Spring hovednavigationen over
Tilbage

Markant hæder til advokat Pernille Backhausen

Foreningen Ansættelsesadvokater har tildelt advokat Pernille Backhausen årets H.G. Carlsen pris. Pernille Backhausen modtager prisen som en hæder for en særlig, mangeårig indsats på det arbejds- og ansættelsesretlige område.

I en pressemeddelelse skriver foreningen:

”Priskomitéen har valgt Pernille Backhausen, fordi hun er en af landets førende advokater inden for ansættelsesretten. Hun var i 2006 med til at stifte Sirius Advokater og har været helt central i formuleringen af advokatkontorets værdigrundlag og dets udvikling til et mellemstort advokatfirma med specialiseret rådgivning inden for blandt andet det ansættelses- og arbejdsretlige område.”

Priskomitéen fremhæver endvidere, at Pernille Backhausen har procederet en række principielle sager ved blandt andet Højesteret, og at hendes omfattende procedureerfaring også kommer til udtryk ved, at hun er medforfatter på ”Kommenteret Retsplejelov” og redaktionsmedlem på ”Proceduren”.

Pernille Backhausen har desuden undervist i ansættelsesret på den juridiske uddannelse ved Københavns Universitet og har holdt talrige oplæg og foredrag ved faglige arrangementer. Hun har været medlem af Advokatrådet i perioden 2007-2013, formand for Ansættelsesadvokater i perioden 2013-2019 og har modtaget Advokatsamfundets Fonds hæderspris 2019 for et stort engagement i det kollegiale arbejde og for sit store bidrag til udviklingen inden for arbejds- og ansættelsesret. Pernille Backhausen er partner og bestyrelsesformand i Sirius advokater.

Priskomitéen fremhæver også, at Pernille Backhausen er yderst vellidt og respekteret som advokat, og at hun har en omfattende faglig indsigt og i kraft af sin professionalisme, etik og kollegialitet er alment anerkendt som en af standens ypperste.

Samtidig med hæderen modtager Pernille Backhausen en pris på 25.000 kr.

Prisen er opkaldt efter advokat H.G. Carlsen, som var pioner i den ansættelsesretlige disciplin. Han var en meget aktiv procedør og rådgiver og udgav i 1963 1. udgaven af Dansk Funktionærret. H.G. Carlsen døde i 2001. Prisen tildeles som en påskønnelse af ”en særlig indsats på det ansættelses- og arbejdsretlige område”, og priskomitéen består af tidligere højesteretspræsident Børge Dahl, professor, dr. jur. Jens Kristiansen og advokat Lars Svenning Andersen.  Ansættelsesadvokater er en brancheforening for advokater med speciale i ansættelsesret, og H.G. Carlsen prisen er derfor den største anerkendelse, der kan gives kolleger i kredsen af Ansættelsesadvokater.