Lovgivningsprocessen
Nye love vedtages af Folketinget, som består af 179 medlemmer.
Ethvert medlem af Folketinget kan fremsætte et lovforslag i Folketinget. I praksis er det imidlertid regeringen, som får vedtaget de fleste nye love. Det skyldes, at regeringen (statsministeren og de øvrige ministre) som oftest kan skaffe det nødvendige flertal i Folketinget til at få stemt en lov igennem.
Lovforslag behandles tre gange
Når et lovforslag er fremsat, skal det igennem tre behandlinger i Folketinget, før det kan vedtages. I den periode diskuterer Folketingets medlemmer de enkelte lovforslag og kommer med forslag til ændringer eller tilføjelser til det fremsatte forslag. Folketingsmedlemmerne kan som led i drøftelserne af forslaget stille spørgsmål til den ansvarlige minister om indholdet af lovforslaget. Sådan sikrer man, at beslutningsgrundlaget for Folketinget er så klart som muligt.
Hvad består et lovforslag af?
Et lovforslag består af en række paragraffer – lovens tekst. Selve lovteksten vil ofte være meget kortfattet, og kan være ret vanskelig at læse. Derfor indeholder et lovforslag en omfattende beskrivelse af paragraffernes indhold og formål. Og hvad det betyder, hvis man vedtager forslaget, beskrives også udførligt. Beskrivelsen er normalt udarbejdet af embedsmændene i et af ministerierne.
Høring
For at sikre medlemmerne af Folketinget det bedst mulige grundlag for at beslutte, om de vil stemme for eller imod et lovforslag, er der en lang tradition for, at lovforslaget, inden det fremsættes, sendes i høring hos myndigheder og organisationer, som vil blive berørt af forslaget, eller som har en særlig interesse for forslaget eller en særlig viden om de forhold, lovforslaget regulerer.
Høringssvarene sendes til Folketingets medlemmer, som dermed får kendskab til en række synspunkter på lovforslaget, som kan være af betydning for, om de vil stemme for eller imod lovforslaget.
Advokatrådet som høringspart
Blandt mange andre organisationer modtager Advokatrådet hvert år hundredvis af anmodninger fra ministerierne om at afgive et høringssvar vedrørende et nyt lovforslag. Advokatrådet gennemgår lovforslaget og påpeger konsekvenser af forslaget, som Advokatrådet mener, politikerne skal være særligt opmærksomme på. Det kan f.eks. vær |