Spring hovednavigationen over
Tilbage

Indstil din kandidat til Advokatrådets Journalistpris 2026

Jagten på årets bedste journalistik om retssikkerhed og retspolitik er i gang. Du kan frem til 20. september indstille kandidater til Advokatrådets Journalistpris. Prisen er på 25.000 kroner.

Hvem skal have Advokatrådets Journalistpris i år? Det er nu muligt at indstille journalister, som gennem deres arbejde har belyst retssikkerhedsmæssige eller retspolitiske problemstillinger. Med prisen ønsker Advokatrådet at anerkende journalistik, der stiller skarpt på retssikkerhed eller andre forhold, som har betydning for retssamfundet, og bidrager til den retspolitiske debat.

Om det er en artikel, podcast, tv-dokumentar eller noget fjerde, er underordnet, da forskellige journalistiske produktioner på tværs af medier og formater kan komme i betragtning til prisen. Det afgørende er, at det journalistiske arbejde lever op til kriterierne for prisen.

”Journalister afdækker hver eneste dag retssikkerhedsmæssige problemer og udfordrer magthaverne. Den indsats er afgørende for et velfungerende retssamfund. Uanset om der er tale om en enkelt afsløring, en større undersøgelse eller en vedvarende dækning af et område, ønsker vi med Advokatrådets Journalistpris at anerkende journalistik, der oplyser offentligheden og dermed skaber et bedre grundlag for den offentlige debat om retspolitiske eller juridiske spørgsmål,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.

Det er tiende gang, Advokatrådet uddeler prisen, som er på 25.000 kroner og støttes af Dreyers Fond. Prisen kan både gå til en journalist eller til en gruppe af journalister, som har samarbejdet om et journalistisk produkt.

I vurderingen af de indstillede kandidater lægger Advokatrådets priskomité blandt andet vægt på samfundsmæssig relevans, formidlingsevne og bidrag til den offentlige debat om retssikkerhed og retspolitik.

Fristen for at indstille kandidater til Advokatrådets Journalistpris er 20. september 2026. Alle kan indstille en kandidat til prisen. Har du et bud på vinderen i år, så skynd dig at sende en indstilling med begrundelse samt henvisning til det journalistiske arbejde, til journalistpris@advokatsamfundet.dk.

Advokatrådet uddeler prisen til Retssikkerhedskonferencen 2026, som Advokatsamfundet afholder sammen med Danske Advokater d. 29. oktober.

Læs mere om Advokatrådets Journalistpris her.

Tidligere modtagere af Advokatrådets Journalistpris

Jens Anton Bjørnager, journalist Berlingske, Simon Andersen, journalist Berlingske, og Louise Dalsgaard, journalist DR (2025)

Michael Klint, journalist og tilrettelægger, DR (2024)

Vibe Hyltoft, journalist, Berlingske (2023)

Ole Hall, journalist, DR (2022)

Lone Andersen, journalist, Finans (2019)

Frank Hvilsom, journalist, Politiken (2017)

Niels Northroup, journalist, Ritzau (2015)

Bo Maltesen, journalist, Politiken (2013)

Astrid Fischer, journalist, DR Orientering (2011)