Tekst: Lars Økjær Jørgensen, fagchef i Advokatsamfundet

Sagsfremstillingen i Advokatnævnets kendelse begynder, hvor en person – som vi kan kalde Hansen – blev dømt til at betale en anden person et større beløb i en sag om forvaltning af denne anden persons formue. I forbindelse med Hansens anke til landsretten bad Hansen en advokat –  som vi kan kalde Nielsen – om at repræsentere ham. Advokat Nielsen accepterede, og Hansen sendte ham en større mængde dokumenter til belysning af sagen.

Ankesagen blev forligt. Omkostningsspørgsmålet blev overladt til retten, der bestemte, at hver part skulle bære egne omkostninger. Advokat Nielsen sendte herefter Hansen en faktura på ca. 220.000 kr. Da fakturaen ikke var betalt syv måneder senere, indgav advokat Nielsen konkursbegæring mod Hansen. Dette resulterede i et konkursdekret.

Nogle måneder senere indgav advokat Nielsen også politianmeldelse mod Hansen, idet advokat Nielsen var af den opfattelse, at Hansen, allerede da han henvendte sig til advokat Nielsen, var klar over, at han ikke ville kunne betale for advokat Nielsens bistand. Med politianmeldelsen sendte Nielsen en række dokumenter, som han havde fået af Hansen i forbindelse med behandlingen af sagen, herunder kontoudskrifter og diverse materiale, der vedrørte Hansens økonomiske transaktioner.

Advokat Nielsen sendte kopi af politianmeldelsen og en del af bilagene til kurator i Hansens konkursbo.

Advokatrådet rejste sag ved Advokatnævnet, idet rådet mente, at Hansen havde tilsidesat sin tavshedspligt.

I kendelsen fastslår Advokatnævnet indledningsvis, at “en advokat har tavshedspligt i forhold til alle oplysninger, hans klient deler med ham som led i hvervets udførelse” og fortsætter som følger: “Det gælder som udgangspunkt også, selvom de pågældende oplysninger måtte være blevet offentliggjort og tilgængelige for andre.” Advokaten har slet og ret pligt til at holde alle oplysninger fra klienten for sig selv. Vi ved fra praksis, at det også gælder oplysninger, der ikke vedrører sagen, eksempelvis religiøs overbevisning.

Man kan måske umiddelbart undre sig over, at tavshedspligten også omfatter allerede offentliggjorte oplysninger. Imidlertid er der som udgangspunkt ikke noget anerkendelsesværdigt hensyn at tage til advokaten i forhold til klientens interesser i, at advokaten holder tæt, og for mange “huller” i tavshedspligten vil være egnet til at gøre klienter usikre på tavshedspligten. Desuden vil advokatens videregivelse af oplysningen hæve dens troværdighedsværdi, eksempelvis i forhold til en mindre troværdig avisartikel. Endelig vil advokatens anvendelse af oplysningen i en anden konkret sammenhæng, end den oprindelig var offentliggjort, kunne give oplysningen et nyt indhold.

Klienten behøver altså ikke at holde sig tilbage med at give advokaten oplysninger eller forud for videregivelse af oplysninger at spørge sig selv, om det nu også er sikkert at give advokaten en konkret oplysning. Det giver tryghed for klienten og en bedre belysning af sagen. Samtidig er advokaten ikke belastet af at skulle skelne mellem de oplysninger, der kommer fra klienten. Tavshedspligten ifølge de advokatetiske regler omfatter også “alle oplysninger”.

Advokatnævnet fortsætter i kendelsen med at konstatere, at der ikke foreligger samtykke fra Hansen til advokat Nielsens videregivelse af oplysninger eller andre undtagelser fra tavshedspligten. Herefter konkluderer Advokatnævnet, at advokat Nielsen har tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. Det fremhæves i kendelsen, at nævnet i den forbindelse har lagt vægt på “omfanget af de vedhæftede, fortrolige bilag, som i vidt omfang synes irrelevante for vurderingen af, om [Hansen] havde udsat [advokat Nielsen] for bedrageri, og endnu mere irrelevante for orienteringen af kurator.”

Straffelovens § 152 e om undtagelser til tavshedspligten, som gælder for advokater, jf. retsplejelovens § 129, giver mulighed for at videregive oplysninger, som ellers er omfattet af tavshedspligten, hvis det sker i “berettiget varetagelse af egen tarv”. Udtrykket “berettiget” begrænser omfanget af oplysninger, der kan videregives i medfør af denne bestemmelse til oplysninger, der er nødvendige for formålet, og vi ved fra nævnspraksis, at advokaten overlades et vist skøn i den hense ende, men der er en grænse.

Advokatrådet havde under nævnssagen mod advokat Nielsen i overensstemmelse hermed anerkendt, at advokater kan videregive oplysninger om klienten, der er nødvendige for, at advokaten gennem individuel- eller universalforfølgning kan søge sit krav på betaling af forfalden  salærfaktura fyldestgjort. Det samme gælder ifølge Advokatrådet, hvis  advokaten foretager politianmeldelse af muligt bedrageri, som klienten har begået mod advokaten selv. Det synes at fremgå af kendelsen, at Advokatnævnet bifalder, at oplysningerne skal være relevante for vurderingen i den givne sammenhæng.