Spring hovednavigationen over
Tilbage

AMLA har regler på hvidvaskområdet i offentlig konsultation og høring

AMLA har sendt to nye regelsæt på hvidvaskområdet i offentlig konsultation. Advokater og andre berørte aktører har nu mulighed for at præge udformningen af de kommende regler gennem høringer og skriftlige bemærkninger.

Den europæiske tilsynsmyndighed på hvidvaskområdet, AMLA (Anti-Money Laundering Authority), har i øjeblikket to udkast til retsakter, som også er relevant for advokatbranchen, i offentlig konsultation. Udkastene vedrører henholdsvis formatet for indberetning af mistanker og videregivelse af transaktionsoplysninger samt vurderingen af den iboende og resterende risikoprofil for forpligtede enheder i den ikke-finansielle sektor.

Der er mulighed for at komme med input til begge udkast – både skriftligt gennem de offentlige konsultationer og mundtligt ved de offentlige høringer. Fristerne for at afgive skriftlige bemærkninger er henholdsvis den 20. september og 27. september 2026. De offentlige høringer afholdes den 9. og 10. september 2026.

AMLA’s offentlige konsultationer og høringer er tilgængelige for alle, og AMLA ønsker at inddrage dem, der bliver omfattet af reglerne, herunder advokater. Advokatsamfundet opfordrer derfor advokatbranchen til at deltage aktivt i de igangværende konsultationer og høringer, da reglerne får betydning for advokaters arbejde med sager omfattet af hvidvaskreglerne. Ved at afgive bemærkninger får advokater mulighed for at bidrage til, at AMLA tager højde for brancherelevante forhold i udformningen af reglerne.

Læs mere om og deltag i AMLA’s offentlige konsultationer og høringer her:

Public Consultations – AMLA

Public Hearings – AMLA