Gennem flere årtier har Christian Britten Lundblad som retspræsident, advokat, embedsmand, underviser og for tiden ombudsmand for Folketinget udvist et ekstraordinært engagement for retsstaten og været med til at styrke retssikkerheden og den juridiske professions rolle i samfundet. På den baggrund modtager han Advokatsamfundets Fonds hæderspris.
”Christian Britten Lundblad har sat et tydeligt aftryk på den offentlige debat om retsstaten, retssikkerhed og retspolitiske emner. Det har han gjort både som embedsmand, dommer og retspræsident – og nu også som ombudsmand. Han har arbejdet hele vejen rundt i det juridiske system og har bidraget til vigtige diskussioner, der rækker langt ud over den enkelte institution og har haft betydning for udviklingen af retssikkerheden i Danmark,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet og Advokatsamfundets Fond.
Christian Britten Lundblad tiltrådte som ny ombudsmand 1. maj 2025. Inden da var han præsident først for Retten i Aalborg og senest Retten på Frederiksberg. Tidligere har han blandt andet været adm. direktør i Ret & Råd og arbejdet som advokat. Christian Britten Lundblad har desuden en fortid som afdelingschef i Advokatsamfundet og som chef for det juridiske sekretariat i Erhvervsministeriet. Gennem en årrække har han også undervist i procesret, civilproces og mediation og har dermed også bidraget til uddannelsen af kommende generationer af jurister.
Advokatsamfundets Fond uddeler hædersprisen hvert andet år for at anerkende en særlig indsats, der lever op til fondens overordnede formål, herunder at varetage undervisnings- og oplysningsvirksomhed, som styrker retssikkerheden og retsvidenskaben.
”Jeg er meget beæret og taknemmelig for at modtage netop denne pris. Jeg har i rigtig mange år haft det store privilegium at arbejde for vores retssamfund, herunder i mange sammenhænge med Advokatsamfundet og dets medlemmer. Uafhængige advokater fordelt over hele landet med en bred vifte af specialer er afgørende for værnet om borgernes retssikkerhed – og vi har fortsat meget sammen at arbejde for,” siger Christian Britten Lundblad.
Han modtog hædersprisen ved et arrangement på Hotel Koldingfjord torsdag aften, hvor blandt andre advokater fra Advokatrådet og Advokatnævnet var med til at hylde ham. Med hædersprisen fulgte et originallitografi, som billedkunstneren Maria Torp står bag.