Spring hovednavigationen over

Du kan som EU-advokat etablere dig i Danmark under dit hjemlands titel og udbyde tjenesteydelser på samme vilkår som danske advokater. Ved etablering i Danmark skal du registreres hos Advokatsamfundet.

Reglerne på området findes i bekendtgørelse nr. 1431 af 11. december 2007 om EU-advokaters etablering her i landet og bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser. Bekendtgørelserne gennemfører to EU-direktiver, der er optaget som bilag til bekendtgørelserne.

Omfattede EU-advokater

Reglerne gælder for personer, der er statsborgere i EU, EØS eller Schweiz, og som har en advokatbeskikkelse fra samme område. En nøjagtig liste over de omfattede advokattitler findes i de to bekendtgørelser.

Etablering

Ønsker du som EU-advokat at etablere dig som lønmodtager eller selvstændig i Danmark skal du lade dig registrere hos Advokatsamfundet. Ved registrering skal du indsende:

  • kopi af pas eller lignende identifikation,
  • bevis for din registrering som advokat hos dit hjemlands kompetente myndighed (udstedt inden for de seneste tre måneder)
  • kontaktinformationer i Danmark
  • oplysning om, hvorvidt du er medlem af et advokatfællesskab i dit hjemland og
  • oplysning om advokatfællesskabet, herunder hvilken retlig form advokatfællesskabet har i hjemlandet. Du skal endvidere angive navnene på de personer i advokatfællesskabet, der udøver virksomhed her i landet.

Du skal også dokumentere, at du har forsikring. Dette kan du gøre ved at sende en kopi af din danske forsikringspolice eller en bekræftelse fra din danske arbejdsgiver om, at du er dækket af dennes forsikring (med navnet på forsikringsselskabet og policenummeret) eller ved at udfylde og få underskrevet en erklæring fra dit hjemlands forsikringsselskab (skabelon til brug for erklæringen kan rekvireres hos Advokatsamfundet).

Ansøgning om registrering kan indleveres via Advokatsamfundets hjemmeside.

Du kan finde information om, hvordan vi behandler dine personoplysninger her.

Ønsker du som EU-advokat at etablere dig som lønmodtager eller selvstændig i Danmark skal du lade dig registrere hos Advokatsamfundet.

Rettigheder som EU-advokat i Danmark

Ved registrering i Advokatsamfundet opnår EU-advokaten de samme rettigheder og pligter i forhold til Advokatsamfundet, advokatreguleringen og det danske retsvæsen, som en dansk advokat har. Dette gælder også i forhold til møderet for domstolene. Dog med den undtagelse, at i de tilfælde, hvor der efter dansk ret er pligt til at møde med advokat, kan en EU-advokat kun møde i sagen, hvis EU-advokaten handler sammen med en advokat, der har dansk advokatbeskikkelse og møderet for den ret, der skal behandle sagen.

Ansøgning om dansk advokatbeskikkelse

En EU-advokat, der har været etableret i Danmark i tre år i overensstemmelse med disse regler, og som faktisk og regelmæssigt har beskæftiget sig med det danske retssystem eller udøvet virksomhed i Danmark, kan søge om dansk advokatbeskikkelse på grundlag af denne etablering. Ansøgning om at blive danske advokat skal sendes til Civilstyrelsen.

Tjenesteydelser

Selv om en EU-advokat ikke ønsker at etablere sig her i landet, har EU-advokaten ret til at udføre tjenesteydelser i Danmark og herunder give møde for danske domstole på lige fod med danske advokater. Der gælder dog den ene undtagelse, at i de tilfælde, hvor der efter dansk ret er pligt til at møde med advokat, kan en EU-advokat kun møde i sagen, hvis EU-advokaten handler sammen med en advokat, der har dansk advokatbeskikkelse og møderet for den ret, der skal behandle sagen.

Hvis EU-advokaten ikke etablerer sig i Danmark hverken kan eller skal advokaten registreres hos Advokatsamfundet som betingelse for at udføre tjenesteydelser i Danmark.

En EU-advokat, der udfører tjenesteydelser i Danmark uden at være etableret her, er ikke en del af Det Danske Advokatsamfund. Advokatrådet fører dog også tilsyn med disse EU-advokaters virksomhed her i landet, ligesom Advokatnævnet kan påkende klager over såvel salær som adfærd i forbindelse med sådan virksomhed. De omhandlede EU-advokater er forpligtede til at overholde de danske regler om god advokatskik under deres virksomhed her i landet – såvel som de regler herom, der er fastsat af de kompetente myndigheder i EU-advokatens hjemland.