Spring hovednavigationen over
Tilbage

Advokatrådets Journalistpris går til journalister bag øjenåbnende dokumentar

Steen Schat-Vestbo og Morten Spiegelhauer vinder årets journalistpris for Operation X-dokumentaren Flået af Skat, som udfolder de menneskelige konsekvenser af uberettiget at blive mødt med skattekrav på millionbeløb.

Advokatrådets formand, Martin Lavesen, udpegede årets modtager af Advokatrådets Journalistpris, til Retssikkerhedskonferencen 29. oktober. Journalisterne Steen Schat-Vestbo (th.) og Morten Spiegelhauer vandt prisen.

I virkeligheden var de ofre for identitetstyveri, men i Skats øjne var de skatteskyldnere. I TV 2-dokumentaren Flået af Skat afdækker journalisterne Steen Schat-Vestbo og Morten Spiegelhauer, hvordan en række uskyldige borgere i årevis kæmpede med skattekrav for pengeoverførsler, de ikke selv havde foretaget. Kravene fik store personlige konsekvenser, alt imens der forelå oplysninger fra politiet om mistanke om omfattende identitetstyveri i forbindelse med en hvidvasksag. For den afdækning modtager de to journalister Advokatrådets Journalistpris 2026.

”Det er svært ikke at blive rystet over den behandling, borgerne har været udsat for. Steen Schat-Vestbo og Morten Spiegelhauer har dokumenteret, hvordan helt almindelige mennesker kan komme alvorligt i klemme i systemet. Der er tale om journalistik, der synliggør et alvorligt retssikkerhedsproblem, og som har fået skattemyndighederne til at se kritisk på deres egen praksis,” siger Martin Lavesen, formand for Advokatrådet.

Dokumentaren har haft et betydeligt politisk efterspil. Skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt (M) har offentligt kritiseret Skattestyrelsen og kaldt dens ageren ”dybt forkastelig” og ”ikke et retssamfund værdigt”, og en efterfølgende redegørelse har påvist alvorlige fejl i et sagskompleks, der omfatter 126 borgere.

Det er svært ikke at blive rystet over den behandling, borgerne har været udsat for.

Martin Lavesen

Formand for Advokatrådet

I alt 21 kandidater var indstillet til årets pris. Med Advokatrådets Journalistpris, som er støttet af Dreyers Fond, følger 25.000 kroner. Advokatrådet har ved udvælgelsen lagt vægt på, at dokumentaren har skabt offentlig debat om et alvorligt retssikkerhedsproblem, der har sat uskyldige borgere under et stort økonomisk og personligt pres. Det journalistiske arbejde er et konkret eksempel på, hvordan undersøgende journalistik kan bidrage til at styrke retssikkerheden.

Prismodtagerne håber, at dokumentaren kan være med til at forhindre, at andre havner i samme situation.

”Journalistik skal også turde undersøge myndighederne, når systemet ødelægger mennesker, der har svært ved selv at tage kampen op. Derfor er vi både stolte og ydmyge over at modtage Advokatrådets Journalistpris for Flået af Skat. Forhåbentlig kan vores arbejde være med til at sikre, at det, vi dokumenterede, ikke sker igen,” siger Morten Spiegelhauer, mens Steen Schat-Vestbo fremhæver, hvor vigtige kildernes bidrag har været:

”Noget af det, der gjorde størst indtryk på mig, var mødet med de mennesker, som først blev udsat for identitetsmisbrug og siden behandlet som skattesvindlere. Flere havde kæmpet forgæves mod systemet i årevis med store personlige og økonomiske konsekvenser. Jeg er enormt taknemmelig for, at de viste os den tillid at fortælle deres historier. Uden dem havde vi ikke kunnet lave programmet.”

Find pressefotos fra prisoverrækkelsen her

Tidligere modtagere af Advokatrådets Journalistpris

Jens Anton Bjørnager, journalist Berlingske, Simon Andersen, journalist Berlingske, og Louise Dalsgaard, journalist DR (2025)

Michael Klint, journalist og tilrettelægger, DR (2024)

Vibe Hyltoft, journalist, Berlingske (2023)

Ole Hall, journalist, DR (2022)

Lone Andersen, journalist, Finans (2019)

Frank Hvilsom, journalist, Politiken (2017)

Niels Northroup, journalist, Ritzau (2015)

Bo Maltesen, journalist, Politiken (2013)

Astrid Fischer, journalist, DR Orientering (2011)