Spring hovednavigationen over

Advokat Birgitte Sølvkær Olesen, Halling Overgaard

Hvorfor har du valgt at gå ind i Advokatrådet?

Jeg sidder i bestyrelsen for Aarhus Advokatforening, hvor vi har fokus på det kollegiale samarbejde. Jeg synes, det er spændende at kunne være med til at tage et medansvar for dette, men også at være med til at arbejde med de dagsordener, som Advokatrådet har. Det har givet mig interesse for at deltage aktiv i Advokatrådets arbejde, hvor der jo skal være kræfter, der har lyst til at bruge energien på at drive arbejdet. På den måde får jeg også mere indflydelse på, hvilke emner, der bliver taget op.

Hvilke forventninger har du?

Jeg ved jo, at fagligheden er høj, og jeg glæder mig til at få nogle gode drøftelser, som også vil betyde, at jeg udvider min personlige horisont. Og så er jeg glad for at være en del af den stemme, Advokatrådet har i samfundet.

Har du en særlig mærkesag?

De senere år har jeg arbejdet en del med de store retssagsprocesser, der har været efter finanskrisen. Jeg har også gennem årene ført mindre retssager, typisk skattesager eller erstatningssager. På den måde har jeg haft de udfordringer der i retsplejeloven tæt på og spørgsmålet om, hvordan reglerne kan være smidige nok til at rumme hele dette spænd. I sidste ende handler det om, hvorvidt der er retssikkerhed nok til alle: Har alle lige adgang til at få kompetent hjælp til måske blot at få vurderet, om de har en sag? Og hvis man har det, er der så lige adgang til domstolene? Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil interessere mig for i min rådsperiode.

Birgitte Sølvkær Olesen, Advokat og partner hos Halling Overgaard, arbejder særligt med procesret, skatteret både i proces og i forbindelse med omstrukturering og generationsskifte. De seneste år har fokus særligt været på erstatningssager og rådgiveransvar.