Vi er nødt til at insistere på, at retssikkerhed ikke er noget, vi vælger til, når det er bekvemt eller handler om borgere "vi godt kan lide." Det er en kurs, som altid skal respekteres, og hvor "lige for loven" betyder, at reglerne gælder for alle. For ellers har vi ikke en retsstat, skriver formand for Advokatrådet, Martin Lavesen i et debatindlæg i Berlingske den 6. september.
For tiden er det ganske tydeligt, at vores fælles retssikkerhed er udfordret i det politiske system.
Det er ikke alene Advokatrådets holdning, men også udtrykt af skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt:
”Mit arbejde med at styrke retssikkerheden på skatteområdet er kun lige begyndt. Det er helt essentielt, at danskerne kan stole på, at Skatteforvaltningen agerer i overensstemmelse med de grundlæggende retsprincipper.”
Ordene faldt i forbindelse med præsentationen af en konkret redegørelse om en række kontrolsager, som med ministerens ord var ”en af de værste sager, jeg har set” og supplerede ministerens udmelding inden sommerferien om, at ”borgere og virksomheders retssikkerhed på skatteområdet skal styrkes.”
Det glæder mig, at ministeren er klar til et realitetstjek af, hvordan det står til med den sagsbehandling og den lovgivning, borgere møder, og at skatteområdet skal have en opgradering på retssikkerheden – det er der også behov for.
Bredt problem
Desværre er skatteområdet ikke en undtagelse.
Vi ser alt for ofte, at lovarbejdet på andre politiske områder kører hen over rettigheder og retssikkerhed. Det sker blandt andet på udlændingeområdet og i forhold til sikkerhed, hvor lovgivningen skærpes og strammes – uden at retssikkerheden følger med.
Lad mig give to aktuelle eksempler.
I et nyligt lovforslag om ”Kontrolforanstaltninger for terrordømte og radikaliserede,” som regeringen har sendt i høring, lægger regeringen op til, at myndighederne skal have mulighed for at udstyre danskere med en elektronisk fodlænke, hvis de vurderes som mulige fremtidige terrorister. Uden om domstolene og uden prøvelse i øvrigt.
Ingen bryder sig om terrorister eller terrorisme, men forslaget udfordrer det fundamentale princip om, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og eksperter mener, at det er et nybrud i strafferetsplejen.
Det er vi meget enige i, og vi har påpeget de åbenlyse problemer i et høringssvar.
Det er glædeligt, at kritikken fra Advokatrådet og en lang række organisationer ser ud til at gøre et vist indtryk på flere partier, som nu kalder på justeringer.
Vi kan kun håbe på, at der kommer ændringer i den videre lovbehandling. Men det er bekymrende, at et så vidtgående forslag overhovedet er blevet fremsat.
Et andet aktuelt eksempel er forslaget til ”Lov om systematisk gennemgang af udvalgte sager om førtidspension,” som netop har været i høring.
Med det lægger regeringen op til, at 5.000 indvandrere fra lande uden for Europa, der er bosat i såkaldte ”ghettoområder,” skal have deres førtidspension revurderet – og muligt frataget.
Der er tale om borgere, som allerede har fået tilkendt ydelsen en gang, og hvor afgrænsningen af målgruppen af de 5.000 førtidspensionister de facto stiller personer med anden etnisk oprindelse ringere end indfødte danskere.
Forslaget er i faretruende høj grad på kollisionskurs med Menneskerettighedskonventionens artikel 14 om diskrimination på baggrund af race, religion eller national oprindelse.
Godt formål – skidt værktøj
De to forslag er eksempler på ny lovgivning, som forsøger at komme reelle problemer i samfundet til livs. Det er prisværdigt og fornuftigt, at politikere tager ansvar og ønsker at passe på vores samfund og sikre velfærden – det bakker vi helt og fuldt op om.
Men de er også eksempler på et mere generelt problem og en væsentlig diskussion om, hvilke midler vi som samfund er villige til at bruge.
Vi ser en tendens til, at vi går (for) langt med de politiske greb, så vi udhuler rettigheder og den retssikkerhed, som også er en del af det, der gør Danmark til et fantastisk land.
Ganske enkelt fordi forslagene skubber rettigheder og retsprincipperne ud på et sidespor i bestræbelserne på at sikre velfærd og sikkerhed.
Vi er nødt til at insistere på, at retssikkerhed ikke er noget vi vælger til, når det er bekvemt eller handler om borgere ”vi godt kan lide.” Det er en kurs, som altid skal respekteres, og hvor »lige for loven« betyder, at reglerne gælder for alle. For ellers har vi ikke en retsstat.
Vi kan derfor kun opfordre til, at vores politikere på alle områder følger skatteministerens eksempel og ser indad og overvejer, om rettigheder og retssikkerhed vejer tungt nok, når der skal udtænkes ny lovgivning, og når forvaltningen og myndigheder møder borgerne.
Et ekstra stop og et retssikkerhedstjek kan måske opleves ”irriterende,” når den politiske vilje skal udfoldes i hastig jagt på at løse et reelt problem.
Men det er den eneste langtidsholdbare vej, der i sidste ende sikrer, at vi alle behandles ens, har tillid til myndighederne og oplever, at samfundet er retfærdigt.
Læs hele indlægget her