08.04.2025
Stærk opbakning til amerikanske advokater: CCBE fordømmer politiske angreb på retsstaten.
Den 3. april vedtog sammenslutning af Advokatsamfund i Europa (CCBE) enstemmigt en støtteerklæring til det Amerikanske A...
Deborah Enix-Ross præsident for ABA (American Bar Association)
"Som advokater skal vi blive bedre til at fortælle vores egne historier og minde borgerne om, hvad vi egentlig laver, og hvordan det er til fordel for dem og for samfundet. At være advokat er et højere kald, hvor vi tjener og repræsenterer retssamfundet. Det skal vi altid huske på."
Det siger Deborah Enix-Ross, præsident for ABA, American Bar Association, som netop har været på besøg i København i anledning af IBA’s (International Bar Association) Women in Leadership konference. Hun fandt også vejen forbi Advokatsamfundet til et møde samt interview.
Deborah Enix-Ross blev nylig valgt som formand for verdens største advokatforening, ABA. Foreningen er frivillig og arbejder både med uddannelse og retssikkerhedsmæssige spørgsmål. Mere end 300.000 advokater i USA er medlemmer.
Selv er Deborah Enix-Ross specialiseret i internationale tvister og voldgifter, og hun er seniorrådgiver i Debevoise & Plimpton, et globalt advokatfirma, som hun arbejder for fra hovedsædet i New York. Hun blev uddannet jurist fra universitetet i Miami i 1981 og har i mange år været aktiv i ABA og initiativtager til dannelsen af flere netværk for kvinder.
IBA-konferencen i København bragte kvindelige ledere i juraens verden og fra mange lande sammen. De drøftede diversitet og værktøjer til at få flere kvinder ind i toppen af advokatbranchen.
"Vi var der for at tale om løsninger på nogle af de problemer, vi står med som kvindelige ledere. Det gav en følelse af, at du ikke står alene. Det er noget af det vigtigste, jeg tager med mig derfra. Vi talte også en del om skræddersyede mentorordninger, som advokatfirmaer kan implementere. I USA har vi mange af den slags programmer. Især i de store firmaer og det vil der komme mere af. Det har virkelig en effekt."
I USA har der længe været et fokus på diversitet og inklusion af alle slags mennesker i advokatbranchen, mens det i Europa er relativt nyt at tale om diversitet.
"De fleste i branchen i USA er bevidste om det. Ikke kun fordi det er det rigtige at gøre men også fordi, at hvis du har diversitet i dine teams, så yder du simpelthen din klient en bedre service, og i sidste ende er det derfor, vi er her. Vi har nok haft diskussionen længere, end I har i Europa, men jeg tror, at engagementet er ligeså stort her, og det er det vigtige."
Men det er stadig et universelt problem, at kun få kvinder når til tops i advokatbranchen, og årsagerne drøftes løbende.
"Vi forsøger stadig at blive klogere på hvorfor. Og om der er systemiske grunde til, at det er så svært at fastholde kvinder i branchen. Over 50 procent af jurastuderende er kvinder, og alligevel sker der en hjerneflugt af dygtige kvinder fra branchen. Det skal vi finde løsninger på. Vi ved godt, at der er et pres på kvinder, når de både skal passe deres job som advokater og en familie ved siden af, men det er ikke den eneste årsag. Vi er nødt til at undersøge, hvor barriererne er," siger Deborah Enix-Ross.
Ovenpå nogle tumultariske valgperioder i USA, og en stigende polarisering - ikke kun i det amerikanske samfund men verden over, har ABA også sat en form for borgeruddannelse på dagsordenen.
"I ABA er vi meget optagede af de demokratiske hjørnesten, som skal beskytte og bevare vores demokrati og retssikkerheden. Vi kalder dem de tre C’er.
Civics er samfundsfag, hvor vi lærer borgerne, hvordan magtens tredeling og en regering skal fungere, og hvordan den ikke skal fungere. Vi skal have samfundsfag tilbage på skolerne og ikke kun i uddannelserne, men også blandt voksne borgere i vores fællesskaber.
Civility handler om, at vi bruger vores borgerskab og stemme på en civiliseret måde og med de demokratiske værktøjer. Det er ikke ment som 'at være sød og venlig og vag'. Du kan have al den passion, du vil for en sag, men du er nødt til at føre samtalen på en produktiv måde. Vi har set en mangel på civil diskurs, og det har skabt kaos i nogle sammenhænge.
Collaboration betyder, at selvom vi som advokater skal gå forrest, når det gælder retssikkerheden, så skal vi også samarbejde mere med andre professioner som lærere, journalister og erhvervsledere for at beskytte og bevare demokratiet. Alle mand skal på dæk så at sige. Jeg tror ikke, at det kun er et amerikansk problem. Vi kan se eksempler på uciviliseret opførsel mange steder i verden, og hvad det kan føre med sig."
Derudover har ABA fokus på at fortælle advokaters egne historier. På forsiden af ABAs magasin ABA JOURNAL kan man i det seneste nummer se den fiktive advokat med tvivlsom moral, Saul Goodman fra den populære tv-serie 'Better Call Saul'. Sammen med artiklen følger denne tekst:
‘Legal Sleaze’: “Pop Culture is full of unethical and incompetent lawyers. Is it art imitating life – or vice versa?
Deborah Enix-Ross mener absolut ikke, at karakteren er repræsentativ for de advokater, hun kender, som står op hver dag og går ud og hjælper deres klienter og yder service til samfundet. Men hun forstår godt, at vi har brug for de her fiktive karakterer, som er ’larger than life'.
"Det er sjovt og underholdende for os, der kan lide at se tv-serier og film. Vi kan alle sammen citere fiktive advokater fra vores yndlingsfilm, men det har intet at gøre med det, virkelige advokater laver hver eneste dag. Det er hverken ligeså sexet, sjovt eller dramatisk, som det der bliver portrætteret i fiktionen. Men det er mindst ligeså vigtigt, og nok mere vigtigt, vil jeg mene."
Men kan fiktionen påvirke den offentlige mening om advokater og skade deres omdømme?
"Jeg er sikker på, at mange mennesker danner deres mening om advokater baseret på tv-serier, bøger og film, og det er vi nødt til at leve med. Og vi lever med det på godt og ondt. For hvert show der har en uetisk advokat, er der jo også det modsatte. For eksempel har Broadway nu en opsætning af 'Dræb ikke en sangfugl' med karakteren Atticus Finch, en etisk advokat – og så klager vi jo ikke. Derfor kan vi heller ikke klage over Better Call Saul eller Suits, eller hvad det nu er. I USA er Law and Order en meget populær serie. Den, synes jeg, repræsenterer et retvisende billede af de kampe, man har som strafferetsadvokat. Det er kun godt, når serier kan vise de udfordringer, der er ved at være advokat, og det hjælper publikum til at forstå advokatrollen. Vi ser jo også, at når en serie er populær, så stiger antallet af jurastuderende."
For at de fiktive advokater ikke skal fylde det hele i befolkningens bevidsthed, har Deborah Enix-Ross en opfordring til advokater.
"Jeg synes, at vi som advokater og advokatsamfund skal være bedre til selv at fortælle vores egne historier. Det er fint med alle de fiktive portrætter, men vi er altså også nødt til at minde befolkningen om, hvad advokater laver dag ind og dag ud, og hvordan det er til nytte for både borgere og samfund. Det kan vi godt være bedre til også i USA. Det kan godt være, at medierne har fokus på de negative historier, men vi kan godt danne partnerskaber om at beskytte de demokratiske hjørnesten, og derfor er samarbejdet så vigtigt."
I Europa er der en voksende diskussion om de såkaldte SLAPP-sager (Strategic Lawsuits Against Public Participation) og konflikten ved, at en advokat repræsenterer en klient, som vil sagsøge en journalist for at skrive dårligt om vedkommende versus offentlighedens interesse og de demokratiske spilleregler.
Er det også et tema i USA?
"Ja. Men i et demokratisk samfund er der brug for repræsentation på begge sider. Du er nødt til at have muligheden for at anlægge sag og søge erstatning, hvis du føler, at du er blevet uretfærdigt behandlet. Det, vi ikke vil have, er, at personer griber til våben, trusler eller andre ubehagelige metoder for at løse konflikter. Men med muligheden for at sagsøge og blive lovmæssigt repræsenteret af en advokat kan vi sikre en balance i regnskabet. Og i USA har vi faktisk en pligt som advokater til ikke at påbegynde useriøse sager, og der er konsekvenser, hvis en advokat vælger at gøre det. Vi har et system, der sikrer, at sagsanlæg har en vis validitet," forklarer hun.
Samtidig minder Deborah Enix-Ross om, at advokater repræsenterer en klient - men ikke er sin klient, og at du kan ikke binde advokaten op på en klients opførsel.
"Alle har ret til en advokat – selv de værste forbrydere i samfundet. De skal netop have en advokat, fordi en fair rettergang er med til at danne tillid til retssystemet. Advokater har ret til ikke at blive identificeret med deres klienter, og det kan befolkningen ikke altid forstå. Igen er det der, vi træder ind som advokatsamfund og forsøger at uddanne befolkningen i, hvor vigtig en rolle, vi advokater har i den demokratiske proces."