Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatsamfundet inviterer til retssikkerhedskonference

Den 9. november afholder Advokatsamfundet Retssikkerhedskonference 2023. Her præsenteres Retssikkerhedsanalysen 2023, og der vil være oplæg om åbenhed i retsplejen, overvågning og ventetider. Blandt talerne er justitsminister Peter Hummelgaard (S), formand for Retsudvalget Steffen Larsen (LA), rigsadvokat Jan Reckendorff samt flere udvalgsformænd og medlemmer af Advokatrådets grundsrettighedsudvalg.

For advokater og fuldmægtige skal der sættes et stort kryds i kalenderen den 9. november. Her afholder Advokatsamfundet retssikkerhedskonferencen 2023 på Langelinie Pavillonen i København.
Konferencen afholdes med støtte fra Dreyers Fond og afløser Advokaternes Fagfest, som blev afholdt i 2022.

På dagen præsenterer Advokatrådets grundrettighedsudvalg resultater fra en større analyse af retssikkerheden, ”Retssikkerhedsanalysen 2023”, som Advokatsamfundet har fået gennemført blandt borgere, virksomheder og advokater. Blandt andet med disse gruppers syn på, hvordan det går med retssikkerheden og hvordan ventetider ved domstolene, overvågning i samfundet og åbenhed i retsplejen spiller ind

Programmet for dagen kan ses her

Blandt talerne er:

  • Justitsminister Peter Hummelgaard
  • Formand for Retsudvalget Steffen Larsen (LA)
  • Rigsadvokat Jan Reckendorff
  • Ole Spiermann – formand for Advokatrådets grundrettighedsudvalg
  • Karoline Normann – forperson for Advokatrådets strafferetsudvalg
  • Jonas Christoffersen – medlem af Advokatrådets grundrettighedsudvalg

På dagen vil der også være politisk debat med

  • Rosa Lund, retsordfører for Enhedslisten
  • Karina Lorentzen, retsordfører for SF
  • Peter Skaarup, retsordfører for Danmarksdemokraterne
  • Steffen Larsen, retsordfører for LA

Dagen rundes af med uddeling af Advokatrådets Journalistpris ved Advokatrådets formand, Martin Lavesen.

Tilmeldingen til konferencen er åben, og både advokater, fuldmægtige og andre med interesse i den retspolitiske debat kan melde sig til de 250 pladser på konferencen. Deltagelse er gratis, og for advokater vil konferencen kunne tælle som 4,5 lektioners obligatorisk efteruddannelse.

Tilmelding kan ske her