Spring hovednavigationen over
Tilbage

Alle skal være med til at sikre et godt omdømme

Advokat Bolette Wildt, Ferring Pharmaceuticals.

Hvorfor har du valgt at gå ind i Advokatrådet?

Jeg er virksomhedsadvokat, hvilket jeg har været, siden jeg fik min beskikkelse. Jeg har altid været medlem af Danske Virksomhedsjurister, og det var derigennem, at jeg blev gjort opmærksom på muligheden for at blive valgt ind i Advokatrådet. Antallet af advokater ansat i virksomheder har været støt stigende igennem de år, hvor jeg har været advokat, og udgør i dag 20-25 procent af alle advokater.

Hvilke forventninger har du?

Det bliver spændende at arbejde med opgaver, som rækker ud over mit eget faglige felt. Jeg kan se, at vi repræsenterer en meget bred faglighed i rådet, og jeg ser frem til sammen at være med til at fremme retssikkerheden og på den måde gøre en forskel for samfundet. 

Har du en særlig mærkesag?

Jeg har en generel interesse for samfundet og en udpræget retfærdighedssans. Her tænker jeg mest på de generelle principper om retssikkerhed samt klarhed om love og regler for virksomheder og borgere. Det handler blandt andet om, at vi har regler, der er klare, og som i praksis efterleves, også af myndighederne, så man som borger og virksomhed kan regne med, hvad der gælder – og dermed medvirke til at sikre, at vi har et retssamfund, som gør os trygge. Det har vi langt hen ad vejen, men der er områder, hvor der er plads til forbedring.

Jeg er valgt som repræsentant for alle advokater, men det vil være naturligt også at have et særligt fokus på virksomhedsadvokater, som skal udvikle sig og være fagligt klædt på i lighed med resten af advokatstanden, og at de har samme integritet og skal være med til at sikre et godt omdømme for advokatstanden. Der gælder de samme etiske regelsæt for alle advokater, uanset hvad man beskæftiger sig med.

Bolette Wildt, advokat Ferring Pharmaceuticals, hvor hun primært beskæftiger sig med lifescience jura og forskning og udvikling (R&D), immaterialret og kontraktret.