I forlængelse af Advokatsamfundets nyhed af 21. december 2023 ”Har din fuldmægtig opnået kendskab til retssagsbehandling?” og som følge af, at Advokatsamfundet oplever et stort vejledningsbehov om kravet om kendskab til retssagsbehandling, har Advokatsamfundet udarbejdet en oversigt over Civilstyrelsens seneste praksis i beskikkelsessagerne, hvor spørgsmålet er, om ansøger har opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling. Det skal understreges, at Advokatrådet ikke træffer afgørelse i beskikkelsessager, men alene udarbejder udtalelser til brug for Civilstyrelsens behandling af sagen.
Meddelt advokatbeskikkelse, hvor ansøger selvstændigt havde bistået virksomhedens eksterne advokat med udarbejdelse af processkrifter
Civilstyrelsens afgørelse af 30. november 2023
Ansøger havde været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i to forskellige erhvervsvirksomheder. Ansøger havde bistået firmaernes eksterne advokater med forberedelse af retssager og bistået med håndtering af tvister ved forskellige nævn. Som følge af, at ansøger ikke selv havde mødt i retten eller selv udarbejdet processkrifter, men blot bistået med at tilvejebringe materiale for den eksterne advokat, som ansøgers arbejdsgiver havde engageret til at varetage virksomhedens rets- og voldgiftssager, og idet selve antallet af retssager i virksomhederne, hvori ansøger havde været ansat, havde været meget begrænset, var det Advokatrådets opfattelse, at ansøger ikke havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling og derfor ikke på daværende tidspunkt kunne beskikkes som advokat.
Ansøgers principal afgav herefter høringssvar og anførte, at når virksomheden engagerer en ekstern advokat, så er den sagsansvarlige hos virksomheden, hvori ansøger var ansat, altid "dybt involveret i alle trin, herunder konkret i forhold til processkrifter, som udarbejdes i lige så høj grad internt selv ved brug af eksterne ressourcer, og dermed med selvstændigt arbejde af [ansøger]." Herudover angav ansøgers principal, at ansøger havde styrket sit kendskab til arbejdet med retssager gennem både uddannelse, sparring med eksterne advokater og ved at følge andre retssager ved domstolene.
Advokatrådet udtalte, at hvis Civilstyrelsen fandt, det kunne lægges til grund, at ansøger helt eller delvist havde udfærdiget processkrifter i flere sager og derved havde opnået kendskab til retssagsbehandling, kunne Advokatrådet ikke udtale sig imod, at ansøger blev beskikket som advokat.
Civilstyrelsen meddelte på baggrund heraf ansøger beskikkelse.
Afslag på advokatbeskikkelse, da virksomhedsfuldmægtig kun havde behandlet tvister, der var blevet forligt, inden der blev anlagt retssager
Civilstyrelsens afgørelse af 12. januar 2024
Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 1 år og 5 måneder fra sin ansættelse som fuldmægtig i en styrelse. Efter 1 år og 7 måneders ansættelse som autoriseret advokatfuldmægtig i en fondsmæglervirksomhed ansøgte ansøger derfor om advokatbeskikkelse. Ansøger havde deltaget i behandlingen af tvister, herunder oplysning af sagerne, herunder gennemgang af sagernes skriftlige dokumentation, udspørgning af vidner, juridiske vurderinger, herunder formulering af påstande og anbringender samt deltagelse i skriftlige og mundtlige forligsforhandlinger, hvor tvisterne var blevet forligt. Det fremgik, at ansøger ikke havde bistået i arbejdet med nogen retssager, idet alle potentielle tvister, som ansøger havde arbejdet med, alle var blevet løst, inden de overhovedet nåede at overgå til retssagsbehandling. Civilstyrelsen meddelte afslag på beskikkelse. Ved vurderingen blev der lagt på, at de tvister, ansøger havde bidraget til behandlingen af, ikke var blevet behandlet ved en civil domstol eller et domstolslignende nævn, og at tvisterne blev forligt, inden en egentlig retssag blev anlagt. Ansvaret for én retssag i en periode på 1,5 måned var ikke tilstrækkelig erfaring med retssagsbehandling.
Forhåndsgodkendelse på 3 år og dermed advokatbeskikkelse for juridisk ansættelse i en fagforening
Civilstyrelsens afgørelse af 7. februar 2024
Ansøger havde været ansat som jurist, men ikke autoriseret som advokatfuldmægtig, i en fagforening i 26 år og havde bl.a. procederet sager ved Tvistighedsnævnet og Faglig Voldgift, ligesom ansøger havde bistået en intern advokat i fagforeningen med flere retssager.
En ansættelse som jurist kan efter omstændighederne medregnes med op til 3 år. Dette forudsætter imidlertid, at ansættelsen har særlig relevans for advokatgerningen, og at den pågældende ansøger gennem ansættelsen har opnået kendskab til behandlingen af retssager.
Det var efter de konkrete omstændigheder Advokatrådets opfattelse, at kendskab til behandling af tvister ved Tvistighedsnævnet ikke udgjorde kendskab til behandling af retssager, men at behandling af sager ved Faglig Voldgift mindede om behandling af sager ved domstolene på en sådan måde, at det til dels kunne udgøre kendskab til behandling af retssager. Det kunne desuden lægges til grund, at ansøger havde bistået fagforeningens egen advokat med behandling af fagforeningens retssager i en sådan grad, at arbejdet kunne sammenlignes med det arbejde, en advokatfuldmægtig udfører for en principal, idet ansøger i flere retssager helt eller delvist havde udfærdiget processkrifter og været inde over den generelle sagsforberedelse, herunder vedr. processuelle spørgsmål mm. Ansøgers stilling kunne derfor medregnes med halvdelen af tiden med op til 3 år. Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.
Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde deltaget i forberedende retsmøder, bistået med udarbejdelse af processkrifter i tre retssager samt været udstationeret hos en advokatvirksomhed
Civilstyrelsens afgørelse af 12. marts 2024
Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 2 år for ansættelser som jurist i to medicinalvirksomheder. Herefter havde ansøger været ansat som autoriseret fuldmægtig i en medicinalvirksomhed i lidt over 2 år. Det var Advokatrådets opfattelse, at ansøgers stilling fuldt ud kunne sidestilles med en stilling som advokatfuldmægtig i en sædvanlig advokatvirksomhed, og at ansøgers ansættelse derfor kunne medregnes fuldt ud og med op til 3 år. Advokatrådet lagde i vurderingen vægt på, at ansøger i perioden som autoriseret fuldmægtig i medicinalvirksomheden havde deltaget i flere forberedende retsmøder, bistået med udarbejdelse af flere processkrifter og bistået med behandlingen af tre sager i Sø- og Handelsretten frem til begyndelsen af 2024 samtidig med, at hun havde været udstationeret til en større advokatvirksomhed, hvor hun havde bistået med udarbejdelse af processkrifter, forberedelse af hovedforhandlinger, herunder forberedelse af ekstrakt, materialesamling, vidneafhøringer og procedure for at opnå yderligere kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.
Afslag på beskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der alene havde bistået ekstern advokat og ikke selv udarbejdet processkrifter eller mødt i retten
Civilstyrelsens afgørelse af 20. marts 2024
Ansøger havde fået forhåndsgodkendt en ansættelse som fuldmægtig i et ministerie og en ansættelse som juridisk konsulent i en interesseorganisation med 2 år. Ansøger havde i lidt over et år været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i en medicinalvirksomhed. Principalen havde erklæret, at ansøger havde opnået kendskab til retssagsbehandling ved at være koblet på en række retssager, der blev varetaget af ekstern advokat. Det var Advokatrådets opfattelse, at kendskab til retssagsbehandling ikke alene kan opnås ved at bistå med at tilvejebringe materiale for og/eller korrespondere med en ekstern advokat, som ansøgers arbejdsgiver har engageret til at varetage virksomhedens retssager. Ansøger fik afslag på beskikkelse fra Civilstyrelsen.
Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig efter tre måneders udstationering og oprindelig afgørelse om afslag
Civilstyrelsens afgørelse om beskikkelse af 22. marts 2024
Ansøger havde varetaget gennemgang af en udlægsbegæring med bilag og deltaget i et retsmøde. Ansøger havde ikke mødt i retten og havde efter det oplyste heller ikke selv udarbejdet processkrifter, men bl.a. bistået med at gennemgå en retssags akter, der efter det oplyste blev ført af en ekstern advokat, som ansøgers arbejdsgiver havde engageret til at varetage virksomhedens retssag. Civilstyrelsen meddelte afslag på beskikkelse.
Efter tre måneder ansøgte ansøger på ny om beskikkelse, idet ansøger i perioden havde været udstationeret i procesafdelingen hos et større advokatkontor i 2,5 måned, hvor den pågældende havde arbejdet intensivt med retssagsbehandling, herunder udfærdiget processkrifter til brug for fem forskellige retssager. Advokatrådet fandt, at det konkrete arbejde, som ansøger havde udført i sin udstationering – sammenholdt med det kendskab, der var opnået i erhvervsvirksomheden – var tilstrækkeligt til, at ansøger opfyldte kravet om kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen meddelte herefter ansøger beskikkelse som advokat.
Afslag på advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der alene havde bistået ekstern advokat med arbejde på én dansk retssag
Civilstyrelsens afgørelse af 5. juli 2024
Ansøger havde selvstændigt varetaget ansvaret for samarbejdet med og instrukser af virksomhedens eksterne advokater. Af den supplerende principalerklæring fremgik, at ansøger havde deltaget i udarbejdelsen af processkrifter i "meget tæt samspil med eksterne advokater og [ansøgers] involvering har været væsentlig". Det fremgik, at størstedelen af virksomhedens retssager var udenlandske. Der var angivet eksempler på, at ansøger havde bistået med arbejdet med én dansk retssag og to udenlandske retssager. Advokatrådet udtalte sig imod beskikkelse, idet ansøger efter rådets opfattelse ikke havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen fandt, at det var i overensstemmelse med forarbejderne at stille krav om, at kendskab til behandling af retssager ikke udelukkende kan opnås gennem deltagelse i retssagsprøven i en fiktiv sag eller ved som klient at have samarbejdet med en ekstern advokat i én dansk retssag, og meddelte afslag på beskikkelse.
Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde været ansat som autoriseret advokatfuldmægtig i stillinger både med og uden kendskab til retssagsbehandling
Civilstyrelsens afgørelse af 31. oktober 2024
Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 2 år for tidligere juridisk ansættelse og havde derudover i en periode på 10 måneder været ansat som autoriseret fuldmægtig i et advokatfirma, hvor ansøger deltog i almindelig advokatvirksomhed og opnåede kendskab til retssagsbehandling. Ansøger havde derudover på ansøgningstidspunktet været ansat som autoriseret fuldmægtig hos et pensionsselskab i næsten et år, men havde ifølge principalerklæringen ikke under denne ansættelse opnået yderligere kendskab til retssagsbehandling end deltagelse i den fiktive retssagsprøve.
Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse. Ansøger havde således efter Civilstyrelsens vurdering opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling i ansøgers første ansættelse som autoriseret fuldmægtig i et advokatfirma, selv om denne havde en varighed på mindre end et år.
Afslag på advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der alene havde arbejdet med én retssag, som stadig verserede på tidspunktet for ansøgning om beskikkelse
Civilstyrelsens afgørelse af 14. november 2024
Ansøger havde fået forhåndsgodkendt omkring 1 år og 7 måneder for tidligere juridisk ansættelse og herefter været ansat som autoriseret fuldmægtig i en virksomhed i en periode på omkring 1 år og 5 måneder under to forskellige principaler.
Ansøger havde under sin ansættelse som fuldmægtig bistået med en tvist vedrørende et betalingskrav, der havde udviklet sig til en retssag, som stadig verserede på tidspunktet for ansøgning om beskikkelse. Ansøger havde efter det oplyste deltaget aktivt i alle retssagens foreløbige faser, herunder indsamling af bevismateriale og udfærdigelse af svarskrift og duplik.
Civilstyrelsen meddelte afslag på beskikkelse. Civilstyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at ansøger under sin ansættelse som advokatfuldmægtig alene havde bistået med en enkelt retssag, hvor ansøger havde udarbejdet (udkast til) svarskrift og duplik. Sagen var efter det oplyste endnu ikke afsluttet ved retten, hvilket også havde betydning for Civilstyrelsens afgørelse.
Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, som oprindeligt fik afslag, efter at ansøger gennem tre måneders udstationering hos advokatfirma havde opnået yderligere kendskab til retssagsbehandling
Civilstyrelsens afgørelse af 17. februar 2025
Ansøger havde bistået virksomhedens eksterne advokat med ét sagskompleks, hvor to ud af tre sager var forligt. Det var Civilstyrelsens opfattelse, at dette ikke udgjorde tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling. Det kunne ikke tælle med, at ansøger havde overværet retssager, og at ansøgers chef havde arrangeret en fiktiv retssagsprøve, da der ikke var tale om praktisk kendskab til retssagsbehandling. Civilstyrelsen udtalte sig ikke om, hvorvidt arbejdet med garantikald og sagkyndige beslutninger ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed kunne tillægges vægt i vurderingen af, om der var opnået kendskab til retssagsbehandling.
Civilstyrelsen meddelte senere ansøger beskikkelse, efter at ansøger havde været udstationeret hos et advokatfirma i en periode på tre måneder. Ansøger havde i perioden udarbejdet udkast til to påstandsdokumenter, ét svarskrift og én duplik samt i øvrigt overværet telefonretsmøde henholdsvis hovedforhandling i to af sagerne, udarbejdet procedure mv. Civilstyrelsen fandt herefter på baggrund af en samlet vurdering af den opnåede erfaring fra før og efter udstationeringen, at ansøger havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling.
Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde givet møde i en boligretssag og udarbejdet indlæg til en klagesag
Civilstyrelsens afgørelse af 24. februar 2025
Ansøger havde fået forhåndsgodkendt 2 år for tidligere juridisk ansættelse og herefter i mere end et år været virksomhedsfuldmægtig. Ansøger havde som sin retssagsprøve varetaget hovedforhandlingen i en boligretssag med to sagkyndige dommere, men efter det oplyste ikke udarbejdet processkrifter til brug for sagen.
Ansøger havde desuden løbende bistået en ekstern advokats varetagelse af en retssag, udarbejdet udkast til stævninger på to potentielle retssager, hvor stævning ikke blev udtaget, været selvstændig sagsansvarlig for en potentiel retssag mod virksomheden samt udarbejdet tre skriftlige indlæg/processkrifter i forbindelse med en klagesag i Det Finansielle Ankenævn, som ansøger selvstændigt håndterede.
Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.
Meddelt advokatbeskikkelse til advokatfuldmægtig, der udelukkende havde beskæftiget sig med sager for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed eller en af nævnet nedsat voldgiftsret
Civilstyrelsens afgørelse af 12. juni 2025
Ansøger var advokatfuldmægtig hos et advokatfirma og havde i en del af perioden været udstationeret hos en virksomhed.
Ansøger havde under den samlede ansættelse i væsentlig grad været beskæftiget med at håndtere tvister i entreprisesager, som blev afgjort af Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed eller en af nævnet nedsat voldgiftsret. Ansøger havde blandt andet bistået ved syn og skøn, herunder udarbejdet udkast til skønstema, haft korrespondance med nævnet, sagens parter mv., udarbejdet en reklamationsskrivelse mv., bistået i forbindelse med en såkaldt hurtig afgørelse, herunder bidraget selvstændigt med at udarbejde dele af processkrifterne til brug for sagen, bistået i forbindelse med en anden sag, herunder bidraget selvstændigt til udarbejdelsen af dele af processkrifterne til brug for sagen samt bistået med to voldgiftssager ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, herunder bidraget med det indledende arbejde på udarbejdelsen af processkrift til den ene sag.
Advokatrådet udtalte sig for beskikkelse med henvisning til, at ansøger havde beskæftiget sig med en række forskellige tvister ved Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, herunder udarbejdet processkrifter til brug for flere forskellige sager samt skønstema og andet materiale til brug for syn og skøn. Advokatrådet lagde særligt vægt på alsidigheden og omfanget af det udførte arbejde. Advokatrådet lagde desuden vægt på, at Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed i sin proces anvender regler, der i høj grad ligner retsplejelovens regler om behandling af civile sager. Herudover indgik det i vurderingen, at ansøger havde opnået kendskab til det mundtlige element ved behandlingen af civile retssager gennem beståelse af retssagsprøven i en fiktiv sag.
Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse.
Afslag på advokatbeskikkelse til advokatfuldmægtig, der først var hos et advokatfirma, hvor ansøger alene deltog i rådgivning og kontraktforhandlinger, og senere var i en virksomhed, hvor ansøger havde udarbejdet et processkrift og deltaget i et forbedrende retsmøde
Civilstyrelsens afgørelse af 12. december 2025
Ansøger havde i lidt over halvandet år været advokatfuldmægtig hos et advokatfirma, hvor ansøger havde deltaget i rådgivning og kontraktforhandlinger. Ansøger havde efterfølgende i halvandet år været advokatfuldmægtig hos en virksomhed, hvor ansøger havde været involveret i processer med tilknytning til retssagsbehandling, herunder ved i en civil retssag at have bidraget med udarbejdelse og indlevering af et processkrift og bilag samt deltaget i forberedende retsmøde. Derudover havde ansøger medvirket i mindst to klagesager, hvor der var udarbejdet og indsendt svar til offentlige myndigheder. Endelig havde ansøger deltaget i flere interne sagsforberedelser, herunder juridiske vurderinger og strategiske drøftelser.
Advokatrådet udtalte sig imod beskikkelse, da ansøger alene havde bidraget med udarbejdelse af et enkelt processkrift og deltaget i et forberedende retsmøde. Ansøger afgav partsindlæg, hvorefter Advokatrådet fastholdt, da ansøger ikke fremkom med nye faktiske oplysninger.
Civilstyrelsen meddelte ansøger afslag på beskikkelse.
Meddelt advokatbeskikkelse til virksomhedsfuldmægtig, der havde udarbejdet flere forskellige typer af processkrifter, forberedt forelæggelse, parts- og vidnespørgsmål og procedure, ført en sag i retten og håndteret sagsskridt forud for både forligsdrøftelser og hovedforhandling
Civilstyrelsens afgørelse af 18. december 2025
Ansøger havde været autoriseret advokatfuldmægtig i en fagforening. Ansøger havde selvstændigt arbejdet med fire retssager. Konkret havde ansøger udarbejdet to stævninger, deltaget i et forberedende telefonisk retsmøde, udarbejdet replik i en sag, udarbejdet påstandsdokumenter, udarbejdet tidsplaner samt ekstrakt og materialesamlinger, udarbejdet forelæggelse i en sag, forberedt parts- og vidnespørgsmål, udarbejdet procedure i en sag samt hovedforhandlet en sag, som udgjorde ansøgers praktiske retssagsprøve.
Efter Advokatrådets opfattelse havde ansøger samlet set opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling, idet ansøger selvstændigt havde udarbejdet processkrifter, herunder forskellige typer af processkrifter, udarbejdet og forberedt forelæggelse, parts- og vidnespørgsmål og procedure samt ført en sag i retten. Advokatrådet lagde desuden vægt på, at ansøger havde arbejdet med forskellige dele af en retssag, herunder håndteret sagsskridt forud for både forligsdrøftelser og hovedforhandling.
Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.
Meddelt advokatbeskikkelse til ansøger, der selvstændigt havde arbejdet med fire sager for Det finansielle ankenævn, og som under en udstationering på et advokatkontor havde arbejdet med flere sager omfattet af den forenklede proces
Civilstyrelsens afgørelse af 2. februar 2026
Ansøger havde været autoriseret advokatfuldmægtig i en finanskoncern. Herefter havde ansøger været autoriseret advokatfuldmægtig på et advokatkontor i en periode på lidt over 1,5 måned, hvorefter ansøger havde været ansat i et revisionsselskab.
I finanskoncernen havde ansøger bl.a. selvstændig udarbejdet svarskrifter, påstandsdokumenter samt materialesamlinger i fire sager for Det finansielle ankenævn.
På advokatkontoret havde ansøger blandt andet deltaget i forberedelsen af retssager under den forenklede proces, herunder udarbejdet processkrifter, udarbejdet og indgivet meddelelser på domstolenes sagsportal, deltaget i et forberedende telefonisk retsmøde og givet møde ved en hoveforhandling i en småsag. Af supplerende principalerklæringer fremgik det, at ansøger havde udarbejdet 10-12 processkrifter, navnlig stævninger i sager om flykompensation, det vil sige sager under den forenklede proces, ligesom ansøger havde udarbejdet 1-2 påstandsdokumenter.
I sin ansættelse i revisionsselskabet havde ansøger været involveret i juridiske projekter, hvor ansøger havde rådgivet klienter.
Advokatrådet udtalte, at ansøger samlet set havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling, idet ansøger som led i sit ansættelsesforhold hos finanskoncernen selvstændigt havde udarbejdet svarskrifter, påstandsdokumenter og materialesamlinger i fire sager for Det finansielle ankenævn. Det blev videre tillagt vægt, at ansøger havde udarbejdet 10-12 processkrifter i sager under den forenklede proces, at ansøger havde deltaget i et forberedende telefonisk retsmøde og givet møde ved en hovedforhandling i en småsag. Det indgik endvidere i Advokatrådets vurdering, at ansøger havde opnået kendskab til det mundtlige element af retssagsbehandling gennem retssagsprøven i en fiktiv sag.
Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.
Meddelt advokatbeskikkelse til advokatfuldmægtig, der selvstændigt havde arbejdet med forskellige dele af fire retssager
Civilstyrelsens afgørelse af 20. februar 2026
Ansøger havde været autoriseret advokatfuldmægtig på et advokatkontor. Ansøger havde selvstændigt arbejdet med fire retssager. Konkret havde ansøger udarbejdet stævning i en sag, processkrift i en sag og et notat til brug i en retssag. I en sag havde ansøger udarbejdet påstandsdokument, forberedt parts- og vidneafhøringer, herunder selvstændigt udarbejdet et partstema og fire vidnetemaer, forberedt hovedforhandlingen, herunder gennemgang af ekstrakten med henblik på at foretage indstregninger, udarbejdet støttebilag og materialesamling, udarbejdet udkast til procedure samt overværet hovedforhandlingen.
Ansøgers principal havde redegjort for de enkelte sagers karakter og kompleksitet samt omfanget af det af ansøger udførte arbejde.
Advokatrådet udtalte, at ansøger havde opnået tilstrækkeligt kendskab til retssagsbehandling. Advokatrådet lagde vægt på karakteren og kompleksiteten af de processkrifter, som ansøger havde udarbejdet. Det indgik endvidere i Advokatrådets vurdering, at ansøger i forbindelse med en retssag havde udarbejdet påstandsdokument, deltaget i forberedelse af parts- og vidneafhøringer, herunder selvstændigt udarbejdet parts- og vidnetemaer, forberedt og overværet hovedforhandlingen og udarbejdet udkast til procedure. Endelig indgik det i vurderingen, at ansøger havde opnået kendskab til det mundtlige element af retssagsbehandling gennem retssagsprøven i en fiktiv sag.
Civilstyrelsen meddelte ansøger beskikkelse som advokat.
