Tanja Graabæk, familieretsadvokat:

Som advokat med speciale i forældreansvarssager har Tanja Graabæk valgt, at det kun er indenfor netop det emne, hun debatterer i det offentlige rum. Til gengæld ser hun det som en nødvendig ventil i sit arbejde. 

Der gik ikke lang tid efter, at Tanja Graabæk blev advokat med speciale i forældreansvarssager, før hun trådte ind i den offentlige debat og skrev sin første kronik. Det var en følelse af frustration, der satte hende i gang.

”Som specialist ser man mønstre og retssikkerhedsmæssige huller i systemet, som ingen andre ser. Når man har stået længe nok og oplevet det i sag efter sag, så bliver man på et tidspunkt så frustreret, at man risikerer at få mavesår og blive skinger i sagerne, hvis man ikke får afløb for det og får sat ord på hvad der går galt for systemet – og derfor er det afgørende for mig at have den ventil,” fortæller hun.

En hård start

En af de første kronikker, hun skrev, handlede om bekymringer for det dengang netop foreslåede nye skilsmissesystem. Hun forudsagde en forringelse af processerne, som ville skade skilsmissebørns bedste.  I en senere kronik påpegede hun de retssikkerhedsmæssige udfordringer knyttet til, at der i nogle konfliktfyldte sager sker misbrug af krisecentre for voldsramte kvinder som led i kampen om børnene til skade for de involverede børn og de reelt voldsramte. At der findes sager, hvor kvinder lader sig indskrive på krisecentre med uretmæssige påstande om, at fædrene til deres børn er voldelige og derfor ikke skal have samvær.

Et kontroversielt synspunkt, som skabte røre – også blandt advokatkollegaer, hvor flere får klienter fra krisecentrene. Da bølgerne gik højest, medvirkede hun i en TV 2-dokumentar om emnet, som gav anledning til yderligere debat.

”Jeg vidste godt, at jeg ville blive mødt af modstand. Kønsdebatten raser jo helt absurd på det familieretlige område. Men samtidig måtte nogen træde til og sætte fokus på den gruppe af børn, som det her går ud over. Reaktionerne var dog mere voldsomme, end jeg havde forventet. Det var ret grænseoverskridende pludselig at opleve sig hængt ud som fædrerettighedsforkæmper eller en, der ønsker, at børn skal udleveres til vold, når ingen af delene på nogen måde er repræsentativt. Det ramte mig. For mig handler det altid kun om at sikre børnene – også fra uberettigede krisecenterophold med hvad det indebærer for børnene. Jeg kan stadig fagligt stå ved mine udtalelser, men pointen gik desværre tabt i en efterfølgende helt unuanceret kønsdebat.  Ingen ser på, at jeg repræsenterer næsten lige mange mænd og kvinder i mine sager. Jeg er så træt af at tale om køn. Jeg vil meget hellere tale om forældreevner – som er uafhængigt af køn.”

Tanja Graabæk oplever ting, der ”retssikkerhedsmæssigt set er så langt ude, at nogen er nødt til at nødt til at gøre noget”, og det er i høj grad også hendes motivation for at være i den offentlige debat. 

”De her sager handler om at sikre børns trivsel og udvikling. Så hvis ikke jeg som specialist råber op, hvem skal så gøre det?” siger hun og tilføjer: 

”Jeg kan virkelig godt lide mit fag, men vi arbejder med mennesker i krise, og det er ofte tunge sager. Man skal passe lidt på sig selv i det, og for mig er det at skrive en kronik derfor en kæmpe ventil.”

Holder sig til det faglige

Tanja Graabæk har bevidst valgt, at når hun deltager i debatten, skal det kun handle om det, hun fagligt ved noget om. 

”Jeg udtaler mig som en fagperson, der gerne vil gøre opmærksom på et blåt mærke i systemet. Jeg er meget opmærksom på, at jeg skal holde mig til mit speciale og ikke kaste mig ind i et andet fagområde, selvom jeg da har holdninger til alt muligt andet. For eksempel er jeg mor til et diagnosebarn, så en del af mig har også lyst til at kaste sig ind i diagnosedebatten. Men så er vi ude i, at så gør jeg det som privatperson og ikke fagperson. Jeg går heller ikke ind og udtaler mig om for eksempel tvangsfjernelsessager, for dem beskæftiger jeg mig ikke med.”

Savner flere kolleger i debatten

Tanja Graabæk understreger, at det kræver sit at sige sin mening i det offentlige rum – særligt på det familieretlige område.

”Du er ekstra udsat, når du udtaler dig om noget så sårbart for mennesker som børn. Men for mig handler det om at sikre børns retssikkerhed. Jeg synes, at der for os advokater følger et ansvar og nogle forpligtelser med vores fag. Det er en skærpet omstændighed, når vores arbejde omhandler børn.” 

En del af debatindlæggene er skrevet sammen med kollegaen og medejer af det landsdækkende Advokatfirmaet Bolund & Graabæk, advokat Nanna Bolund, men hun mener, at de står alt for alene i den familieretlige debat. 

”Jeg savner, at flere advokater kommer på banen og bruger deres faglige stemme, hvis jeg skal være helt ærlig, men jeg erkender også, at det er sårbart at gøre. Der er mange interesser på spil. Så jeg kan godt forstå, at mange holder sig tilbage.” 

Hun oplever også, at der stadig er en del advokater, der mener, at advokater slet ikke skal deltage i debat – at det ligger uden for rammerne af, hvad en advokat bør gøre.

”Det er jeg helt grundlæggende uenig i. Vi er ikke kun et redskab i sagerne. Vi sidder inde med en unik faglig indsigt. Efter min opfattelse har vi derfor som fagpersoner en forpligtelse i forhold til at sikre borgernes retssikkerhed,” siger hun. 

Vis din virkelighed

Hvis Tanja Graabæk skal give et godt råd til advokater, der overvejer at gå ind i debatten, er et godt sted at starte at skrive et debatindlæg eller en kronik til et større medie. Det kan være startskuddet til henvendelser fra andre medier, hvor man bliver inviteret til at deltage i flere debatter eller interviews. Selv har hun medvirket i adskillige interviews både på TV, radio og i aviser. 

”Men du skal fagligt kunne forsvare det, du siger, og du skal turde stå ved din faglige virkelighed. Du skal også huske, at det er okay, at andre godt kan have andre perspektiver, men at du i modsætning til dem sidder i en stol, hvor du ser mønstre, som de ikke ser. Jeg hviler enormt meget i, at jeg er specialist. Det gjorde jeg ikke i starten, men det gør jeg nu.”

Mærkesagen

Som advokat har Tanja Graabæk også været ude med en del kritik af det nuværende system, hvor første instans i en skilsmissesag er Familieretshuset. En institution, hun selv har arbejdet for, før hun blev advokat, dengang det hed Statsforvaltningen og Statsamtet. 
Når man spørger, hvad hendes dagsorden og mærkesag er, og hvad hun gerne vil ændre, lyder svaret prompte:

”Det er simpelthen at lave et system, som fungerer så godt, at der slet ikke er behov for sådan en som mig. Det er mit drømmescenarie. Mine opgaver eksisterer jo groft sagt kun, fordi systemet er så fejlbehæftet, som det er, så der er behov for, at der er nogen, der går ind og sikrer borgernes retssikkerhed. Nanna Bolund og jeg driller derfor også lidt hinanden med, at vi er de eneste advokater, der aktivt arbejder for at gøre os selv arbejdsløse. Men det, tror jeg desværre aldrig, kommer til at ske.”