for mit arbejde. Vi kan tydeligt mærke, at amerikanske investeringer er faldet markant efter præsidentvalget sidste år. Til gengæld ser vi flere europæiske investorer, og 2026 er heldigvis startet stærkt sammenlignet med begyndelsen af 2025.

Tirsdag er min faste træningsdag. Jeg styrketræner to gange om ugen. Ikke fordi jeg elsker det, men fordi jeg gerne vil investere i min nuværende og fremtidige styrke og sundhed. Jeg har en privat træner, for jeg har brug for én, der tilrettelægger min træning, og at der står nogen og venter på mig. Så jeg står op klokken syv, spiser morgenmad, og drikker kaffe, inden jeg tager afsted til træning før arbejde.

I dag er også vores interne koordineringsdag. Jeg får fra morgenstunden en introduktion til vores nye AI-baserede sagsoprettelse og AML-system samt deltager i vores ugentlige M&A-partner-check-in. Her gennemgår vi transaktioner, ressourcer og pipeline samt potentielle targets på tværs af firmaet. Vi arbejder med flydende ressourcer – så det er ikke nødvendigvis den, der sidder tættest på, der hjælper, men den, der har kapaciteten og båndbredden.

Senere har jeg et Teams-møde med præsidenten for IBA og IBA's viceadministrerende direktør. Vi taler om åbningsceremonien og ambitionerne for konferencen i København til oktober. Alle vil gerne sikre deltagere fra både Kongehuset og Statsministeriet, men det er svært at få politiske tilsagn lige nu midt i en spirende valgkamp.

Jeg bliver mindet om, hvor stort et arrangement det faktisk er. IBA forventer 6.000–8.000 registrerede deltagere – men det tal dækker kun dem, der deltager i selve konferencen. Dertil kommer ægtefæller, support staff og partner teams. Reelt taler vi nærmere 20.000 mennesker, der kommer til byen under IBA, så København får travlt.

Vi taler også om værtsreceptionen på Københavns smukke rådhus, som kommunen har stillet til rådighed. Loftet er 800–900 gæster ad gangen, men erfaringerne fra tidligere værtsbyer peger på langt flere. Det betyder, at vi må tænke kreativt. Især fordi vi også satser på et stærkt New Nordic-food-set-up, som kan vise den danske madscene fra sin bedste side.

Tirsdag aften samles alle partnere i det nye HortenDahl for første gang efter fusionen. Vi er 75 i alt, og stemningen er utrolig positiv. Vi lancerer en ny og anderledes strategiproces med fuld medarbejderinddragelse. Det bliver taget godt imod. Vi taler om struktur og næste skridt. For mig er denne aften en konkret og glædelig manifestation af HortenDahl-fællesskabet: Nu er vi her – sammen.

Onsdag morgen lancerer nogle af vores senioradvokater i min afdeling et nyt fagligt forum på eget initiativ, Selskabsretligt Forum. Præcis den slags ejerskab, jeg elsker! Over frokost får vi også lavet kick-off på vores strategiproces for hele HortenDahl på et såkaldt "townhall". I stedet for at ledelsen lægger strategien, inviterer vi hele huset med ind i maskinrummet. På samme townhall offentliggør vi vores fusionstur. Hele firmaet – lidt over 400 mennesker – tager til Kroatien i slutningen af maj. Vi chartrer fly fra både Jylland og København. Det er ikke bare en firmatur, men en investering i sammenhængskraften. Når man fusionerer, skal fællesskabet plejes ekstra aktivt.

Dagen slutter med forberedelser til afrejse. For i morgen rejser jeg nemlig til Marrakesh i forbindelse med IBA’s Management Board-møde – denne gang kombineret med familietid. Det er dejligt en gang i mellem at kunne kombinere det professionelle og det personlige.

IBA-arbejdet er virkelig blevet en hjertesag for mig. Det begyndte som noget forretningsdrevet, men blev hurtigt mere end det. Efter min første årlige IBA-konference i Dubai i 2011 fandt jeg ud af, at IBA i særdeleshed giver værdi, hvis man engagerer sig som officer. Jeg gik derfor målrettet efter at blive officer i Women Lawyer’s Committee – blandt andet ved at invitere de daværende officers til afternoon tea med pink champagne på den næste årlige konference i Dublin i 2012. Det virkede.

Kvinder i advokatbranchen har altid ligget mig meget på sinde. Internationalt er der sket en markant udvikling. IBA ledes i dag af kvinder på en række centrale poster, og i dag er vi flere kvinder end mænd i IBA-bestyrelsen. Det står i kontrast til Danmark, hvor vi bilder os ind, at ligestillingen blev fikset i 70’erne. Det blev den ikke. Vi uddanner mange dygtige kvindelige jurister, men der er strukturelle og personlige ting, der spænder ben. Det handler ikke om manglende ambitioner men om fordomme (på begges side), kultur og forskellige spilleplader. Mange mænd på min alder i branchen har haft en fuldtids-hjemmegående partner – og det giver nu engang en anden referenceramme.

Derfor har jeg altid følt en forpligtelse til at hjælpe næste generation. Jeg bruger meget tid på mentorarbejde og på at arbejde med fordomme og synliggørelse. Ikke fordi kvinder skal hjælpes, men fordi kvinder har masser at bidrage med – og ofte blot mangler det sidste skub.

Vi har flere transaktioner og strategiske spor i gang samtidig, og jeg bruger formiddagen på opfølgning og korte samtaler. Noget af det, jeg holder mest af ved mit arbejde, er netop spændvidden: fra meget konkrete transaktionsspørgsmål til mere langsigtede firmaovervejelser om kultur, retning og fokusområder.

Jeg har også et klassisk opstartsmøde om en transaktion for en tilbagevendende M&A-klient. Detaljerne er fortrolige, men arbejdet handler i høj grad om at designe en proces, der maksimerer salgsmulighederne. Det er netop det strategiske element i M&A, jeg finder allermest interessant.

Torsdag formiddag rejser jeg til Marrakesh sammen med min familie. Rejsen er for egen regning, men giver mulighed for at kombinere familietid med mit arbejde i IBA. Flytiden bruger jeg på at sætte mig ind i det omfattende bestyrelsesmateriale. 280 sider! I Frankfurt støder jeg på IBA-kolleger fra både Indien, Kina og Tyskland. Vi følges fra Frankfurt til hotellet i Marrakesh. Den internationale bredde er hele pointen med IBA’s Management Board-møder: Vi mødes og lærer hinanden at kende på tværs af kulturer. Bestyrelsen favner hele verden – fra Nigeria og Singapore til Mexico, Canada og UK. Den afgående præsident er chilener, den nuværende italiener. Det giver værdifuldt perspektiv.

Vel fremme i Marrakesh tager vi direkte i Medinaen med en lokal guide. Byen er turistet, men stadig fascinerende – ikke mindst under ramadanen. Om aftenen messes bønnen ud over pladserne med masser af bedende, fordi moskéerne er fyldte. Samtalerne med guiden giver nuancer om traditioner, faste og undtagelser. Det bekræfter min overbevisning om, at det er vigtigt at møde andre kulturer med nysgerrighed frem for antagelser.

Om aftenen spiser vi middag i Medinaen med nogle af mine tætteste bestyrelseskolleger. Første gang, jeg smager lokal tagine. Det smager himmelsk – også med marokkansk vin til.

Fredag efter morgenmaden tager min mand og drengene til ræs i ørkenen. I løbet af fredagen afholder vi forskellige IBA-møder såvel formelle som uformelle. IBA er også politik i den bedste forstand: alliancer, argumenter og prioriteringer, som ofte afklares over kaffe, frokost eller en cocktail eller private samtaler mellem møderne.

Jeg har et par timer fri om eftermiddagen og forsøger mig med poolen, men såvel vejret som vandet er så koldt, at selv min norske bestyrelseskollega og jeg må fortrække op for at blive varmere klædt på.

Om aftenen er der officiel IBA-bestyrelsesmiddag. Det er altid vældig hyggeligt – for det er kun den ene gang om året, at vi ses uden konkurrerende events.

Lørdagen er store "bestyrelsesmødedag", hvor IBA's forskellige divisioner er repræsenteret. Jeg er repræsentant for the Legal Practice Division, hvor alle praksis-områderne hører til – alt fra Agriculture Law til Water Law Committee. Næsten 60 committees.  

I IBA arbejder vi helt grundlæggende for at understøtte retssikkerheden i verden – the Rule of Law, men også for at understøtte advokater i deres profession. Det er sager, jeg virkelig tror på vigtigheden af, og jeg er derfor indstillet på at fortsætte mit engagement. Mine IBA-kolleger har indstillet mig til at blive den næste Deputy Treasurer for IBA. Det kræver udover nominering også personal statement og interview med the nominations committee – på mid year-mødet for officers i Prag i maj.

Når jeg sidder ved bestyrelsesbordet med internationale profiler fra hele verden, bliver jeg mindet om, hvorfor jeg engagerer mig. IBA er ikke stedet, hvor man jagter pekuniære fordele. Det er stedet, hvor man tager ansvar for advokatprofessionen globalt, og det ansvar tager jeg alvorligt.

Vi arbejder blandt andet med at modernisere IBA’s forfatning, som har historiske rødder fra, da FN blev stiftet, men også skal afspejle nutidens virkelighed. Derudover fylder særligt organisationens samfundsmæssige mandat: at være the global voice of the legal profession. IBA's Human Rights Institute laver et enormt vigtigt arbejde – fra evakuering af forfulgte advokater og dommere samt uddannelse af fagfolk til retsstats kapacitetsopbygning i tidligere kolonier eller diktaturer samt indsamling af dokumentation i krigszoner. Vi drøfter indsatsen i blandt andet Afghanistan og Ukraine samt IBA’s kontor i Haag, som træner dommere og advokater til internationale straffesager, og andre igangværende indsatser i konfliktområder.

Om aftenen springer jeg den anden formelle IBA-middag over og spiser ude i byen med familien. Vi får i stedet en middag med ild- og sabelslugning, høj muzak og store armbevægelser. Det er måske lidt kitsch, men samtidig en virkelig sjov aften.

Søndag tager jeg med familien en tur til Atlasbjergene, og det er helt fantastisk at opleve.  Min horisont bliver udvidet mere end én gang på denne tur.

Da vi kommer retur, spiser vi middag med de tilbageværende bestyrelsesmedlemmer. Jeg reflekterer over, hvorfor IBA er så speciel. Når man sidder ved bordet med profiler som Baroness Helena Kennedy, Secretary General Deborah Enix Ross, og Nobelpris-kommissionsformand Berit Reiss, mærker man både tyngden i organisationen og den ydmyghed, der følger med.

Jeg kan somme tider føle mig som ’bare’ en corporate advokat – men så minder jeg mig selv om, at mit bidrag er at skaffe opmærksomhed, opbakning og midler til IBA. Diversiteten i roller og baggrunde er præcis det, der gør IBA stærk. Og det, der gør arbejdet meningsfuldt.