Af professor Ole Hammerslev, Juridisk Institut, Syddansk Universitet

Det er almenkendt, at alle grupper i samfundet har brug for retshjælp forstået i ordets bredeste betydning. Det vil sige hjælp fra en (semi)professionel med juridisk indsigt til at afklare, undgå eller udnytte aktuelle retlige positioner.

Den tidlige retshjælpsforskning har dog vist, at retshjælp er ulige fordelt mellem forskellige samfundsgrupper alt efter deres ressourcer og bopæl. Dette understøttes af de seneste danske rapporter, der påviser, hvordan retshjælp i Danmark flytter fra yderområderne til at blive centreret omkring byerne.

En konklusion er, at der er et udækket retshjælpsbehov i Danmark, og at det særligt eksisterer i yderområderne. En ny bog, Outsourcing Legal Aid in the Nordic Welfare States, viser yderligere, at landskabet af retshjælpsudbydere er under forandring – en forandring, der primært bærer præg af den tredje sektors (medlems- og frivillighedsorganisationer) og forsikringsordningers konkurrerende position som retshjælpsudbydere. Denne outsourcing-tendens er ikke blot et dansk fænomen, men noget der kan identificeres i samtlige nordiske lande.

Fra velfærdsstatslig til konkurrencepræget retshjælp
De moderne nordiske retshjælpsordninger har ved indførelsen været præget af et universelt velfærdsstatsligt paradigme, hvor staterne skulle sikre borgerne en nogenlunde lige adgang til retshjælp. De nordiske lande har dog implementeret retshjælp forskelligt, og retshjælpsprogrammerne har da også fulgt forskellige udviklinger.

I Sverige og Finland udviklede man i 1970’erne offentlige retshjælpskontorer, hvor offentligt ansatte advokater ydede retshjælp. Siden 1990’ernes finansielle kriser og fokus på omkostninger og effektiviseringer ændredes ordningerne i forskellig retning. I Finland blev der skåret ned i antallet af offentlige retshjælpskontorer, og IT-løsninger bliver i dag anvendt til at nå ud til områder i Finland, hvor der ikke er retshjælpskontorer. De finske offentlige retshjælpskontorer spiller en væsentlig rolle som samfundets retlige problemløsere, da de i et tidligt stadie formår at konfliktmægle, således at konflikterne ikke ender ved domstolene.

I Sverige derimod er de offentlige retshjælpskontorer blevet lukket ned og er primært blevet erstattet af forsikringsordninger. Danmark og Norge har fulgt variationer af en anden model, nemlig det der på engelsk kaldes ”judicare-ordninger”, det vil sige ordninger, hvor private advokater tilbyder retshjælp og honoreres af staten for arbejdet. Ud fra et udviklingsperspektiv kan man se, at ændringerne i Danmark og Norge ikke har været så omfattende som i Sverige, men alligevel har fulgt tilnærmelsesvis samme mønster.

Sådan er udviklingen gået
Der er især tre markante udviklingstendenser i retshjælpsordningerne og retshjælpsudbuddet i Danmark, Norge og Sverige og til dels Finland. 

For det første begrænses antallet af personer, der ud fra en indkomstmæssig vurdering er berettiget til gratis retshjælp, og typen af sager, der kan bevilges retshjælp, indskrænkes.

For det andet bliver det i endnu højere grad end tidligere den enkelte borgers ansvar at kunne identificere, definere og handle retligt på sine problemstillinger.

For det tredje sker der et skred i udbuddet af retshjælp fra at være baseret på velfærdsstatens retshjælpsaktører til, at nye aktører tager større ansvar for retshjælp, herunder ikke mindst medlemsorganisationer, frivilligheds-organisationer, studenterretshjælp og mere alternative retshjælpsudbydere. Medlemsorganisationer, forsikringsordninger og traditionelle retshjælpsinstitutioner bekræfter umiddelbart billedet af, at retshjælp ikke retter sig mod de svage borgere, men derimod i højere grad bliver centreret og mere fokuseret på specifikke samfundsgrupper, der er kontingentbetalende medlemmer af diverse organisationer eller har tegnet forsikringer.

Kigger man ud over Norden, går tendenserne i samme retning: De midler, der budgetteres til retshjælp, skal bruges mere effektivt. Civilsamfundet og legal clinics får derfor stor betydning for den retshjælp, der bliver givet.

Med andre ord: De forskellige nordiske retshjælpsmodeller, der alle udspringer af et velfærdsstatsligt paradigme, bevæger sig i samme retning som andre steder i verden, nemlig at retshjælp forskydes fra at være et offentligt ansvar til at blive varetaget af forsikringsordninger og den tredje sektors organisationer, det vil sige medlems- og frivillighedsorganisationer. I Norge er det estimeret, at den tredje sektors organisationer behandler omkring 250.000 sager årligt, mens omkring 33.000 sager bliver behandlet gennem traditionel offentlig retshjælp.

Mod mere fleksible retshjælpstilbud?
Via casestudier af JussBuss, løsladtes retshjælpsbehov og Gadejuristen bliver det dog tydeliggjort, hvordan alternative retshjælpsinstitutioner er mere fleksible i metoderne til at nå ud til mennesker, der normalt ikke vil møde op i de traditionelle retshjælpsinstitutioner som advokatvagter og retshjælpskontorer.

Som studierne viser, er det ganske centralt for sådanne alternative retshjælpsudbydere at komme i kontakt med deres specifikke målgrupper og at bidrage til at oversætte deres helbredsmæssige, sociale eller personlige problemstillinger til et retligt sprog. Aktører i den tredje sektor kender i langt højere grad livsvilkårene for deres klientgrupper, og de kan derfor målrette deres væsentlige, tillidsskabende og opsøgende arbejde i forsøg på at nå udsatte og problemramte klienter, der ikke selv opsøger hjælp.

Ydermere arbejder aktørerne i den tredje sektor også tværdisciplinært i forhold til deres specialiserede klientgrupper, således at de ofte kan rådgive dem udover retlige problemstillinger. Samtidig kan de tale deres klienters sag retspolitisk, således at de svageste i samfundet også får en stemme, når ændringer i lovgivning og strukturer kan få indflydelse på deres livssituation.

Dog ses det også, at der opstår andre problemstillinger, når nye aktører træder ind på retshjælpsscenen. Der er blandt andet en udfordring med hensyn til ansvarsforsikringer, hvis klienter rådgives forkert, og ligeledes en problemstilling vedrørende kvalitetskontrol, når frivillige ikke-jurister påtager sig juridisk rådgivningsarbejde.

Fremtidens retshjælp
I forhold til hvordan fremtidens retshjælp skal indrettes, kan man måske netop tage ved lære af alternative retshjælpstiltag, som både frivillige institutioner og NGO’er tilbyder. Herunder er det væsentligt at overveje, hvordan man målretter retshjælp til grupper, der har svært ved at formulere deres problemer i retlige termer – og herved måske helt overser, at de ikke får opfyldt deres rettigheder.

Når de har forsøgt at formulere sådanne problemstillinger, skal de muligvis overvinde nogle af de sociale barrierer, som der er ved at gå til en jurist med personlige problemer. Og endelig skal de formå at forklare juristen, hvad deres problem er og samtidig forstå, hvad juristen siger, og forstå de juridiske handlemuligheder, der eksisterer.

Derfor må hele retshjælpsinfrastrukturen overvejes i forsøget på også at nå de svageste grupper.

Bogen Hammerslev & Rønning (2018): Outsourcing Legal Aid in the Nordic Welfare States kan downloades gratis på palgrave.com/de/book/9783319466835

Ole Hammerslev
Professor i retssociologi ved Syddansk Universitet. Forsker i retshjælp, udviklingen i advokatsektoren og sammenhængen mellem ret, den juridiske profession og statsbygning. Leder af forskningsspydspidsen ”Det retlige møde” og leder af et internationalt netværk, der studerer advokatstanden globalt. Medlem af Danmarks Frie Forskningsfond – Samfund og Erhverv.