Forholdet mellem religion og retsstat er højspændt, efter at regeringen har bebudet lovindgreb mod religiøse symboler. Vi har set på den historiske forbindelse mellem religion og retsstat.
Af Thorsten Asbjørn Lauritsen og Peter Borberg, journalister
Et diskret, men alligevel iøjnefaldende kors hænger om dommerens hals. Eller gjorde.
Med regeringens bebudede lovindgreb mod religiøse symboler i det offentlige rum, må det formodes, at også korset står for skud. Også selv om nogle vil hævde, at det blot er en pyntegenstand eller et kulturelt symbol. Korset har nemlig nøjagtig samme status som det muslimske tørklæde: et religiøst manifest, der kan rejse tvivl om dommerens neutralitet.
Regeringens udspil har fået dele af det danske dommerkorps til at råbe vagt i gevær. Med landsdommer Stig Glent-Madsens slet skjulte humoristiske kronikindlæg i Politiken den 22. maj 2008 som eksempel:
“Af og til bruger jeg sandaler på arbejde. Kan de monstro forbindes med Jesus-sandaler? På grund af en gammel skade i hælen er jeg nødt til at skåne foden mest muligt, og jeg har fundet nogle diskrete sandaler, der næsten ligner sko – og ser nydelige ud, synes flere af mine kvindelige kolleger.
Alligevel bekymrer det mig, om jeg kunne tages for at agitere for Jesus. Måske kan jeg i fremtiden søge dispensation, eller er det nok på tro og love at erklære, at det ikke er Jesus-sandaler, men blot de almindelige fra Ecco?”
Stig Glent-Madsen frabeder sig politisk detailregulering af religionen i retslokalet, og det med god grund, mener Sten Schaumburg-Müller lektor, ph.d. i retsfilosofi på Aarhus Universitet:
- Rejser vi tilbage i Europas og Danmarks historie tegner der sig et billede af en retsstat, der voksede ud af religionen og efterlod liberale rammer til behandlingen af åndelige spørgsmål, siger han.
Kirken som fødselshjælper
Retsstaten har rødder tilbage i 1500-tallet, hvor den tyske kirkereformator Martin Luther gjorde op med den korrumperede pavekirke, der sad på al åndelig og verdslig magt. Luthers tanker vandt gehør i Nordeuropa. Her forlod man pavekirken til fordel for protestantismen, og man tog Luthers idé om en opdeling i et verdsligt og åndeligt regimente til sig. Det åndelige vedrørte forholdet mellem mennesket og Gud. Det verdslige handlede om samfundets indretning og verdslige love – altså kongen og fyrsternes domæne.
- Her sker to afgørende ting. For det første bliver den guddommelige instans i form af kanonisk ret lukket ud af retslokalet. For det andet bliver troen til et personligt anliggende mellem den enkelte og Gud, hvilket på sigt medfører, at staten ikke længere skal blande sig i religionen, siger Sten Schaumburg-Müller.
Imidlertid forblev der samtidig et uløseligt bånd mellem staten og religionen. Det fremhæver Martin Schwarz Lausten, professor i kirkehistorie, Københavns Universitet:
- Mange glemmer, at i den lutherske skelnen mellem det åndelige og verdslige, står Gud rent faktisk over begge regimenter. Så adskillelsen var ikke total, fremfører Martin Schwarz Lausten.
Samtidig hæfter teologiprofessoren sig ved det faktum, at den danske konge, Christian III, som stod for reformationens gennemførelse i Danmark i 1536, var så stærkt religiøst optaget, at landet fik en kongestyret kirke. En udvikling, der kun blev styrket op gennem 1600-tallets kongelige enevælde. I 1683 fastslås det således i Danske Lov, at kongen behersker kirken. I realiteten er der i Danmark tale om en luthersk statskirke frem til 1849, mener Martin Schwarz Lausten.
Frihedens vej
Religionsfrihedens afgørende gennembrud indtraf i slutningen af 1700-tallet, der stod i oplysningstænkningens navn. Sekulariseringen slog for alvor igennem, og religionsfrihedsprincippet blev en del af forfatningsgrundlaget i både USA og Frankrig. I dansk sammenhæng kom religionsfriheden på lovmæssig formel med grundloven i 1849. Indtil da havde kun katolikker, jøder og de reformerte haft begrænset religionsfrihed i det protestantiske Danmark.
Men den danske konstruktion efterlader en række problemer i forholdet mellem religion og retsstat. For det første får vi ikke en klar adskillelse af stat og kirke, da det i grundlovens § 4 hedder: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." For det andet bliver det ikke klart, hvem der skal styre den danske folkekirke. I den særlige “løfteparagraf” erklæredes det, at “Folkekirkens forfatning ordnes ved lov,” men den dag i dag findes der ikke nogen lov, primært fordi de forskellige folkekirkelige grupperinger aldrig har kunnet blive enige om en kirkelig forfatning.
- Konsekvensen var, at staten udnævnte en minister – på daværende tidspunkt kultusminister – som administrator af folkekirken. Så selv om vi har en folkekirke adskilt fra staten, sker den folkekirkelige lovgivning i et a-religiøst folketing, siger Martin Schwarz Lausten.
Men her stopper hans kritik af den danske konstruktion ikke:
- Det hedder sig, at staten ikke skal blande sig i folkekirkens indre anliggender, men det er en uskreven regel, som ikke står i nogen lovgivning. Det efterlader et rodet billede af forholdet mellem kirken og retsstaten, pointerer kirkehistorikeren.
Uundgåelige konflikter
At religion og retsstat er uløseligt forbundne, vil ifølge Sten Schaumburg-Müller og Martin Schwarz Lausten altid være et spændingsfelt og et potentiale for konflikt. Simpelthen fordi den religiøse virkelighed kan have interesser, der strider mod samfundets og retsstatens.
Heller ikke den radikale folketingspolitiker Niels Helveg Petersen mener, det kan være anderledes. Men set i lyset af den verserende debat om tørklæder i det offentlige rum, maner han til eftertanke.
- Vi er netop nu vidne til en hysterisk stramning. I grundloven er religionsfriheden formuleret sådan, at alle trosretninger bestemmer over sig selv, så længe det ikke strider mod lov og sædelighed. Derfor må vi som samfund acceptere religiøse symboler i det offentlige rum, hvad enten de er muslimske eller kristne, siger Niels Helveg Petersen.
Dermed er han på linje med retsfilosoffen Schaumburg-Müllers standpunkt: at staten i videst muligt omfang bør skabe liberale rammer for religionen fremfor en snæver detailregulering. Til gengæld mener han ikke, at man kan undgå, at den lovgivende magt til tider vil gribe ind i den dømmende magt.
- Domstolenes forhold må i et eller andet omfang ordnes ved lov, og også forholdet mellem de tre statsmagter er til tider mudret. Spørgsmålet er, hvor meget politikerne skal bestemme, siger Schaumburg-Müller.
Mangler lov
Ét er en retsstatslig liberal tilgang til religionen. Noget andet er den særegne danske konstruktion og den art af konflikter, den har affødt op gennem historien. Tag sagen med den giftelystne murersvend August Ludvig Jensen fra begyndelsen af 1900-tallet, beskrevet af landsdommer Peter Garde i bogen “Mindeværdige retssager”: pastor Ifversen nægtede at vie den fraskilte murersvend, der rejste en klagesag hos kultusministeren. Et sammenstød mellem ægteskabslovgivningen og den religiøse norm.
Tilsvarende det nutidige eksempel, hvor visse mandlige præster nægter at give håndtryk til kvindelige kolleger med henvisning til religiøse bestemmelser.
- Et internt religiøst anliggende, men i og med, at folkekirken er støttet af staten, kan der opstå et folkeligt og politisk ønske om kirkelige normer, der er enslydende med samfundets, i det her tilfælde ideen om kønsligestilling, fremfører Sten Schaumburg-Müller.
Og ser man historisk på kvindernes vej til embedet, var det også en politisk vedtagelse, der banede vejen. I 1947 besluttede Folketinget, at kvinder også kunne blive præster, og det på trods af protester fra op mod halvdelen af den danske præstestand.
Staten på teologisk grund
At det samtidig har vist sig umuligt for staten ikke at blive infiltreret i interne teologiske anliggender, er for teologiprofessor Martin Schwarz Lausten, blot et bevis på, at der er brug for større klarhed i forholdet mellem kirken og staten.
Han henleder opmærksomheden på den kontroversielle sognepræst, N. P. Arboe Rasmussen, der i begyndelsen af 1900-tallet fornægtede jomfrufødslen. Biskopperne anlagde sag for at få afgjort hans ret til at være præst. Højesteret gav ham ret, men nægtede at udtale sig om det teologiske stridsspørgsmål. Da han få år senere blev udpeget til præst i Vålse på Falster, nægtede biskoppen at anerkende ham, og en ny voldsom konflikt mellem kirke og stat var under opsejling. Man løste konflikten ved, at kirkeministeren i 1917 flyttede det biskoppelige tilsyn med præsten til ministeriet selv.
Og i nyere tid har sognepræst Bent Feldbæk været stillet for den såkaldte præsteret, hvor to teologiske eksperter sidder med blandt dommerne. Præsten stod anklaget for at ændre på dåbsritualet, og landsretten stadfæstede i 1999 hans afskedigelse. Den mest omtalte kirkesag i nyere tid, Grosbøll-sagen, endte akkurat inden præsteretten. Det lykkedes kirken at lukke sagen ved at overdrage Thorkild Grosbøll til andet bispetilsyn, hvor han sagde trosbekendelsen højt.
Når professor Martin Schwarz Lausten tager de profetiske briller på, så forudser han, at vi på sigt får adskilt stat og kirke.
- Mange vil sige, at det er mere klart og ærligt, hvis de ikke er forbundne, siger han.
Afgørende øjeblikke i forholdet religion – retsstat
1536-1537: Reformationen gennemføres i Danmark. Den lutherske samfundsopdeling i et åndeligt og verdsligt regimente bliver fremherskende, men Christian III fastholder, at kongen er øverste myndighed.
1600-tallet: Kongelig enevælde, hvor man fastholder kongen som kirkens øverste myndighed.
1683: Danske Lov. Her fastslås det, at kongen behersker kirken, og vi har en luthersk statskirke frem til 1849.
1849: Grundloven. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.
Religionsfrihed. Løfteparagraf: Folkekirkens forhold ordnes ved lov, men den har vi aldrig fået. Derfor administreres folkekirken fortsat af en minister, udnævnt af Folketinget.
Væsentlige konflikter i nyere tid
Begyndelsen af 1900-tallet: Den giftelystne murersvend. Klager til kultusministeren over, at præsten nægter ham endnu en vielse. Ægteskabslovgivning vs. religiøs norm.
N.P. Arboe Rasmussen-sagen. Præst for Højesteret, da han nægter troen på jomfrufødsel.
1947: Folketinget siger god for kvindelige præster på trods af massiv kirkelig modstand.
Bent Feldbæk- sagen: Sognepræst Bent Feldbæk for præsteretten anklaget for at ændre dåbsritualet. I 1999 stadfæster landsretten hans afskedigelse.
Vielse af homoseksuelle: Biskopper vil ikke lave ritual for registreret partnerskab, men den enkelte præst kan lave en gudstjenstlig markering – balancering af samfundets indstilling og kirkelige bestemmelser.
Grosbøll-sagen: Sognepræst Thorkild Grosbøll afviser i 2003 troen på en skabende og opretholdende Gud. En læresag var undervejs, men under nyt gejstligt tilsyn bekræftede han i 2005 trosbekendelsen, og læresagen blev afblæst.
Håndtrykssagen i 2007: Viborg Stift afskaffede som det sidste stift den dispensation, der gjorde det muligt for mandlige præster ikke at give hånd ved ordinationen af kvindelige præster. I medierne udstillede sagen en konflikt mellem samfundets syn på ligestilling og kirkens norm.
Dommere og tørklæder i 2008: Regeringen kommer med lovindgreb mod religiøse symboler i retslokalet.