Spring hovednavigationen over

Advokatrådets uddannelsesudvalg har fastlagt retningslinjer for kravene til e-learning og andre digitale kursusforløb.

Digital efteruddannelse kan give kursuspoint på samme måde som et fysisk kursus, hvis det fremgår af kursusbeviset, at advokaten har været til stede under kurset, og de øvrige formkrav til kursusbeviset er opfyldt, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 3.

Relevanskriteriet er nøjagtig det samme som ved andre typer af efteruddannelsesaktiviteter, jf. efteruddannelsesbekendtgørelsens § 2. 

Det er Advokatrådets opfattelse, at e-learning må forudsætte en form for interaktivitet for at opfylde kravene – den blotte adgang til video eller tekstmateriale vil ikke give kursuspoint, da det må godtgøres, at advokaten har gennemført efteruddannelsesaktiviteten.

Tilstedeværelsen og interaktiviteten kan variere som følge af de forskellige kursusformer, og der er ikke en udtømmende liste over krav til, hvad det digitale kursusforløb skal indeholde for at opfylde formkravene. Det kan eksempelvis være, at kursusudbyderen erklærer på kursusbeviset, at en eller flere af følgende kriterier er opfyldt:

  • at kursusdeltageren har været logget ind på kursusaktiviteten under forløbet,
  • at kursusdeltageren viser at have forstået materialet (for eksempel ved at have gennemført en quiz i slutningen af kurset),
  • at kursusdeltageren viser at have gennemført efteruddannelsesaktiviteten (for eksempel ved at have udfyldt kontrolord, som er lagt ind undervejs i kursusforløbet), og/eller
  • at kursusdeltageren har haft adgang til at spørge underviseren eller oplægsholderen undervejs (kun relevant ved live-webinars).

Advokatens ansvar at dokumentere uddannelsen

Det vil ligesom ved øvrige kurser bero på en samlet, konkret vurdering af dokumentationen for efteruddannelsesaktiviteten, om det digitale kursus kan godkendes som obligatorisk efteruddannelse.

Det er advokatens ansvar at sikre, at dokumentationen for formkravene og interaktiviteten er til stede på kursusbeviset for at kunne lægge det til grund som obligatorisk efteruddannelse, når efteruddannelsen skal indberettes efter periodeudløb, og når dokumentation skal fremlægges på tilsynsbesøg.

Der stilles ikke krav fra Advokatsamfundets side om, at kursusudbyderen skal gemme den underliggende dokumentation (logs eller lignende) om, at deltageren har været til stede, og Advokatsamfundet vil aldrig indhente dokumentationen direkte fra kursusudbyderen, da det er advokaten, der har dokumentationspligten. Kursusudbyderne kan som service gemme dokumentationen i en passende periode for at kunne imødekomme henvendelser fra advokater omkring kurset.

E-learning kan foregå i mange forskellige former

Der kan for eksempel både være tale om digitale kurser/foredrag (webinar), hvor deltagerne kan logge ind på og modtage undervisning, et e-learning-forløb med forproducerede videoer og quizspørgsmål, eller podcast-udsendelser. 

Læs mere om obligatorisk efteruddannelse i Advokatsamfundets vejledning om obligatorisk efteruddannelse, som du finder herunder.